Opsætningen af solceller på Gentofte Kommunes rådhus vidner om, at kommunen tager den grønne omstilling og bæredygtig energi alvorligt. Foto: Gentofte Kommune 

Energiledelse sparer Gentofte Kommune millioner

af: Isak Dyrløv Klindt, Specialkonsulent hos KL

Gentofte Kommune har siden 2018 arbejdet med en systematisk og metodisk tilgang til energiledelse. Kommunen har formået at reducere deres årlige energiudgifter med 4,5 mio. kr. og er samtidig blevet bedre til at inddrage ledelsen og prioritere deres indsatser ude i bygningerne.


For Gentofte Kommune handler databaseret energiledelse ikke kun om at sikre energibesparelser gennem styring af energiforbruget.

Det handler i høj grad også om at involvere forskellige dele af den kommunale organisation og prioritere indsatsen løbende.

Kommunen arbejder løbende på at sikre sammenhæng mellem de forskellige dele af deres arbejde med databaseret energiledelse; dataindsamling, energistyring, ledelsesmæssig opbakning og løbende tilpasning og prioritering af indsatsen.

Denne tilgang har indtil nu genereret en årlig reduktion på el-, vand- og varmebudgettet på 4,5 mio. kr. ekskl. moms.

Gentofte Kommune har over de sidste 5 år investeret 53 mio. kr. i det samlede arbejde med databaseret energiledelse.

Det vil sige, at investeringen er brugt på både energiprojekter, energistyring, driftsoptimering samt energiledelse og tæller derved også arbejdstid for energiteamet.

Investeringen er en opsummering af hele kommunens energiarbejde, og den kan tilskrives æren for reduktionen af de årlige energiudgifter med 4,5 mio. kr., der forventes at fortsætte mange år ud i fremtiden.

Investeringen er ikke kun økonomisk rentabel. Gentofte Kommune har i perioden 2018-2022 reduceret deres elforbrug med 1,8 mio. kWh svarende til ca.

10 % af forbruget, og varmeforbruget er reduceret med ca. 1.500 MWh svarende til ca. 3 % af forbruget. Det svarer til, at kommunen har reduceret CO2-udledningen med 495 ton pr. år, svarende til 9 % af udledningen fra energiforbruget.

Standard for energiledelse giver godt metodisk afsæt

Gentofte Kommunes arbejde med databaseret energiledelse startede allerede i 2018 med en beslutning om at gå metodisk til værks for at få skabt et solidt fundament for indsatsen. Målet var at erstatte en ad hoc-baseret tilgang til energistyring med en struktureret og planlagt arbejdsindsats på energiområdet.

Gentofte Kommunes indsats med databaseret energiledelse har fået ekstra opmærksomhed i kommunen som følge af forsynings- og energikrisen samt kommunernes klimasamarbejde ‘DK2020’. Begge dele har kun gjort indsatsen mere relevant.

For at strukturere indsatsen med databaseret energiledelse har Gentofte Kommune ladet sig inspirere af energiledelsesstandarden ISO 50001 fra Dansk Standard. Ud fra standarden har Gentofte inddelt deres indsats i 9 områder: 

  1. Energipolitik
  2. Kortlægning af energiforhold
  3. Mål og handlingsplaner
  4. Organisation og uddannelse
  5. Kommunikation og beskrivelse
  6. Drift og vedligehold
  7. Energibevidst indkøb og projektering
  8. Overvågning og kontrol
  9. Ledelsens evaluering

For hvert område arbejder kommunen med en skala på 1-5, hvor alle skalaens niveauer er forhåndsdefinerede.

Ud fra disse niveauer har energiteamet og ledelsen (1) angivet mål for de forskellige områder og (2) beskrevet det aktuelle niveau. 

Mål og aktuelle niveauer revideres årligt for at synliggøre fremdrift og/eller eventuelle udfordringer, der forhindrer kommunen i at nå deres mål.

Kommunen bruger også det årlige møde til eventuelt at skrue op eller ned for ambitionerne. Derved sikres en fælles forståelse for, hvad arbejdet med energiledelse indebærer. 

Den strukturerede tilgang afspejler sig desuden i en række værktøjer og tiltag i kommunen bl.a. en årlig workshop og en årlig prioriteret handlingsplan.

Årlig workshop sætter retning for energiteamets arbejde

Heidi Nelbom er energikoordinator i energiteamet i Gentofte Kommune. Hun har arbejdet i kommunen i næsten 15 år og har været med til at opbygge indsatsen med databaseret energiledelse i kommunen fra starten i 2018.

Hun ved, hvor vigtigt det er med et velfungerende energiteam med tilstrækkelige ressourcer til at udføre arbejdet. Antallet af medarbejdere i energiteamet er vokset fra to til fem siden begyndelsen af 2018. 

Det har vist sig, at energiteamet skaber en kæmpe værdi for kommunen, og medarbejderne er med til at betale deres egen løn hjem gennem realiserede energibesparelser. Værdien skabes dog også ved at sikre en fælles retning for energiteamets arbejde. 

En del af den nye strukturerede tilgang til energiledelse er en årlig workshop i begyndelsen af et nyt kalenderår.

Her planlægges det kommende års indsats på energiområdet i kommunen og det forløbne år evalueres. Her udarbejdes den årlige prioriterede handlingsplan, som løbende er med til at styre arbejdet med energiindsatser, prioritering af opgaver, ressourcestyring og derudover fungerer som et formidlingsværktøj til ledelsen.

Handlingsplanen bidrager med en konkret visualisering af årsprogrammet, der kan refereres til, hvis nye opgaver pludselig opstår eller ønskes højere prioriteret af ledelsen.

Samtidig giver det en fælles forståelse i energiteamet af opgaverne, og hvor langt i processen de er ift. planer og implementeringer.

Metodisk tilgang understøtter bedre energistyring

I Gentofte Kommune har den metodiske tilgang til arbejdet med databaseret energiledelse skabt et organisatorisk fundament, der også er med til at understøtte en bedre indsamling af data, anvendelse af kommunens EMS, drift af kommunens bygninger og i sidste ende realiserede energibesparelser.

Et solidt datagrundlag har været afgørende for at skabe et struktureret overblik over kommunens energiforbrug og en plan for arbejdet med databaseret energiledelse.

Energiteamet har derfor haft fokus på at få indhentet el-, varme- og vandforbrugsdata i timeopløsning for kommunens bygninger direkte fra forsyningerne. 

I Gentofte Kommune indsamles der nu energiforbrugsdata i timeopløsning for kommunens el- og varmeforbrug, og energiteamet arbejder på at få det sidste på plads, så også vandforbrugsdata indhentes automatisk.

I Gentofte kommune er den databaserede tilgang blevet en naturlig del af energiledelsesindsatsen.

Kommunens energiteam arbejder målrettet videre med at sikre et datagrundlag, der giver dem mulighed for at lave præcise energibudgetter, måle præcise energibesparelser og involvere bygningsbrugere og tekniske servicemedarbejdere ude i bygningerne med henblik på energirigtig adfærd og optimeret drift.