Politik og regler SKRIV UD

Energibranchen skal tiltrække flere private investorer for at skabe vækst

af: Kasper Elton Jensen, 31-10-2016
Foto: Colourbox

Innovationsfonden og EUDP offentliggør en ny undersøgelse af danske energivirksomheders erfaringer med at tiltrække privat kapital. Undersøgelsen anbefaler, at koblingen mellem de offentlige og private investorer styrkes, hvis man skal øge udbyttet af de offentlige investeringer på energiområdet.

”Der er mange frøer, der skal kysses, før pengekasserne springer op”, lyder det fra en af de virksomheder, der har deltaget i Damvad Analytics’ undersøgelse af danske virksomheders erfaringer med at få potentielle investorer til at investere i den fortsatte udvikling af deres nye energiteknologier. Det er nemlig langt fra nok, at en virksomhed har udviklet en innovativ og spændende energiløsning. Skal produktet kommercialiseres, og markedspotentialet realiseres, kræver det tilførsel af kapital og en forståelse af markedet.

I dag risikerer udviklingsprojekter at ende blindt, fordi det ikke lykkes for virksomhederne at skaffe private investorer, der er parate til at finansiere den videre udvikling.

I en pressemeddelelse fortæller Jens Maaløe, der er bestyrelsesformand for Innovationsfonden, følgende:
”Det er afgørende, at vi får skabt et effektivt samspil mellem offentlige og private investeringer inden for energi. Nu får vi med analysen et unikt indblik i, hvordan energivirksomhederne oplever jagten på investorer. Det er viden, som Innovationsfonden vil bruge til at fintune fondens investeringer, så resultaterne bliver mest mulig attraktive for private investorer. På samme måde handler det for fonden om at vide, hvad der skal til, for at de private investorer for alvor melder sig på banen. Både de nationale og de internationale. Der skal et langt sejt træk til for at bringe energiområdet helt op i gear i Danmark, så det er vigtigt, at vi kommer i gang nu”.

Kobling mellem offentlig støtte og privat kapital skal styrkes
Den danske bruttoeksport af energiteknologi udgjorde 71,4 mia. kr. i 2015 svarende til 11 pct. af den samlede vareeksport. Damvad’s undersøgelse peger på, at hvis danske virksomheder skal fastholde deres styrkeposition på det globale marked for grøn energiteknologi, så skal koblingen mellem den offentlige støtte og private investorer styrkes.

Thea Larsen, bestyrelsesformand i Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, siger:
”EUDP har et markedsnært sigte, og vi støtter netop projekter, hvor der er et særlig godt match mellem den energiteknologiske løsning og det kommercielle potentiale på det globale marked. Men for at forløse potentialet fuldt ud kræver det, at de virksomheder, som vi støtter, har det, der skal til for at tiltrække den nødvendige private kapital. Vi skal blive bedre til at spotte disse virksomheder, når vi støtter projekter, og vi skal også blive bedre til at vejlede virksomhederne, som det sker med den nye undersøgelse og den konference, vi afholder”.

Innovationsfonden og EUDP er centrale aktører i at sikre, at der gennemføres forskning, udvikling og demonstration inden for de nye energiteknologier, der skaber vækst og arbejdspladser i Danmark, og som bidrager både til den fremtidige forsyningssikkerhed og til at forbedre det globale miljø.

Kilde: Energistyrelsen 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.