I denne uge har to store organisationer præsenteret status for verdens og Danmarks udvikling i energi og CO2. Energiforum Danmark fremlægger i to artikler International Energy Agency (IEA) og Klimarådets overblik over, hvor vi er i forhold til den klimavenlige udvikling.
I tirsdags fremlagde direktør i IEA Dr. Fatih Birol deres rapport World Energy Outlook (WEO) 2018 i Danmark.
For det første viser udviklingen en skuffende tendens, hvor verdens CO2-emissioner i 2017 er steget med 1,6 pct. ledt af Kina, Indien og EU.
– Når jeg ser på energidataene for de første ti måneder af 2018, er CO2-emissionerne på deres absolut højeste, åbner Dr. Fatih Birol lanceringen af WEO i Mogens Dahl Koncertsal i København.
– Vi har brug for meget mere vedvarende energi.
Ifølge Dr. Fatih Birol er der en voksende misforhold mellem energimarkedet og EU’s klimamål.
Omvendte energiforbrug
IEA fremlægger i deres rapport to primære scenarier: Ny politik-scenariet og Bæredygtig udvikling-scenariet. Det første scenarie viser, hvordan energiforbrug og -produktion vil udvikle sig frem mod 2040, hvis man tager udgangspunkt i, hvordan energipolitikken foreløbigt ser ud.
Ifølge det scenarie vil energiforbruget i udviklingslandene såsom Kina, Indien og Afrika stige, mens energiforbruget i EU falder frem mod 2040.
I 2000 stod EU og Nordamerika for 40 pct. af det samlede energiforbrug, mens Asien stod for ca. 20 pct. I 2040 vil det forhold være omvendt.
Produktionen af den vedvarende energi vil ifølge scenariet stige fra 25 pct. af den samlede energiproduktion i dag til 40 pct. i 2040. Naturgas vil i 2030 overtage kul og dermed blive den næststørste energikilde. Forbruget af kul og olie vil falde i Kina, EU og USA frem mod 2040, men vil derimod stige i udviklingslandene – blandt andet på grund af flere biler.
Det magiske ord
Med stigende former for energikilder, hvor vind vil ligge som nummer et i energiproduktionen, vil det ifølge IEA kræve mere fleksibilitet i energisystemet.
– En hurtigt voksende variation i energiformer kalder på ny teknologi i fremtidens energisystem. Fleksibilitet er det magiske ord, siger Dr. Fatih Birol til lanceringen af WEO.
Udviklingen ligger hos regeringerne
Verdens investeringer i energi ligger ifølge IEA’s beregninger på to billioner dollars. Her står de statslige investeringer for 70 pct. Derfor ligger udviklingen frem mod et mere bæredygtigt energisystem hos regeringerne, mener IEA.
I år har el-biler især fået opmærksomhed i den danske politik, da regeringens klimaplan stopper for salget benzin- og dieselbiler i 2030. Men det er ikke nok, mener Dr. Fatih Birol.
– Elbiler alene vil ikke løse klimaproblemet. Personbilerne står kun for otte pct. af det samlede energiforbrug, fortæller Dr. Fatih Birol.
Til lanceringen satte han derimod fokus på potentialet for energibesparelser i bygninger som del af den eksisterende og nye energi-infrastruktur.
– Hvis vi er seriøse om at løse klimaproblemet, må vi både innovere den nye energi-infrastruktur og gribe ind i den eksisterende infrastruktur, siger Dr. Fatih Birol.
På IEA’s hjemmeside kan du læse mere om rapporten WEO og se grafer over IEA’s resultater.
Kilde: IEA