Region Midtjylland har med oprettelsen af Center for Bæredygtige Hospitaler 2021 styrket indsatsen for at reducere Regionens CO2-udledning relateret til forbrug af varer og tjenesteydelser.

Medarbejderdrevne pilotprojekter er en del af kernen af centerets arbejde (læs mere her).

For løbende at følge op på og justere indsatser samt fastholde medarbejdernes engagement arbejdes der målrettet med at videreudvikle eksisterende værktøjer og metoder for monitorering.

Og her er livscyklusvurderinger (LCA’er) afgørende.

Region Midtjylland har arbejdet med en opgørelsesmodel for forbrugsbaserede emissioner siden 2015.

Her opgøres CO2-udledningen relateret til Regionens egne indkøb af varer og tjenesteydelser på makroniveau dvs. i et samlet klimaregnskab for Regionen som virksomhed.

Det har dog været en udfordring, at effekten af pilotprojekter og andre indsatser på mikroniveau –dvs. hos de enkelte enheder – ikke kan ses i det samlede klimaregnskab.

Klimaregnskabsmetode giver udfordringer

Rasmus Revsbeck er LCA-specialist ved Center for Bæredygtige Hospitaler. Og at trække en streg mellem effekten af indsatserne på mikroniveau og Regionens samlede CO2-udledninger på makroniveau, er et af de områder, han arbejder med.

”Mit arbejde er at sørge for, at vi kan trække en streg mellem mikro og makro. […] Hvis du er sygeplejerske og begynder at gøre noget nyt, som du synes er super træls, men som du gør for klimaet, så vil du også gerne kunne se, at det har en effekt helt oppe i makro-niveau. Det er det, vi sidder og arbejder med lige nu”, siger han.

I Regionens Strategi for Bæredygtighed er det besluttet, at det overordnede mål for CO2-reduktioner, skal omsættes til mål for reduktioner på enhedsniveau.

Ifølge Rasmus Revsbeck vil det være med til at gøre målene til en KPI på højde med fx økonomi.

Men det kræver, at de får styrket sammenhængen mellem mikro og makro, så enhederne kan dokumentere, at deres indsats har en effekt – også på hele Regionens CO2-regnskab.

En del af udfordringen findes i metoden for opgørelsen af Regionens klimaregnskab for indkøb af varer og tjenesteydelser.

Eksisterende metoder udfordrer monitorering

En måde at opgøre udledningen fra indkøb af varer og tjenesteydelser er via data fra såkaldte ‘Environmentally Extended Input-Output’-analyser.(IO LCA) sammen med økonomiske data.

Den metode tager udgangspunkt i en organisations samlede forbrugsudgifter, som opdeles i kategorier, der hver især har en tilknyttet CO2-emissionsfaktor.

Hermed kobles data om organisationens indkøb – fx fakturadata – med en CO2-emissionsfaktor for de forskellige indkøbskategorier – fx medicoudstyr.

Til det arbejde anvender Region Midtjylland værktøjet EXIOBASE, en global Environmental Input-Output-tabel udviklet af en række forsknings- og vidensinstitutioner gennem projekter finansieret af EU. 

EXIOBASE indeholder CO2-emissioner for en række brancher baseret på livscyklusvurderinger.

”Input-output-LCA laves oppefra og ned, hvor man tager hele verdens udledninger og fordeler ud på brancher. Proces-LCA er lavet nedefra med måling af energi til produktion m.m., og de to ting er ikke sammenlignelige. Der kan ifølge 2.-0 LCA være 20 pct. forskel på de to. Hvis du regner dine indsatser i den ene og din sum i dit klimaregnskab i den anden, så skal du ikke forvente, at du kan få de to linjer til at mødes”, siger Rasmus Revsbeck.

En af årsagerne til uoverensstemmelserne mellem CO2-udledninger på mikro- og makroniveau, er ifølge Rasmus Revsbeck forskelle i metoder for udregning af LCA.

En anden udfordring er, at man i EXIOBASE har samlet så store branche- og produktkategorier, at det fx ikke er muligt at skelne mellem indkøb af fx. en gummihandske til 1000 kr. og en CT-skanner for samme beløb.

Region Midtjylland arbejder med at løse dette gennem mere præcise og produktspecifikke LCA’er. 

Ny metode skal gøre opgørelser mere præcise

Når der udarbejdes en LCA er der mange forskellige metodiske overvejelser, som gør det nødvendigt at have standarder.

Det kan være et meget tungt arbejde at udarbejde LCA’er efter standarderne og koste hundredtusindvis af kroner at lave én LCA på ét produkt.

I Region Midtjylland kan de let bruge 400 forskellige produkter under en enkelt operation, hvilket gør det fuldstændig urealistisk, at udarbejde produktspecifikke LCA’er for alle indkøbte produkter i Regionen.

Derfor har Regionen arbejdet på en metodisk tilgang, der både lever op til LCA-standarderne, men samtidig også gør arbejdet realistisk:

”Når jeg arbejder med LCA handler det om at finde det snit, hvor vi laver nogle replikérbare resultater. Vi laver en fast metodik, hvor vi gør det simpelt, samtidig med, at vi sikrer, at vi får den rigtige tendens. Det nytter ikke at vi simplificerer så meget, at vi får den forkerte tendens – fx ved at tage livscyklusfaser ud. Min opgave er at finde ud af hvordan vi lægger det snit. Og det er noget vi bliver enige om på tværs af regioner, så vi kan bruge resultaterne på tværs”, siger Rasmus Revsbeck.

En del af metodikken handler om at udspecificere EXIOBASE-kategorierne.

Når Rasmus Revsbeck har lavet LCA’er på tre-fire forskellige produkter i én kategori med sundhedsfagligt udstyr – fx. Plastre, gaze og lign – og én kategori med maskiner som fx. CT-scannere, kan han sige, hvad de andre produkter i kategorierne ca. udleder Per gram.

Hermed udregner Region Midtjylland en gennemsnitlig emissionsfaktor, der er langt mere præcis end den nuværende fra EXIOBASE.

For at nå dertil, er det dog nødvendigt at både leverandører og medarbejdere inddrages.

Leverandører og medarbejdere skal med

Samarbejdet med produktleverandørerne kan være afgørende for hurtigt og præcist at kunne udarbejde LCA’er for Regionens produkter.

Indtil videre har Regionen haft dokumentationskrav til brug i en LCA med i et enkelt udbud og det er blevet taget rigtig godt imod af producenterne.

Men det er ikke kun leverandørerne, der skal involveres. Medarbejdere, der er ansvarlige for at igangsætte og gennemføre projekter og indsatser, skal kunne dokumentere effekten på Regionens CO2-udledning.

Regionens bæredygtighedspulje uddelte i 2023 midler til 21 projekter. Hvert af disse projekter skal spare på et produkt, ændre et produkt eller skifte et produkt ud.

Her er der behov for, at medarbejderne selv kan splitte produktet ad og lave LCA-beregningerne uden at skulle gå til leverandøren.

”Idéen for mig er at lave værktøjer, der er så lette at bruge, at alle kan bruge det, så du også som sygeplejerske kan udfylde det. Så kan jeg hurtigt screene det og se om alt ser ud til at være udfyldt korrekt. På samme måde kan vi lave standardberegninger for indsatserne, så vi hurtigt kan se - du brugte den her før, du bruger den her nu, og så kan vi regne ud, hvor meget CO2 du sparer.. Derved faciliterer vi en langt mere demokratisk proces”, siger Rasmus Revsbeck.

Hvis både leverandører og medarbejdere bliver aktive deltagere i at udarbejde de mere produktspecifikke LCA’er, bliver det lettere at måle effekten af projekter og indsatser.

Dette gør det ikke kun muligt at monitorere indsatsernes bidrag med CO2-reduktioner, men understøtter også medarbejdernes engagement, fordi de kan se, at deres indsats gør en forskel.

Stigende krav til klimaregnskaber

Virksomheder, kommuner og andre private og offentlige aktører oplever i stigende grad krav og efterspørgsel efter klimaregnskaber og metoder, der opgør udledninger relateret til forbrug i et livscyklusperspektiv.

For virksomheder er det fx krav i deres bæredygtighedsrapportering (CSRD), og i det offentlige har Københavns Kommune sat mål om at halvere borgernes forbrugsbaserede emissioner i 2035.

I lyset af, at så mange aktører skal i gang med at lave de samme beregninger, understreger Rasmus Revsbeck vigtigheden af, at særligt offentlige aktører også følger med udviklingen: 

”Vi står et sted nu hvor regnskaberne skal opdateres så de stemmer overens med CSRD eller den komplette GHGP. Det man tidligere kunne undskylde for ikke at have med i sit regnskab, det er man nødt til at gøre ordentligt nu. Det mister sindssygt meget værdi, hvis alle begynder at lave regnskaberne efter CSRD og vi [i det offentlige] så har gjort det på en anden måde”, siger han og fortsætter.

"Som offentlig myndighed er vi ikke pålagt at lave CSRD-regnskaber, men resten af verden kommer til at lave det. Derfor er vi også nødt til at lægge mere værdi i, hvordan vi gør det, så vi ikke sakker bagud.”