Politik og regler SKRIV UD

Regeringen vil afsætte 50 mio. kroner mere til ny aftale om overskudsvarme

af: Rebecca Holck Rosenberg, 25-03-2019
Foto: Pressefoto, Skatteministeriet

I sidste uge var skatteminister Karsten Lauritzen klar til at lukke en ny aftale om overskudsvarme mellem regeringen og partierne i Folketinget.

Regeringen er nemlig klar til at afsætte 50 millioner kroner mere til en ny ordning, der skal fremme produktionen af overskudsvarme. Det skriver Altinget.dk.

I energiaftalen fra juni 2018 er der allerede sat et økonomisk råderum på 100 millioner kroner til en ny ordning.

I forrige uge lød det ifølge Altinget, at en aftale om overskudsvarme mellem Folketingets partier var tæt på at ligge klar. Vi venter dog fortsat på en aftale om overskudsvarme.

Ny certificeringsordning for overskudsvarme

Som del af den nye ordning for at fremme overskudsvarme vil regeringen medtage en certificeringsordning af virksomhedernes produktion af overskudsvarme som alternativ til en ensartet afgift på overskudsvarmen.

Certificeringsordningen er et forslag fra Dansk Industri og Dansk Fjernvarme, som mener, at det nuværende afgiftssystem leder til, at der går en masse uudnyttet overskudsvarme til spilde i industrien. Det forklarer Dansk Industri i en nyhed.

– Med certificeret overskudsvarme forsvinder argumentet for at beskatte virksomhederne for at udnytte overskudsvarmen, skriver direktør i Dansk Industri Trine Roed i et debatindlæg i Altinget.dk.

Ifølge et udskrift, som Børsen har set, skal certificeringen fremmes gennem et økonomisk incitament, hvor certificerede virksomheder skal betale en mindre overskudsvarmeafgift på 10-15 kroner per gigajoule frem for ikke-certificerede virksomheder, som skal betale 20-25 kroner per gigajoule. Det skriver EnergiWatch.

Dansk Industri mener også, at der bør indføres en bagatelgrænse for pålægning af overskudsvarmeafgift, som sikrer, at de mindre virksomheder, hvor det ikke kan betale sig at lade certificere, også kan udnytte potentialet i overskudsvarme. Det fortæller branchedirektør i DI Energi Troels Ranis til Energiforum Danmark.

Certificering skal fremme ”ægte overskudsvarme”

Certificeringsordningen har til formål at sikre, at den overskudsvarme, der bliver produceret af virksomhederne, er reel eller ’ægte’ overskudsvarme.

Ifølge et faktaark fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er afgiften på overskudsvarme netop til for at forhindre, at virksomheder producerer ’falsk’ overskudsvarme.

Med falsk overskudsvarme menes der, at virksomhederne ikke producerer varme som et resultat af produktionen varer eller som et resultat af nedkøling af f.eks. madvarer eller servere i et datacenter – dvs. den ægte overskudsvarme – men i stedet tilføjer ekstra energi for at lave decideret varmeproduktion.

Falsk overskudsvarme er dog ikke et begreb, som Dansk Industri og Dansk Fjernvarme ser ude i industriens virkelighed. Ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Industri er flere aktører inden for energi- og forsyningsbranchen enig i, at falsk overskudsvarme er ”teoretisk sniksnak”.

Stadig planer om prisregulering af overskudsvarmen

Skatteministeriet ønsker dog, at den nye certificeringsordning, som de ønsker skal være del af den politiske aftale, skal suppleres med en prisregulering af overskudsvarmen.

Prisreguleringen skal ifølge skatteministeren også bidrage til, at det er den ægte overskudsvarme, der produceres. Det fortæller han i et skriftligt svar til Børsen.

– Samtidig skal aftalen sikre, at fjernvarmeforbrugerne får andel i den samfundsøkonomiske gevinst og ikke bare virksomhederne. Derfor kommer aftalen til at indeholde prisregulering af leverancerne. Niveauet af prisreguleringen er noget af det, vi i øjeblikket forhandler om, skriver skatteminister Karsten Lauritzen til Børsen.

Ifølge Fredericia Avisen sørger prisreguleringen for, at virksomheder kan skabe forretning på maksimalt 12 procent ved at sælge overskudsvarmen til fjernvarmesystemet.

Prisreguleringen, som regeringen lægger op til, bliver del af aftalen for overskudsvarme, bliver mødt af en del kritik fra blandt andet Schell, Aalborg Portland og Rockwool, som alle producerer store mængder af overskudsvarme.

Ifølge virksomhederne vil prisreguleringen gøre det dyrt og besværligt at sælge overskudsvarmen. Det skriver Altinget.dk.

Kilder: Altinget.dk, Dansk Industri, EnergiWatch og Fredericia Avisen

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.