Danmarks største kvashegn har reduceret affaldsmængden med 100 ton haveaffald – det svarer til 4 kg pr. indbygger i Odder Kommune. Og potentialet er stort for både borgere, boligforeninger, lokalråd og andre fællesskaber.
Siden juli måned har de lokale indbyggere sammen med Renosyd, Odder Kommune og Økologiens Have fyldt kvas og grene i Danmarks største kvashegn, som ligger på Rørthvej i Odder.
Det fælles hegn er bygget for at sikre mere biodiversitet i Odder, og for at knække kurven med de stigende affaldsmængder. Og hegnet har allerede givet gevinst: hver enkelt borger i Odder Kommune har reduceret affaldsmængden med 4 kg om året.
”Haveaffald er supergodt affald, fordi det kan genbruges. Så selvom det er smart at lave det til kompost, så er det endnu smartere, hvis man kan spare behandlingsprocessen og putte det i et kvashegn. Samtidig sparer kunderne også en masse ture til genbrugspladsen,” siger Annemette Fuglsang, direktør i Renosyd.
Stort potentiale
Hegnet, som blev etableret i juli, er netop blevet udvidet med yderligere 50 meter, så der gives plads til haveaffald fra efterårssæsonen.
Annemette Fuglsang forklarer: ”Vi har kun bygget ét kvashegn. Men potentialet er stort, hvis flere begynder at bygge kvashegn. Der er store mængder vi kan flytte her. Vi er i dialog med Danmarks Naturfredningsforening og en række institutioner, men vi vil også gerne snakke med grundejerforeninger, lokalråd og andre.”
Du kan bygge dit eget kvashegn
Renosyd har en målsætning om at reducere den samlede affaldsmængde pr. borger og vil derfor gerne inspirere borgere, grundejerforeninger, boligforeninger, lokalråd, sportsklubber og andre fællesskaber, til selv at bygge kvashegn.
På Renosyd's hjemmeside kan du få inspiration og finde guiden "Sådan laver du dit eget kvashegn".
Fakta: