Energibesparelser SKRIV UD

Nyt energimærke er ikke nok for at skubbe til energirenoveringer

af: Rebecca Holck Rosenberg, 11-12-2018
Kilde: Colourbox

Selvom Dansk Byggeri er glade for, at energimærket bliver forbedret, holder de fast ved, at det ikke er nok til at sætte skub i energirenoveringerne. Det skriver Ingeniøren.

Ifølge Dansk Byggeri skal energibesparelserne i bygninger ind i de politiske aftaler, hvor de har manglet i regeringens klimaudspil.

– En forbedret energimærkningsordning kan ikke stå alene. Hvis vi skal realisere de store og omkostningseffektive potentialer for energibesparelser i vores bygninger, er der brug for noget mere, siger energipolitisk chef Camilla Damsø Pedersen fra Dansk Byggeri til Ingeniøren.

Hun håber derfor, at energibesparelser i bygninger kommer højere op på Folketingets partiers dagsordenen, når klimaindsatsen skal forhandles. Det fortæller hun i en pressemeddelelse fra Dansk Byggeri.

Et skridt på vejen

Dansk Byggeri har alligevel noget ros til regeringen, når det kommer til den nye energimærkningsordning, der sættes i gang i 2019.

– Vi er rigtigt glade for, at regeringen har igangsat det store arbejde med at forbedre energimærkningsordningen og inddraget hele branchen i processen. Vi er enige i, at energimærker er et af de vigtigste værktøjer til at få bygningsejere til at gennemføre energibesparelser, siger Camilla Damsø Pedersen til Ingeniøren.

De er blandt andet positive stemt over for den digitalisering, som det er planlagt, at energimærket skal igennem. Ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets (EFKM) initiativplan skal energimærket gennem digital og automatisk kontrol for at undgå de mange fejl, der blev fundet i energimærkningen i 2017.

Sidste år var ca. hver femte mærke fejlbehæftet. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

– Det er positivt, at regeringen har lyttet til blandt andet Dansk Byggeri og lægger op til en mere interaktiv formidling af energimærket. Det gør det nemmere for boligejerne at bringe energiforbruget ned. Men vi håber, at man vil udbygge energimærket, så der fremover også vil blive lagt vægt på de fordele, energirenovering kan føre til for indeklimaet og komforten i boligen. Det bliver desværre ikke fremhævet i initiativplanen, siger Camilla Damsø Pedersen i pressemeddelelsen fra Dansk Byggeri.

One size does not fit all

I initiativplanen skriver ministeriet, at de vil gøre op med energimærkets ”one size fits all” og i stedet opdele energimærket i tre kategorier: ét for eksisterende enfamilieshuse, ét for større, eksisterende bygninger og ét for nye bygninger.

I 2017 havde kun 56 pct. af nybyggeriet fået tildelt et korrekt energimærke. Det viser kvalitetskontrollen i august fra Energistyrelsen.

Ifølge pressemeddelelsen fra EFKM vil Lars Chr. Lilleholt også i 2019 eksperimentere med nye måder at motivere bygningsejerne til at energirenovere. Dansk Byggeri mener, at der er brug for økonomiske incitamentsordninger for at skubbe til udviklingen af energirenoveringer. Det fortæller Camilla Damsø Pedersen til Ingeniøren.

Kilder: Ingeniøren, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Dansk Byggeri

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.