Igen i år uddeler Energiforum Danmark Innovationsprisen for ny teknologi, nye byggematerialer og samarbejdsformer eller andet, der kan hjælpe foreningens medlemmer i det daglige arbejde med bæredygtig energiudnyttelse og hen mod visionen om et fossilfrit samfund.
Derfor indleder Energiforum Danmark endnu en gang jagten på forslag til, hvem der skal være de tre nominerede til Energiforum Danmarks Innovationspris.
Sidste år spændte nomineringerne til Innovationsprisen bredt; LivingBetter´s kombination af et ventilationsvindue og en varmepumpe, der sikrer godt og energieffektivt indeklima, Søren Jensen A/S´s myceliummateriale, et byggemateriale dyrket på affald og svampesporer, og endelig IT-løsningen AI-styret indeklima der ved hjælp af bygningsdata, sensorer og kunstig intelligens løbende optimerer bygningsdriften til lavere energiforbrug og klimaaftryk med et godt indeklima.
Og igen i år håber formand Lars Thygesen at finde virksomheder, der ser den grønne omstilling på en ny måde:
- Løsningerne behøver ikke at være raket-videnskab eller banebrydende forskning, vi ser lige så gerne løsninger, der taler ned i de praktiske problemer, medlemmerne står med i hverdagen. Det kan være en ny måde at samarbejde på, en ny metode til at involvere brugere og medarbejdere eller et nyt redskab der letter udveksling af information, fortæller Lars Thygesen.
Sidste år gik Energiforum Danmarks Innovationspris til myceliummaterialet fra Søren Jensen A/S.
Til hyldest og inspiration
Innovationsprisen fungerer både som en hyldest til innovativt arbejde med den grønne omstilling og et udstillingsvindue for nye koncepter, teknologier og produkter, der er på vej på markedet.
På Energiforum Danmarks årlige Netværkskonference, som i år foregår d. 12. november, får de tre nominerede til prisen taletid. Det er også på Netværkskonferencen at et dommerpanel og publikum vælger en vinder.
- I Energiforum Danmark ønsker vi at sætte fokus på nye løsninger, der understøtter energibesparelser og omstillingen til intelligent energianvendelse. Vi vil derfor gerne hylde de spændende ideer, koncepter og produkter blandt vores medlemmer og medvirke til, at disse udbredes i branchen generelt, siger Lars Thygesen og fortsætter:
- Med Innovationsprisen sætter vi samtidig en streg under, at Energiforum Danmark er Danmarks førende mødested for vidensdeling for energiprofessionelle.
Hvis du vil vide mere om prisen, og hvordan man indstiller koncepter, ideer eller produkter til nominering, så læs mere her