Tre høringer; Støtte til CO2-reduktion, elforsyningssikkerhed og forbrugerbeskyttelse på elmarkedet

Inden sommerferien tager over, er der traditionen tro en del lovforslag i høring, fx. disse tre:
Bekendtgørelse om støtte til driftsomkostninger for CO2-reducerende projekter i CO2-intensive virksomheder.
Baggrunden for denne bekendtgørelse er Aftale om grøn skattereform for industri mv. af 24. juni 2022. Heri blev aftalepartierne enige om at indføre en CO2-afgift, som indfases fra 2025 frem mod 2030, og samtidig afsætte midler til omstillingsstøtte “målrettet virksomheder, der har sværest ved at omstille sig” og til at ‟understøtte den grønne omstilling af de virksomheder, der rammes hårdest af
CO2-afgiften”. Som opfølgning på aftalen blev der 19. marts 2024 indgået Aftale om udmøntning af omstillingsstøtten fra Grøn skattereform for industri mv. Med aftalen blev partierne enige om at afsætte ca. 1 mia. kr. af omstillingsstøtten til driftsstøtte, ligeligt fordelt over en 10-årig periode.
Fremtidssikret elforsyning
Forslaget giver hjemmel til, at ministeren kan indføre en kapacitetsmekanisme i den danske elforsyning. Herudover gives der hjemmel til at Energinet og underliggende datterselskaber, kan varetage opgaver vedrørende vedrørende trykluftslagring, som kan anvendes til aktivering af turbiner til elproduktion, hvilket vil kunne styrke elforsyningssikkerheden fremadrettet. Konkret gives der mulighed for, at Energinet kan stille lagringsfaciliteterne til rådighed for markedet ved at udleje faciliteterne til en tredjepart. Trykluftslagringen vil dermed ske på markedsvilkår.
Forbrugerbeskyttelse på elmarkedet
Formålet med lovforslaget er at implementere den politiske aftale
Forbrugerbeskyttelse på detailmarkedet for el, som regeringen indgik med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet den 8. maj 2025 om.
Med lovforslaget implementeres en række tiltag, der skal styrke tilliden til elhandelsvirksomhederne ved at øge forbrugerbeskyttelsen og sikre effektive sanktioner, der både har en præventiv effekt og rammer de elhandelsvirksomheder, der ikke efterlever reglerne. Derudover har lovforslaget til formål at øge gennemsigtigheden på et kompliceret marked.
Energiforum Danmark regner ikke med at afgive høringssvar, men har du kommentarer til de foreslåede lovændringer så kontakt os gerne.
Relaterede nyheder


