Fotokredit: Colourbox 

Ny “smart” mærkningsordning skal sikre fremtidens bygninger

af: Helle Juhler-Verdoner, branchechef, Intelligent Energi

EU barsler med en ny mærkningsordning til bygninger ved navn Smart Readiness Indicator (SRI).Smart Readiness Indicator (SRI). Skal ordningen blive en succes i Danmark, er det nødvendigt, at den kan kobles på allerede eksisterende mærkningsordninger.


Frem mod 2030 skal Danmarks energisystem fordoble mængden af VE med store mængder ikke-styrbar vind- og solbaseret el. Derfor vil fremtidens energimarkeder skulle bruge mere hjælp fra forbrugssiden til at holde energisystemet i balance.

Fremtidens el-priser vil svinge meget mere end i dag, derfor vil forbrugssiden også have større fordel af at kunne styres op mod el-priserne, parallelt med styring op mod fx tidsdifferentierede elnet-tariffer og aktivering som fleksibilitetsservices ind i energimarkederne.

Fotokredit: Intelligent Energi


Bygninger er store energiforbrugere, henved 40% af vores samlede energiforbrug bruges af bygninger. Den omkostningseffektive grønne omstilling med vind og sols konkurrencedygtighed betyder, at bygninger vil bruge mere el i fjernvarmen, den individuelle varme, ventilation, køling og opladning af elbiler.

Elektrificeringen erstatter fossile energikilder og leverer varme langt mere energieffektivt, så det samlede inflow af energi falder. Men når energi-inflowet bliver sværere at styre, skal forbruget kunne styres og agere mere fleksibelt samtidig med, at brugerens behov for komfort tilfredsstilles.

Energisystemets omstilling fra i dag til 2030:

Fotokredit: Intelligent Energi


Energi-effektivitet, energifleksibilitet og komfort er hele tre ting, som bygningerne skal være bedre til at levere i den grønne omstilling. Værdien vil i de næste årtier stige, når bygningen kan levere ikke bare på én eller to af disse tre forhold, men på alle tre.

Men investeringerne foretages i dag, så det er vigtigt at skabe synlighed og gennemsigtighed om bygningernes tilstand ift. at agere fleksibelt og energi-effektivt samtidig med, at brugerkomfort også sikres.

Vi mangler en fælles, anerkendt indikator, der kan give os viden om bygningens evne til samspil med energisystemet. Et behov som investorer, fleksibilitetsudbydere, bygningsejere, bygningsdriftsherre, bygherre m.fl. får i de nærmeste år.

Som følge af EU’s bygningsdirektiv skal Kommissionen fastsætte en fælles EU-ordning om en Smart Readiness Indicator (SRI), som på en enkel måde skal beskrive, hvor intelligent en bygning er.

Danmark har endnu ikke besluttet sig for om, og hvordan ordningen skal implementeres, men der igangsættes en testperiode.

Intelligent Energi ser en mulighed for at SRI bliver det middel, der kan gøre det nemmere og billigere at identificere de bygninger, der lever op til et vist niveau ift. at være fremtidssikret og ikke mindst ift. at kunne aktivere bygninger i fremtidens energisystem.

Hvad skal der til for at SRI bliver en succes?

Flere ting, men først og fremmest at Energistyrelsen i sit videre arbejde med en test-fase for en dansk SRI bliver præcis omkring, hvad formålet med SRIen er.

Vi ønsker, at man i SRIen får et klart billede af, hvor styrbar / ”ikke styrbar” en given ejendom er og dermed bl.a., hvor parat bygningen er til et samspil med energisystemet. Og samtidig hermed får angivet hvor god bygningen er til at optimere sit energiforbrug og skabe et godt indeklima, komfort mm for sine brugere.

Hos Intelligent Energi er vi særligt optaget af SRI’en ift. bygningens evne til samspil med energimarkeder og elnet. Her savner vi et effektivt middel, der hjælper brugerne.

SRIs vurderingskriterier:

 


SRI’en skal altså kunne identificere bygningens niveau ift. dækning af beboernes behov, samtidig med at bygningens evne til at levere på fleksibilitet og optimering af energiforbrug identificeres.

Der findes allerede flere mærkningsordninger, bl.a. en energimærkningsordning. SRI skal kunne andet og mere end de eksisterende mærkningsordninger, ellers er der ikke behov for en SRI.

SRI må i vores øjne meget gerne kobles med eksisterende mærkningsordninger, så der skabes en sammenhæng. Men SRI’ens formål skal kunne omsættes konkret – ikke mindst for de aktører, der ønsker at købe ydelser af bygninger og har behov for en simpel screening af bygningernes evne til at blive styret og levere fleksibilitet.

Vi har leveret et input til Energistyrelsen sammen med Energiforum Danmark, Rådet for Grøn omstilling og Concito på baggrund af vores fælles workshop i marts. Vi ser frem til det videre samarbejde og afventer indtil videre Energistyrelsens udspil.