Politik og regler SKRIV UD

Nu skal vi tænke i strøm time for time

af: Pressemeddelelse, Dansk Energi, 14-01-2021
Fotokredit: Colourbox

Flere og flere familier får i fremtiden en mindre samlet energiregning, når både bil og opvarmning bliver elektrisk, men kommer til at bruge over 20.000 kr. om året til strøm. Det fortæller Dansk Energi i en pressemeddelelse.

De sidste tre år har elbranchen omlagt 3,4 millioner målere og it-systemer til at håndtere information om danskernes forbrug af strøm time for time. Ved årsskiftet blev projektet afsluttet. 

Øvelsen med at kunne afregne pr. time - i branchejargon kaldet flexafregning - er en forudsætning for, at vi overhovedet kan tilpasse forbruget af el til den varierende mængde, der er til rådighed.

Det betyder først og fremmest at bruge strøm, når der er rigeligt med grøn energi fra fx vindmøller og solceller og til gengæld spare på andre tidspunkter, når elprisen er høj, eller elnettet er hårdest belastet mellem kl. 17 og 20. I praksis foregår det via aftaler om at blive afregnet pr. time mellem landets mange elhandlere og kunderne.

- En forudsætning for at den grønne omstilling bliver en succes er, at vi vænner os til at være fleksible. Vi har brug for at få fordelt særligt det nye elforbrug ud over hele døgnet, og det skal digitalisering og automatisk styring af bilopladning, varmepumper mm. hjælpe med. Det vil gøre, at vi kan drive et 100 procent grønt elsystem om få år, samtidig med, at vi undgår at udbygge elnettet mere end nødvendigt, siger Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi.

El fylder mere på budgettet

Han peger på lavere tariffer for transport af el eksempelvis om natten som et vigtigt værktøj til at udjævne et elforbrug, der ifølge Klimapartnerskabet for Energi- og Forsyningssektoren er på vej mod en fordobling om 10 år.

Heldigvis falder de stille timer i elnettet ofte sammen med, at der er rigeligt med billig grøn strøm til rådighed, så alt i alt er der gode muligheder for at belønne dem, der er fleksible i deres forbrug, tilføjer Anders Stouge.

Allerede i dag er det muligt for alle forbrugere at tjene en skilling på at sætte vasken eller opvasken over tidligere eller senere, end vi plejer. Men det er især husstande med elbiler og/eller eldrevne varmepumper, der har mulighed for at flytte rundt på forbruget af strøm i et omfang, der mærkes på pengepungen. Dem kommer der imidlertid også mange flere af i de kommende år.

Almindelige familier bruger normalt 8-10.000 kr. om året på strøm (3.500-4.000 kWh), men elbilejere, der kan oplade derhjemme, bruger typisk dobbelt så meget strøm.

Hvis opvarmningen af boligen også er elektrisk, kan den samlede elregning løbe op i 20-25.000 kr/år. Omvendt sparer man så typisk endnu mere ved ikke længere at bruge benzin eller diesel til bilen og fossil energi til opvarmning.

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.