Klima og ressourcer SKRIV UD

Eksperten, politikeren og interesseorganisationen om FN-klimarapport

af: Rebecca Holck Rosenberg, 09-10-2018
Kilde: Colourbox

Lige før regeringen udgav sit klimaudspil udkom et spædt håb om klodens klimaredning fra FN.

Ifølge en klimarapport, som FN’s Klimapanel udgav mandag den 8. oktober, er det muligt at undgå store klima-konsekvenser ved at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader i 2100 frem for de 2 grader, der blev aftalt mellem verdenslandene på COP21 i Paris.

Rapporten, der er udarbejdet af 800 forskere fra 80 forskellige lande, understreger, at det kræver prioritering og politisk velvilje som aldrig før. Danmark var repræsenteret af to medlemmer fra DMI.

Tekniske løsninger på kort varsel

Ifølge meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard eksisterer de teknologiske løsninger, som skal til for at begrænse den globale opvarmning, ikke i tilstrækkelig grad.

Blandt andet vil det kræve, at der findes nogle måder at trække CO2 ud af atmosfæren på.

– Der er forskellige tekniske løsninger, men de er alle på forsøgsstadiet. Så i dag er det slet ikke muligt at gøre i det omfang, som skal til, siger Jesper Theilgaard til DR.

FN’s klimarapport kalder på hurtig handling og store investeringer i udfasningen af kul for at udviklingen af den globale opvarmning standses.

– Man opererer med årstal, som hedder 2030 og 2050, så det er jo en virkelig kort tidshorisont, siger Jesper Theilgaard og fortsætter:

– Det vil så også kræve, at investeringerne i vedvarende energikilder skal intensiveres tilsvarende.

Jesper Theilgaard vil optræde på Energiforum Danmarks netværkskonference og fortælle mere om klimaudfordringerne. Læs mere her.

Danmark klar til kamp

En pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet fastslår FN’s klimarapport som foruroligende læsning.

Ifølge rapporten kan den globale opvarmning komme helt op på en gennemsnitstemperatur på 3 grader set i forhold til før industrialiseringen, hvis man følger de foreløbige internationale klimaforhandlinger.

Ikke desto mindre er minister Lars Chr. Lilleholt (V) klar til dansk klimakamp.

– Det skal gå hurtigt, og det kræver politisk mandshjerte og vovemod. Og her er Danmark klar til at være med helt fremme, siger han i pressemeddelelsen.

Medlemslandene i FN mødes til COP24 til december for at diskutere fremtidige klimaplaner.

– Regeringen arbejder målrettet på at skubbe på det internationale samfund for at få klimaambitioner i vejret – en 3 graders stigning må ikke ske, siger han i pressemeddelelsen.

Samlet strategi for klimaplaner

I interesseorganisationen Dansk Energi mener man, at FN’s klimarapport endnu engang gør det klart for verden, at det haster med den grønne udvikling.

– Vi skal gøre noget for klimaet, og vi skal gøre det nu. Ellers bliver konsekvenserne uoverskuelige, og regningen ender i børneværelset, siger administrerende direktør i Dansk Energi Lars Aagaard i en pressemeddelelse.

Dansk Energi har derfor store forhåbninger til regeringens klimaudspil, der blev udgivet tirsdag.

– Regeringens klimapakke skal sikre, at det er slut med at snakke klima og transport i adskilte verdener. Forbrændingsmotoren skal ud af vores biler, busser, færger, tog – al transport, mener Lars Aagaard.

Også boligsektoren kræver mere handling ifølge Dansk Energi.

– Når det gælder opvarmning af vores boliger, er der stadig lang vej hjem. Der er fortsat for mange oliefyr i Danmark, og vi mangler et langsigtet svar på, hvordan udfasningen af naturgas skal håndteres, så blandt andre de mange mennesker med naturgasfyr ved, hvad de kan forvente i fremtiden, siger Lars Aagaard.

Kilde: DR, Dansk Energi, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.