Energibesparelser SKRIV UD

Energieffektivitet er en overset eksportsucces

af: Pressemeddelelse fra Det Økologiske Råd
Foto: Colobox

Energieffektive løsninger udgør en betydelig del af dansk eksport og er lige så god en historie som det danske vindmølleeventyr. Men hvis Danmark skal holde sig foran i konkurrencen, skal der støtte til energieffektivisering i en kommende energiaftale, lyder det fra Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd

Udviklingen af løsninger, der sænker vores energiforbrug, er allerede nu en dansk succeshistorie på linje med vindmølleeventyret. I dag omsætter danske virksomheder energieffektive løsninger og produkter for 75 mia. kr., beskæftiger mere end 45.000 ansatte og eksporterer for 34 mia. kr. årligt. Til sammenligning er tallet for vores svineeksport 27 mia. kr.

Men hvis Danmark fortsat skal være foran, skal regeringen og Folketinget tænke det ind, når de i foråret laver en ny energiaftale frem mod 2030, siger Søren Dyck-Madsen fra miljøorganisationen Det Økologiske Råd.

”At Danmark i dag tjener gode penge på eksport af energieffektive løsninger er nok en lidt overset succeshistorie. Men der er hele tiden brug for at udvikle endnu bedre og flere løsninger. Hvis Danmark skal fastholde og udbygge den eksport, skal regeringen og Folketinget indgå en aftale, der fremmer den udvikling ved at fastholde et dansk marked for energieffektive løsning,” siger han.

Succesfulde danske energieffektive produkter er blandt andet VELUX-vinduer, Rockwool isoleringsprodukter, Grundfos pumper og Danfoss termostater og motorer. Disse danske produkter er alle i dag med til at sænke energiforbruget i industri, bygninger og boliger verden over, og det er der en stigende global efterspørgsel på.

”Vi vil altid have brug for at bo, arbejde og drive industri. Og rundt om i verden stiger befolkningstallet, byerne vokser og flere får råd til at forbruge mere,” siger han og fortsætter:

”Hvis vi skal nå at bremse CO2-udledningen og holde den globale temperaturstigning på under to grader, som er målet med klimaftalen i Paris, så skal vores forbrug af energi ned. Energieffektivitet spiller en stor rolle for, om vi kan blive uafhængige af kul og olie frem mod 2050. Og her er danske virksomheder i front på grund af den danske indsats for energieffektivitet. Det skal vi fortsætte og styrke i energiforliget med ambitiøse danske mål og virkemidler for energieffektivisering. Vedvarende energi kan ikke gøre det alene,” siger Søren Dyck-Madsen.

Regeringen og Folketinget skal i 2018 forhandle en ny energiaftale på plads, som sætter rammerne for Danmarks fremtidige energisystem frem mod 2030. Målet er at blive uafhængig af fossile brændsler i 2050 og dermed overgå til 100 procent vedvarende energi.

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.