Tema: Energi - et internationalt spil. Foto: Energinet 

Strømmens silkerute går gennem Danmark

af: Carsten Vittrup, Energistrategisk rådgiver, Forretningsstøtte og -udvikling, Energinet


Det er kendt økonomisk visdom, at der kan opnås en samlet gevinst ved at handle på tværs af grænser. Det gælder også for elproduktion. Danmark ligger geografisk på det europæiske elmarkeds "silkerute" og deler ressourcer med vores nabolande - og det er en god forretning for alle.

I Norge og Sverige er det især vandkraften med store vandmagasiner, der dominerer elforsyningen. Og syd for os har det traditionelt været de termiske kraftværker, der har stået for hovedparten af elforsyningen – i de seneste ti år har især Tyskland dog også fået etableret en stor kapacitet af vindmøller og solceller.

Når forskellige lande producerer det, de er bedst til, og handler et produktionsoverskud med hinanden, opnås en samlet handelsgevinst. Særligt når der er stor forskel mellem landenes elproduktionsmiks og forbrugsmønster.

I vådår med rigeligt vand i de norske magasiner skaber det handelsgevinster at eksportere billig el til Centraleuropa. I tørår med mindre nordisk vandkraftproduktion kommer handelsgevinsterne ved at få suppleret vandkraftproduktionen med import af el fra termiske kraftværker i Centraleuropa – og i de senere år med sol- og vindkraft i de perioder, hvor den vedvarende elproduktion er rigelig.

Danmarks placering på denne "strømmens silkerute" har gjort, at vi siden 1970'erne har haft stærke elforbindelser til vores nabolande. Det har simpelthen været god forretning for alle lande.

Foto: Energinet
Foto: Energinet
Foto: Energinet

Effektiv indpasning af vind og sol

I de seneste 10-20 år, hvor andelen af fluktuerende, vedvarende elproduktion fra vind og sol er steget markant i Europa, har udlandsforbindelserne fået en yderligere værdi.

I stedet for at have fuld indenlandsk kraftværksbackup til vindkraften for at sikre tilstrækkelig effekt i vindstille perioder, kan Danmark via de stærke udlandsforbindelser dele kraftværksressourcer med nabolande.

Over større geografiske afstande vil forskel i både produktion og forbrug gøre, at der kræves væsentlig mindre regulerbar produktionskapacitet, end hvis hvert lille område skal have fuld backup til fx vindmøller og solceller.

Dertil kommer, at de nordiske vandmagasiner via udlandsforbindelser fungerer som et slags internationalt "grønt batteri", hvor fx nordmændene slukker delvist for vandkraften, når der er rigelig tysk og dansk vind, for så at sætte ekstra tryk på vandturbinerne for at sende el sydover, når der er vindstille.          

Foto: Energinet
Foto: Energinet

Elmarkedet bestemmer strømmens retning

Den overordnede allokering af, hvem der producerer strøm, til hvilken pris og hvor strømmen sendes hen, fastsættes af aktørerne på elmarkedet gennem en elbørs (se fx Nordpoolspot.com).

På børsen cleares for det kommende døgn en elpris for hver time i hvert elprisområde (typisk 1-4 prisområder pr. land), hvor der tages hensyn til den tilgængelige kapacitet på elforbindelserne mellem lande/prisområder.

Helt frem til én time før driftstimen kan aktørerne handle på elbørsen. På den måde sker den grove balancering af elproduktion og elforbrug i hele Europa gennem et fælles europæisk elmarked.

Fra én time før driftstimen lukker markedet, og systemoperatøren (i Danmark er det Energinet) tager over. Systemoperatøren har på forskellige auktioner købt sig adgang til forskellige systemydelser og reserver i både Danmark og nabolande, som fra kontrolrummet styres, for at finpudse den momentane balance og spændingskvalitet i elsystemet, eller indkobles, hvis der sker fejl på elforbindelser eller kraftværker

 

Sikker elforsyning er delt elforsyning

Selvom vi I Danmark i dag har en årlig vindproduktion, der svarer til cirka 40 procent af vores elforbrug, sikrer et effektivt, internationalt elmarked, at vindproduktionen stadig har en høj værdi.

Således har den gennemsnitlige årlige afregningspris for dansk vindproduktion haft en værdi mellem 85 og 90 procent af den gennemsnitlige årlige elpris og forventes også at ligge på dette niveau de næste mange år. Med en så relativ høj værdi af vindproduktionen er vindkraft – og nu også sol – den billigste form for ny elproduktionskapacitet.

Trods de store mængder vindkraft i både Danmark, Sverige og Nordtyskland er det med et effektivt elmarked og med stærke forbindelser til nabolandene lykkedes omkostningseffektivt at integrere store mængder fluktuerende, vedvarende elproduktion fra vind og sol og fortsat have et af de mest forsyningssikre elsystemer i verden.

Europakommissionen ønsker med Energiunionen og det sidste nye tiltag "Clean Energy for all Europeans" at knytte Europas energimarkeder, -regulering og -infrastruktur endnu stærkere sammen. Netop fordi sikker, grøn og effektiv energiforsyning er delt forsyning!

Det gælder ikke mindst for et lille land som Danmark, der er placeret i et knudepunkt for Europas elforsyning