Mød VENT-ordningen på stand nr. 40 

Effektiv drift af ventilationsanlæg: Ny branchestandard for serviceydelser

af: VENT-ordningen

Sætter din serviceleverandør barren højt nok? VENT-ordningen har udarbejdet en ny vejledning, som gør det nemmere for rådgivere og bygningsejere at stille de rigtige krav til deres serviceentreprenører.


Lovkrav for service:

Ifølge bygningsreglementet skal ventilationssystemers rensning, drift og vedligeholdelse opfylde DS 447-standarden for mekaniske, naturlige og hybride systemer. Denne standard fastslår, at tilsyn med ventilationssystemet skal udføres mindst én gang årligt, både under sommer- og vinterforhold, for at sikre systemets funktion, indeklima og effektivt energiforbrug.

Praktisk udførelse:

Mens loven fastsætter rammerne, tilbyder VENT-ordningens nye branchestandard en præcis vejledning for, hvordan serviceopgaver bør udføres i praksis. Som registreret servicevirksomhed i VENT-ordningen forpligter servicevirksomheder sig til at opfylde krav til kompetencer, erfaring, arbejdsmetoder og dokumentation.

Ydelse gennem tjekpunkter:

Ved at følge de 10 obligatoriske tjekpunkter i branchestandarden, sikres det, at hver serviceopgave bliver udført ensartet og grundigt. Punkter omfatter kontrol, rensning, justering, udskiftning og funktionsafprøvning og dækker aggregat, spjæld, filtre, genvindingsenhed, køle-/varmeflader, ventilatorer og motorer, frost- og brandsikring samt reguleringsfunktion.

Kvalitetssikring i højsædet:

Kompetence og kvalitet bekræftes gennem VENT-beviset fra montøren, et VENT-mærkat på det servicerede anlæg, at en nummeret servicerapport foreligger og at der udføres egenkontrol i servicevirksomheden samt 3. parts kvalitetskontrol fra Teknologisk Institut.

Hvad er VENT-ordningen?

VENT-ordningen er en landsdækkende serviceordning, som tilbyder certificerede kvalitetseftersyn af ventilationsanlæg. Velfungerende ventilationsanlæg sikrer godt indeklima og lavt energiforbrug.

Formålet med ordningen er er at øge kvaliteten af arbejdet på ventilationsområdet ved at certificere servicefirmaer og montører. VENT-ordningens medlemsfirmaer har høj faglig viden og er specialiseret i at udføre kvalificerede eftersyn efter VENT-ordningens standardiserede retningslinjer.

For at sikre en optimal drift af dit ventilationsanlæg anbefaler Energistyrelsen samarbejde med VENT-godkendte firmaer.

Hvem står bag?

VENT-ordningen administreres af repræsentanter fra en række organisationer:

  • Energistyrelsen
  • Bygningsstyrelsen
  • Danske Regioner
  • TEKNIQ Arbejdsgiverne
  • Foreningen af Rådgivende Ingeniører FRI
  • FAV
  • Energiforum Danmark
  • Teknologisk Institut.


Besøg www.vent.dk for mere information

Mød VENT-ordningen på stand nr. 40