Fotokredit: Extinction Rebellion Danmark 

Klimaaktivist i civilingeniørklæder

af: Andreas Ebbesen Jensen


Den 11. marts tonede Statsminister Mette Frederiksen frem på tv-skærmen. Håret var sat op i en stram hestehale, og ansigtet var lagt i stramme folder. “Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere”, sagde hun. 

Årsagen til det ekstraordinære pressemøde var indtoget af coronavirussen i Danmark. Landet blev lukket delvist ned, lod Mette Frederiksen den danske befolkning forstå. 

“Alt det her tilsammen får kæmpe konsekvenser for hele Danmark. Kæmpe konsekvenser”, sagde Mette Frederiksen og fortsatte:  “Men alternativet – ikke at gøre noget – ville være langt værre. Det håber jeg på, at der vil være forståelse for. Det er jeg overbevist om, at der vil være. Vi skal hellere handle i dag, end fortryde i morgen.  Vi skal sætte ind dér, hvor det virker”. 

Klimakrise kan medføre civilisationens kollaps

En af de mange danskere, som så Mette Frederiksens nu historiske tale var 53-årige Jan Vejnaa Hansen. Han er uddannet civilingeniør i energi og har både privat og professionelt kæmpet i årtier for at gøre kloden mere bæredygtig. 

Og Jan Vejnaa Hansen ville ønske, at Statsministeren og de andre politikere på Christiansborg tog klimakrisen mindst lige så seriøst som coronakrisen. 

“Jeg har al mulig respekt for corona og de mennesker og virksomheder, som er berørt af sygdommen. Men da jeg så det pressemøde, tænkte jeg: vi burde have daglige pressemøder, hvor Statsministeren stillede sig op på samme vis og advarede danskerne om den klima- og biodiversitetskrise, som er godt i gang med at ødelægge planeten. Den problemstilling er tusindfold mere farlig end coronavirus. Proportionerne er helt skæve”, siger han. 

Coronavirussen og politikernes meget omfattende restriktioner for at få has på epidemien viser, at danskerne godt kan lægge deres hverdag om fra den ene dag til den anden. 

Alligevel vil politikerne ikke fortælle danskerne sandheden om klima- og biodiversitetskrisen, mener Jan Vejnaa Hansen. Og det er en katastrofe.

“Vores regering er ekstremt nølende, når det kommer til klimakrisen. Men vi har ikke tid til nøl. Den globale opvarmning accelererer og leder os hen mod et kollaps af civilisationen, som vi kender den. Og det er ikke et scenarie, som ligger langt ude i fremtiden. Det udspiller sig allerede lige foran øjnene af os. Og vi gør ikke det, der er nødvendigt for at ændre kursen”, siger han. 

Jan Vejnaa Hansen arbejder til daglig som civilingeniør, men i fritiden protesterer han mod politikernes nølen på klimaområdet under aktivistgruppen Extinction Rebellions faner. “Hvis vi vælger at stå på den forkerte side af historien nu, kommer fremtidige generationer til at bøde for det”, siger den 53-årige klimaforkæmper.

Civil ulydighed skal tvinge sandheden frem

Den stigende frustration med politikernes manglende handling på klimaområdet fik sidste år Jan Vejnaa Hansen til at melde sig under klimaaktivisterne Extinction Rebellions faner. 

Extinction Rebellion – ofte forkortet XR – er et internationalt systemkritisk og ikke-voldeligt aktivistnetværk med rødder i miljøbevægelsen og den britiske gren af Occupy-bevægelsen. 

I Danmark består Extinction Rebellions af frivillige borgere fra alle samfundslag, af forskellige politiske overbevisninger og i alle aldre.

Bevægelsen omfatter alt fra studerende og akademikere til ufaglærte og pensionister. Men målet er fælles for alle: at råbe politikerne op og presse dem til at handle gennem civil ulydighed under fredelige protester. 

“Vores mission er grundlæggende at få politikerne til at fortælle sandheden til befolkningen om den meget alvorlige situation, vi står i, som kalder til øjeblikkelig handling. Det er vores forsøg på at lægge pres på politikerne”, siger Jan Vejnaa Hansen og lister et par af Extinction Rebellions målsætninger op:

Drivhusgasudledninger skal være netto nul i 2025. Og så skal Regeringen oprette et borgerting bestående af tilfældigt udvalgte personer med reel juridisk bindende magt og lade sig lede af dets beslutninger om klima og biodiversitet.

Fra kontornusser til klimaforkæmper

Jan Vejnaa Hansens kamp for klimaet startede dog meget længe før, han sluttede sig til aktivistgruppen Extinction Rebellion. 

Som 27-årig begyndte Jan Vejnaa Hansen for alvor at få øjnene op for klimaforandringerne. Han læste om bæredygtighed og drivhuseffekten og besluttede sig for, at han ikke længere kunne ignorere problemerne. 

“Jeg tænkte, at det måtte jeg gøre noget ved. Men hvis jeg for alvor skulle rykke på det, blev jeg jo nødt til at være der, hvor beslutningerne bliver taget”, fortæller Jan Vejnaa Hansen. 

Det ræsonnement fik den unge Jan til at vende økonomi og regnskab ryggen for i stedet at hellige sig studiet som civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) de næste knap syv år. 

For at komme ind på DTU skulle han dog først tage en to-årig HF-uddannelse, så karriereskiftet tog i alt knap 9 år. I samme periode blev Jan Vejnaa Hansen også gift (han er fraskilt i dag) og far til to børn, som i dag er 20 og 22 år gamle. 

I dag arbejder Jan Vejnaa Hansen som civilingeniør på energiområdet, men missionen om at påvirke beslutningstagerne i Danmark er endnu ikke lykkedes i de professionelle rammer. I hvert fald ikke som håbet. 

Og det er den frustration, som nu har fået Jan Vejnaa Hansen til at kaste sig ud i klimaaktivisme.

“Jeg har været vidende til en manglende handling fra politikere, virksomheder og beslutningstagere i årtier. Jeg føler, at man bevidst har valgt at ignorere klimavidenskaben og gjort alt for at fortsætte en uhæmmet vækst på den her planet som har begrænsede ressourcer. Og det vil jeg ikke længere sidde overhørig”, siger han.

Rebeller limede sig fast til Industriens Hus

Den første gang Jan Vejnaa Hansen kæmpede for klimaet i de Københavnske gader var 10. august 2019. Dengang besatte Extinction Rebellion Holmens Bro i 24 timer og spærrede for al trafik i hovedstaden (udrykningskøretøjer undtaget). 

"Erklær klima- og miljøundtagelsestilstand!", stod der med sorte bogstaver på et kæmpestort lyserødt banner, der dinglede ned fra broen. 

Nogle af medlemmerne i Extinction Rebellion lever en mere tilbagetrukken rolle og laver mad til demonstranterne, maler bannere eller lignende. Andre er ikke blege for at lime sig fast til veje og broer, så de er nødt til at blive vristet fri af politiet og båret væk med magt. 

Og så er der dem, som deltager aktivt i aktionerne – men som også flytter sig det øjeblik, politiet beder dem om det. Den gruppe tilhører Jan Vejnaa Hansen normalt. Men ved udgangen af september i år kom han for første gang i clinch med loven. 

Under overskriften ‘Oprør for livet’ afholdt Extinction Rebellion protester og demonstrationer i København fra den 16. til 20. september i år. 

Politiet fjerner en grøn vaskemaskine, som aktivister fra gruppen Extinction Rebellion har stillet ude foran Industriens Hus for at symbolisere virksomhedernes ‘green washing’. Fotokredit: Extinction Rebellion Danmark.


En af aktionerne fandt sted på H.C. Andersens Boulevard ved Rådhuspladsen i det indre København. Her spærrede hundredvis af demonstranter den normalt befærdede vej for al trafik i østgående retning mod Amager. Derudover var der flere demonstranter, som limede sig fast til Industriens Hus, der ligger på selvsamme vej.

'Rebeller spraymaler, blokerer og limer sig fast til Industriens Hus og blokerer H.C Andersens boulevard foran bygningen. Vejen er fyldt med grøn maling, som illustrerer, hvordan Industriens Hus med klimapartnerskaberne er et 'grønvaskeri', som underminerer den danske klimapolitik,' lød det i opslaget fra aktivistgruppens egen Facebook-side. 

Vil ikke stå på den forkerte side af historien

En af disse rebeller var Jan Vejnaa Hansen. Og denne gang havde han besluttet sig for ikke at gøre, som ordensmagten bad ham om. 

“Jeg tænkte: Du kan ikke være med til det her, hvis du ikke risikerer noget mere. Så jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville flytte mig, hvis politiet bad mig om det”, fortæller Jan Vejnaa Hansen. 

Konsekvensen var, at den 53-årige aktivist blev fjernet af politiet og sigtet for overtrædelse af færdselsloven. En bøde lander i hans postkasse inden alt for længe. 

Alligevel afskrækker det ikke Jan Vejnaa Hansen fra igen at udvise civil ulydighed, hvis det bliver gjort fredeligt og i sagens større tjeneste. 

“Jeg har stor respekt for politiet. De gør jo bare deres job, og jeg er på ingen måde interesseret i at forhindre dem i at udføre deres arbejde. Men der er altså nogle større ting end politiet og mig selv på spil her. Hvis vi vælger at stå på den forkerte side af historien nu, kommer fremtidige generationer til at bøde for det”, siger han. 

For Jan Vejnaa Hansen handler klimaaktivismen ikke om at sætte sig selv i et godt lys, men snarere om at være i stand til at kunne se sig selv i øjnene i fremtiden. 

“Jeg vil gerne kunne sige til min børnebørn, at jeg i det mindste forsøgte at gøre en forskel. Desuden mener jeg ikke, at jeg kan tillade mig at ignorere de her udfordringer, særligt ikke med min uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund”, siger Jan Vejnaa Hansen. 

Selv tvivler han stærkt på, at vi kan nå at vende skuden og redde livs- og eksistensbetingelserne for mennesker, dyre og planter på planeten. Alligevel har Jan Vejnaa Hansen tænkt sig at kæmpe videre. 

“Det er fristende at synke ned i apati og sige “fuck det!”. Men det nægter jeg at gøre, så længe jeg stadig bærer et lille håb for, at vi kan nå at forandre tingene i tide. Men der er ingen tvivl om, at det bliver svært – og at vi skulle have handlet allerede i går”, siger han.