En stramning af EU's energieffektiviseringsdirektiv betyder, at EU skal spare 11,7 % af energiforbruget i 2030. Det kan gavne udbredelsen af elbiler, varmepumper, geotermi og andre former for grøn fjernvarme. Det skriver Green Power Denmark.
Svarer til hele Spaniens energiforbrug
Det nye mål for energieffektivitet er blevet stemt igennem med et sikkert flertal i Europa-Parlamentet. Med stemmerne 471-147 er det bekræftet, at EU skal spare 11,7 % af sit energiforbrug.
"Jeg er stolt over resultatet, som betyder at EU skal spare 11,7 procent af sit energiforbrug i 2030. Det svarer cirka til hele Spaniens energiforbrug. Aftalen er godt for klimaet og dårligt for Putin", siger Niels Fuglsang, der er socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet på Green Power Denmarks hjemmeside.
Elektricificering og energirenoveringer
Ifølge Niels Fuglsang vil direktivet fremme udbredelsen af varmepumper, elbiler og sætte skub i omstillingen til klimavenlig fjernvarme med geotermi, store varmepumper og udnyttelse af overskudsvarme. Den offentlige sektor skal spare 1,9 % om året. Energirenoveringer er også en væsentlig del af direktivet, og medlemslandene forpligter sig til at løfte niveauet på mindst tre procent af arealet i bygninger ejet af det offentlige - hvert år frem til 2030, skriver Green Power Denmark.
De 11,7 procent, der skal spares, skal ses i forhold til 'business as usual' for årene 2020 til 2030. Hvis medlemslandene ikke allerede har gjort det, skal de beskrive, hvordan de vil leve op til det nye energieffektiviseringsdirektiv i deres energi- og klimaplaner.
Læs mere på Green Power Denmarks hjemmeside.