SKRIV UD

Europas største geotermiske fjernvarmeanlæg bygges i Aarhus

af: Jan V. Kristensen
Fotokredit: AffaldVarme Aarhus

Når aarhusianerne efter 2030 skruer op for deres radiatorer, kommer 20% af varmen fra geotermi, som er det varme vand i vores undergrund. Forsyningsselskabet AffaldVarme Aarhus og geotermiselskabet Innargi - ejet af AP Møller - har indgået en aftale, der for første gang bringer geotermisk fjernvarme i spil i stor skala.


Derved kan geotermi kan blive for varme, hvad vind er for el.

"Det her er en historisk dag for fjernvarmen i Aarhus, og jeg er stolt over, at vi kan blive ved med at gøre aarhusianernes varme stadigt grønnere. Geotermi er en vedvarende energikilde og dermed et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at få meget mere vedvarende energi ind i fjernvarmen. Geotermi er en forudsætning for, at vi i 2030 kan nå i mål med at udfase importerede træpiller," siger Bjarne Munk Jensen, adm. direktør for AffaldVarme Aarhus i en pressemeddelelse.

Innargi skal bygge og drive det geotermiske anlæg på 110 MW. I 2025 kan anlægget begynde at levere varme til aarhusianerne, og anlægget skal efter planen være fuldt udbygget i 2030, hvor det vil dække ca. 20% af fjernvarmebehovet.

Fotokredit: AffaldVarme Aarhus

 

Forventningen er, at projektet vil inspirere mange store byer i Europa, der arbejder med udfasning af kul og gas. Det er også ambitionen hos A.P. Møller Holding, der stiftede Innargi i 2017.

"Vi stiftede Innargi, fordi vi gerne ville bringe vores undergrundskompetencer i spil til gavn for den grønne omstilling. Geotermi kan levere varme uafhængigt af, om solen skinner eller vinden blæser, og derfor benyttes som basisvarme som erstatning for kul, gas og biomasse. Det har en positiv indflydelse på udledning af drivhusgasser, da de direkte udledninger fra bygninger tegner sig for 13% af den samlede  drivhusgasudledning i Europa. Vi ser store muligheder for at udvikle grøn varme til aarhusianerne og forhåbentlig millioner af boliger i europæiske storbyer, hvor der er politisk vilje til geotermi," siger Robert Uggla, CEO for A.P. Møller Holding A/S.


Varme fra jordens indre

Geotermi er den varmeenergi, der stammer fra jordens indre. To til tre km nede i Danmarks undergrund er der mange steder 60-80 grader varmt geotermisk vand. I et geotermisk anlæg pumpes det varme geotermiske vand op til overfladen, varmen høstes og overføres til vandet i fjernvarmenettet i et lukket  kredsløb. Herefter pumpes det geotermiske vand ned i undergrunden igen.

Energikilden er uudtømmelig. Konkret skal Innargi nu bore de første efterforskningsbrønde i Aarhus. De skal vise, om undergrunden kan levere den forventede varme og give den sidste viden til det endelige design af det kommende anlæg.

Læs hele materialet om sagen her: https://www.affaldvarme.dk/om-os/presse-og-medier/pressemeddelelser/14-01-22-presse-eu-s-stoerste-geotermiske-fjernvarmeanlaeg-bygges-i-aarhus

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.