Inspiration SKRIV UD

Kan det redde os fra klimakrisen? Forskere på DTU vil hive CO2 ud af atmosfæren – og udnytte den

af: Cecilie Holm Arentoft, 17-01-2020
Fotokredit: Unsplash

Forskere udvikler et mobilt anlæg, der kan fange CO2, inden den slippes ud i atmosfæren. I stedet skal den uønskede drivhusgas udnyttes til nye produkter.

Vi har vist alle sammen hørt budskabet om, at vi skal gøre noget ved CO2-niveauet i atmosfæren, hvis vi skal bremse klimaforandringerne.

Og det er altså ikke nok at reducere vores udledning til nul, hvis vi vil løse klimakrisen.

Vi bliver nødt til også at hive CO2 ud af atmosfæren. Det vurderede FN's internationale klimapanel, IPCC, allerede tilbage i 2018.

Problemet med at suge CO2 ud af atmosfæren har indtil videre været, at det har været for dyrt både økonomisk og rent energimæssigt.

Men sådan bliver det måske ikke ved med at være. Her i løbet af 2020 vil DTU-forskere begynde opbygningen af et mobilt anlæg, der kan fange CO2. I første omgang skal anlægget testes på biogasanlæg, fortæller lektor Philip L. Fosbøl fra DTU Kemiteknik, hvor han koordinerer aktiviteterne inden for CO2-fjernelse.

Det skriver DTU selv i deres nyhed "CO2 skal fanges – og udnyttes", som kan læses her 

”Biogas fremstilles ved at fermentere biomasse, og gassen består primært af drivhusgasserne metan og CO2. Biogas kan brændes af for at skabe varme, men det er også muligt at opgradere biogassen for at få fat i metanen, der er et mere værdifuldt produkt, som kan udnyttes i naturgasforsyningen. Ved en opgradering skiller man CO2 fra biogassen. I dag betragtes CO2 som et spildprodukt, som man kommer af med ved at lukke den ud i omgivelserne. Vi undersøger, hvordan vi i stedet effektivt kan indfange den og genbruge den,” siger Philip L. Fosbøl.

Projektet hedder BioCO2 og selve CO2-fangsten finder sted i forbindelse med opgraderingen af biogas.

Og det er smart, for når biogas i dag opgraderes med standardmetoder, udledes en betydelig mængde CO2 – den udgør ca. 40 pct. af biogassen.

Ved hjælp af den nye opgraderingsteknologi kan CO2-udledningen undgås. Det sker ved at fange drivhusgassen.

For at indfange den skal den ’skrubbes’. Det er en proces, hvor CO2’en bliver ført gennem lange rør og kommer i kontakt med en væske, som består af bl.a. forskellige tilsætningsstoffer, der hjælper med at optage CO2’en i væsken. Tilsætningsstofferne kan være forskellige kemikalier, men i et forskningsprojekt mellem Novozymes og DTU Kemiteknik ser man på, om enzymer kan hjælpe CO2’en over i væsken.

Når CO2’en er optaget i væsken, er den hermed fanget, og forskerne har allerede demonstreret denne nye og mere effektive måder at fange CO2 på i mindre forsøgsanlæg.

”I stedet for at opfatte CO2 som et uønsket spildprodukt kan vi se på den som en råvare. I dag bliver CO2 allerede udnyttet til mange formål, bl.a. til brus i sodavand samt til svejsning og andre industrielle processer. På DTU Kemiteknik undersøger vi, om CO2 også kan bruges til produktion af syntetisk flybrændstof,” siger Philip L. Fosbøl om CO2’en, der også kan bruges i fødevare- og medicinalbranchen.

Reduktion af energiforbruget

CO2-fangst er blot en del af projektet, som også skal se på, om selve opgraderingen af biogassen kan ske ved brug af meget mindre energi.

”Med vores metode har vi potentialet til at reducere energiforbruget med op til 45 pct. i forhold til den standardproces, man anvender i dag til opgradering af biogas. Om vi når den store reduktion, kan vi først demonstrere, når vi har bygget vores store anlæg,” siger Philip L. Fosbøl, der regner med, at det nye anlæg, som er i størrelsesordenen 15 pct. af fuld skala, står klar i foråret 2020.

CO2-fangst lyder enkelt, og det er det egentlig også, medgiver Philip L. Fosbøl. Alligevel er det ikke særlig udbredt.

”Det er stadig billigere for virksomheder og kraftværker at sende CO2 ud i atmosfæren end at investere i et anlæg, der kan indfange den. Men hvis man ud over at fange den også kan udvinde den igen, så den kan sælges videre, så er CO2-fangst ikke længere kun en udgift, men også en ny måde for virksomheder og kraftværker at tjene penge på,” siger Philip L. Fosbøl.

Om 'Carbon capture'

-FN's klimapanel har fastslået, at vi ikke kan stoppe klimakrisen, selvom vi reducerer vores CO2-udledning med 100 procent.

-Vi er nødt til at hive noget CO2 ud af atmosfæren igen. Teknologien til at gøre det bliver kaldt for “direct carbon capture”.

-Indtil nu er der ingen, der har opfundet en teknologi, der er billig og effektiv nok. Men forskellige testanlæg er i gang rundt omkring i verden.

-Ideen er, at vi ved at hive CO2 ud af atmosfæren og eksempelvis lagre den under jorden kan begrænse indholdet af CO2 i atmosfæren til det niveau, der var før industrialiseringen, hvor den menneskeskabte udledning tog til.

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.