Energibesparelser SKRIV UD

Boligejeres grønne glansbillede smuldrer

af: Carina Hedelund, 14-02-2020
Fotokredit: Colourbox

Nye tal viser, at de danske boliger er i langt dårligere energistand, end boligejerne går og tror. Og der er fortsat brug for viden og rådgivning, hvis de skal udnytte det fulde potentiale i energirenovering af boligen.

Det skriver brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse.

Tallene i en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne viser, at de danske boligejere har et urealistisk billede af deres boligers energimæssige tilstand.

Hele 83 procent vurderer, at deres bolig er i gennemsnitlig eller bedre energimæssig stand. Kun 16 procent vurderer, at boligen er i lidt eller meget dårligere energimæssig stand end gennemsnittet.

De tal står i stærk kontrast til energimærkningerne fra 2019, som landets boliger er blevet tildelt. Energistyrelsens nye opgørelse viser, at 52,5 procent af boligerne har fået energimærke D eller dårligere, hvorimod kun 19,7 procent har energimærke B eller bedre.

”Forklaringen på forskellen i tallene kan være, at boligejerne ikke er opmærksomme på det store potentiale for energieffektivisering, der kan hentes ved at energirenovere boligen. Men tallene understreger jo, at mange vil blive overrasket over, hvor dårligt det reelt står til, og derfor er det værd at undersøge, hvad man kan gøre for at spare på energiregningen på både kort og langt sigt,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Viden og rådgivning kan give store besparelser

I befolkningsundersøgelsen er mere end 1.000 boligejere blevet spurgt om, hvor de tror, det største behov for energiforbedrende tiltag i boligen ligger. Vinduer/døre indtager førstepladsen (23 procent), efterfulgt af installation af solceller (20 procent) og installation af en varmepumpe (12 procent).

”Det er meget naturligt, at vinduer står øverst på listen. Det er til at forstå, at man kan reducere energiregningen ved at skifte vinduer. Til gengæld kan det være sværere at gennemskue udbyttet ved at investere i eksempelvis solceller eller varmepumper, og det er synd, for undersøgelser viser, at udbyttet her oftest er endnu større,” siger Simon O. Rasmussen og uddyber:

”Vi kan i det hele taget se, at deltagernes bud på de mest effektive energirenoveringer er meget spredte. Det tyder på, at der stadig er et stort behov for at rådgive og vejlede boligejerne, og det kan derfor anbefales, at man får energivurderet sin bolig, hvis man ønsker et bedre billede af, hvor man bør sætte ind. For der kan være rigtig store besparelser at hente.”

Fokus på bygninger

De danske bygninger er et af de vigtigste steder at sætte ind, hvis vi skal nå de klimamål, regeringen har opstillet, understreger Simon O. Rasmussen

I øjeblikket er de 13 klimapartnerskaber ved at sammensætte deres anbefalinger til fremtidens klimapolitik, hvor TEKNIQ Arbejdsgiverne deltager i partnerskaber for bygge og anlæg.

”Når partnerskabernes anbefalinger efterfølgende forhåbentlig skal føres ud i livet, er det vigtigt, at også boligejerne kommer til at spille en rolle – især med tanke på det enorme potentiale for energiforbedringer, vores hjem rummer,” siger Simon O. Rasmussen.

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.