I begyndelsen af marts i år fik Danmark en ny national strategi for bæredygtigt byggeri. Regeringen indgik sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Konservative og Alternativet en aftale, der sikrer indfasning af CO2-krav på alle større byggerier fra 2023.

Parterne bag aftalen er enige om, at der allerede fra 2023 skal indføres CO2-krav til nybyggeri, der er større end 1.000 kvadratmeter, og at der fra 2025 skal stilles CO2-krav til nybyggeri generelt. Det er desuden aftalt, at parterne løbende skal overvåge udviklingen i takt med, at byggeriet får flere og flere erfaringer med at bygge bæredygtigt.

”Jeg er utrolig glad for denne aftale, fordi vi nu har skabt et ambitiøst grundlag for bæredygtigt byggeri i Danmark. Vi kommer med aftalen til at bringe byggeriet ind i en ny grøn tidsalder, hvor klimavenlige løsninger går hånd i hånd med sunde, gode og billige byggerier”, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Totaløkonomi giver store besparelser på sigt

Den samme glæde er ikke at spore hos Lars Køhler, Byggeri-, Energi- og Klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. For selvom den nye aftale for bæredygtigt byggeri lægger op til, at LCC-værktøjer, også skal indarbejdes i brugen af digitale bygningsmodeller (BIM), stilles der ingen specifikke krav til i aftalen.

Intet i det Regeringen har fremlagt i aftalen vil fremme LCC synderligt – og derigennem den totaløkonomiske arbejdsmetode – i byggebranchen, vurderer Lars Køhler. Og det frustrerer ham.

“Jeg er skuffet over, at der ikke bliver gjort mere for at fremme totaløkonomien i danske byggerier. For hvis der er noget, som fremmer lavenergibyggerier, så er det brugen af totaløkonomiske beregninger. Det sekund, der bliver lavet totaløkonomiske beregninger på et byggeri, så vil det give store besparelser – både ift. udledningen af CO2 og i økonomien generelt. Det ved jeg af erfaring”, siger han.

Erfaring har Lars Køhler rigeligt af, når det kommer til bæredygtigt byggeri. Før Rådet for Grøn Omstilling arbejdede han som praktiserende arkitekt i 20  år. 12 af årene var han tegnestueleder og partner i en tegnestue.

Han har bygget og renoveret adskillige lavenergihuse og passivhuse (et passivhus er et superlavenergihus, dvs. et hus, hvor behovet for rumopvarmning er mindre end 15 kWh/m2 pr. år i teorien, red.) - og konklusionen var altid den samme:

“Det sekund, vi så totaløkonomisk på tingene, kunne vi bygge og renovere til en helt anden lavenergiklasse.  Ikke nok med, at vi minimerede både energiforbruget og CO2-udledningen i bygningerne, så skabte vi også et økonomisk overskud i eneergibesparelserne på den lange bane”, siger han og fortsætter:

“Men implementeringen af den totaløkonomiske tankegang i byggeriet kræver bygherrer med økonomisk overskud. Man er nødt til at se længere ud i horisonten, end blot det næste år. Totaløkonomi i et byggeri vil koste mere på den korte bane. Men efter nogle år, vil besparelserne komme - og de vil fortsætte de næste mange årtier frem”.

Drift og anlæg skal snakke sammen

Den store barriere, som totaløkonomi står over for, er det manglende sammenspil mellem anlæg og drift. I dag er drifts- og anlægsafdelingerne i udgangspunktet adskilte.

Det betyder, at bygherrerne ikke tænker driften ind i den samlede økonomi for byggeriet. Og derved går man glip af mange besparelser på den længere bane – både af energimæssig og økonomisk karakter.

“Byggebranchen mangler modet, viljen og troen på at se langsigtet i deres investeringer. Og første skridt er at styrke kommunikationen mellem drifts- og anlægsafdelingerne. I det sekund, man får de to til at tale sammen, vil totaløkonomien også automatisk vinde større indpas. Og så vil vi også i langt højere grad blive i stand til at bygge mere bæredygtigt”, slår Lars Køhler fast.

Et sådan paradigmeskifte kommer dog ikke af sig selv. Det kræver politisk vilje at få gennemført. Og derfor er Lars Køhler også skuffet over, at Regeringen ikke har søsat nogle incitamenter til at fremme netop totaløkonomoien i det nye udspil.

“Politikerne sætter sådan set fingrene på alle de rigtige punkter, men det går alt for trægt. Ambitionsniveauet er simpelthen for lavt”, siger han og peger på livscyklusvurderingsværktøjet LCA som et eksempel.

CO2-krav er for slappe

LCA er et centralt værktøj til at dokumentere bygningers klimaaftryk som følge af fremstilling og bortskaffelse af byggematerialer samt energiforbrug i driftsfasen. LCA viser med andre ord CO2-udledningen fra bygningen gennem en 50-årig periode.

Ifølge regeringens strategi for bæredygtigt byggeri, bliver der krav om at benytte sig af LCA-beregninger i nybyggerier over 1000 km2 fra 2023. LCA-beregningerne må ikke overskride en såkaldt grænseværdi svarende til 12 kilo CO2-ækv per m2 om året, lyder kravet i den politiske strategi.

Men det krav rykker ikke rigtigt ved noget, forklarer Lars Køhler.

Ni ud af ti byggerier i dag efterlever allerede de niveaukrav, som Regeringen indfører i 2023. Det er altså kun én ud af ti bygninger, der skal oppe sig. Og det er simpelthen for slapt”, siger han og fortsætter.

“Vi står i en krisesituation og derfor må vi angribe det med kriseløsninger. Så kravet skal selvfølgelig også indkøres hurtigere. Allerede i dag kan vi bygge med dobbelt så lav energiudledning, som man sigter efter i 2030. Og det kræver altså ikke store, forkromede løsninger at nå derhen”, siger Lars Køhler.

Han nævner eksempler på byggerier, der har barberet CO2-udledningen ved blot at udskifte beton med træelementer og erstatte Rockwool-isoleringen med træfiberisolering.

“Det er altså ikke særlig svært det her. Men der mangler nogle større nosser i det her system, for nu at sige det, som det er. Og det gælder både for politikerne og for embedsværket”, siger han.

Skyldes det manglende viden eller manglende vilje, tror du? 

“Manglende viden, uden tvivl. Politikerne ved tydeligvis ikke, hvor stort et potentiale, de her LCC-beregninger har for at fremme totaløkonomien i byggeriet og derigennem skabe flere bæredygtige byggerier. Ellers havde de jo sat langt større fokus på det i strategien”, forklarer han.

Strategien for bæredygtigt byggeri ligger i forlængelse af den generelle ‘hockeystavs’-model, som Regeringen satser på skal gøre Danmark fossilfri i 2050.

De magter ikke med Lars Køhlers ord at se totaløkonomi som en brugbar løsning for at fremme bæredygtigheden i byggeriet, fordi det kræver, at man tør investere i løsninger i dag, som først giver afkast på den længere bane.

En løsning kunne være at iværksætte nogle økonomiske lån, der dækker de indledende ekstra omkostninger for byggerier, der er tilgået totaløkonomisk og derved er mere ambitiøse. Når besparelserne så kommer seks-otte år ude i fremtiden sigt, vil en del af kagen kunne gå til tilbagebetalingen af lånene.

Som det ser ud lige nu, tror Lars Køhler dog ikke på, at sådanne tiltag vil blive vedtaget. Fokus ligger simpelthen et andet sted, og det kommer til at koste ikke blot byggebranchen men hele samfundet på den lange bane.

“Politikerne vil ikke lave investeringer i dag, som giver besparelser på sigt. De angriber problemet med en hockeystav og sætter deres lid til en slutspurt, som virker ganske urealistisk. Men vi skal til at forstå, at hvis vi ikke laver investeringerne i dag, så taber vi i morgen”, siger han.