Forsyning og VE SKRIV UD

Statsstøtte til grønne projekter har givet overskud i milliardklassen

af: Rebecca Holck Rosenberg, 09-07-2019
Kilde: Colourbox

Det Energiteknologiske Udviklings- og demonstrationsprogram – bedre kendt som EUDP – har vist sig at være penge godt givet ud.

For hver krone, en virksomhed har modtaget fra EUDP til grønne projekter, er virksomhedens omsætning efter al salg er realiseret i gennemsnit steget med fem kroner.

Det viser evaluering af EUDP foretaget af analysefirmaet Damvad Analytics og konsulentfirmaet MUUSMANN i april 2019.

Derudover viser analysen, at EUDP sammenlagt har skabt 3200 arbejdspladser siden 2008.

Damvad Analytics og MUUSMANN vurderer samtidigt, at kun 3 procent af projekterne kunne være udført uden midler fra EUDP-puljen.

– Vi har nu dokumentation for, at 97 pct. af projekterne med al sandsynlighed aldrig var blevet til noget uden EUDP, og Danmark var dermed gået glip af tusindvis af arbejdspladser og vigtige landvindinger inden for den grønne energi, siger bestyrelsesformanden for EUDP, Thea Larsen, i en pressemeddelelse fra Energistyrelsen.

Hun mener, at der med EUDP kan skabes muligheder for et dansk klimaeventyr, hvor Danmark bliver storspiller inden for eksport af grønne energiteknologiske løsninger.

Grønne investeringer for milliarder

Siden 2008 er der blevet investeret i grøn energiteknologi for 3,4 mia. kroner gennem EUDP.

Projekterne, der har modtaget EUDP-støtte, har blandt andet være inden for vind-, sol- og bølgeenergi, Smart Grid-systemer, energieffektivitet og projekter, der gør den enkelte energiform mere rentabel. Det skriver Energistyrelsen i pressemeddelelsen.

EDUP-Puljen har været støt stigende de seneste par år, men Thea Larsen er alligevel bekymret for, at nogle uløste udfordringer i forhold til at optimere energisystemer går under radaren.

– Der er en reel fare for, at kun virksomheder med energiteknologi i sin forretningskerne, interesserer sig for EUDP. Mange flere iværksættere og SMV’er bør interessere sig for, om deres ekspertise og kreativitet inden for teknologi kan bidrage til at gøre grønne energisystemer mere stabile og rentable, siger hun i pressemeddelelsen.

EUDP offentliggjorde sidst i juni i år, at 31 projekter i denne omgang støttes med i alt 182 mio. kroner fra puljen for 2019. I 2020 vil EUDP-puljen stige til 500 mio. kroner.

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.