Klima og ressourcer SKRIV UD

Hvilke klimahandlinger kan vi forvente i 2021?

af: Cecilie Holm Arentoft, 22-12-2020
Fotokredit: Danil Aksenov, Unsplash

Energiforum Danmark går på juleferie i morgen og åbner op igen d. 4. januar. I den anledning kigger vi ind i det nye år, og giver dig her et overblik over, hvilke klimahandlinger der er planlagt i 2021 globalt og i Danmark.

USA: Joe Biden tiltræder som præsident og giver nyt håb for klimaet

20. januar 2021 kan vi endelig vinke farvel til en kulsort klimapolitik drevet af Trump-regeringen og goddag til et nyt, grønt håb for klimaet med Joe Biden som præsident. Joe Biden har planer om at give klimaet en helt central placering i sin politiske platform med en 2.000 milliarder dollars klimaplan fra 2021-2025. 

Pengene skal bruges på at øge bruget af grøn energi i transport-, elektricitets-, og byggesektoren samt at kreere økonomiske muligheder for en bedre infrastruktur for energinetværket.

Planen kan på mange måder blive historisk, hvis den lykkedes. Den kan blive et vendepunkt, ikke bare for USA, men for hele verdens indsats for at bremse udslippet af drivhusgasser i atmosfæren.

Fra 2021-2025 vil Joe Biden-regeringen med den historisk ambitiøse plan arbejde på at:

  • Gøre USA’s strømproduktion 100 procent CO2-fri allerede i 2035
  • Gøre USA klimaneutralt i 2050
  • Udrulle klimaneutral offentlig transport i alle byer med mere end 100.000 indbyggere
  • Omstille den amerikanske bilbranche til produktion af elbiler, blandt andet ved at sørge for store offentlige indkøb af elbiler og opsætning af en halv million ladestandere
  • Etablere et nyt, nationalt forskningsinstitut med fokus på udvikling af klimaneutrale teknologier
  • I alt bruge 400 milliarder dollars over fire år på grønne offentlige indkøb til ren energi

EU’s grønne pagt bliver kigget i sømmene
I juni 2019 blev den grønne pagt vedtaget i EU, og den dækker over en række politiske initiativer fra den Europæiske Kommission med hovedmålet om, at Europa skal være klimaneutralt i 2050. Pagten er også kendt som Green New Deal og i 2021 åbner Kommissionen op for at den skal kigges i sømmene for at se, om den kan blive endnu mere ambitiøs.

I 2020 blev EU’s medlemslande enige om, hvad budgettet for EU skulle være i perioden 2021-2027, og her blev der givet en stor pose penge til klimaet, i hvert fald i forhold til tidligere budgetrunder i EU. Med det nye budget vil EU Kommissionen i juni 2021 se på, om nye politiske og økonomiske værktøjer kan tages i brug for klimaet og om man vil øge ambitionsniveauet for EU’s klimamål yderligere.  

Klimatopmøde 2021 i Glasgow

Klimatopmødet COP26, der skulle have været afholdt i november 2020 i Glasgow, blev udskudt, så det i stedet afholdes til november 2021.

Regeringen udskyder store klimavalg til næste år

Og så til herhjemme – hvad kan vi se frem til i det nye år? I 2021 kan vi se frem til, at der skal tages en masse beslutninger politisk om klimatiltag, som ikke blev besluttet i år, selvom det var planen.

Regeringen er blevet beskyldt for generelt at være for fodslæbende og for langsomme i betrækket, når det kom til klimahandling. Det har især fået stor kritik fra regeringens støttepartier og Klimarådet, at man endnu ikke har fået en grøn, ensartet CO2-afgift på tegnebrættet endnu, selvom Klimarådet flere gange har sagt, at det haster.

En grøn skattereform, der lader forureneren betale skal man også i 2021 kigge længe efter. Til gengæld lover regeringen nye klimaudspil for landbruget i det nye år. Regeringen skulle egentlig have fremlagt sit landbrugsudspil i år, men fik det ikke gjort. Landbruget står direkte for omtrent 22 procent af de danske drivhusgasser, og andelen vokser år for år.

Energiforum Danmark ønsker glædelig jul
Her hos Energiforum Danmark vil vi gerne ønske glædelig jul og et godt nytår. Vi håber at I trods omstændighederne får en hyggelig tid og passer godt på hinanden. Energiforum Danmark er tilbage igen d. 4. januar.

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.