Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 07-10-2026 I HØRING: Nye regler for varmeforsyningsselskabers aftaler

I HØRING: Nye regler for varmeforsyningsselskabers aftaler

Af: Janne Roest-Madsen, netværkskoordinator i Energiforum Danmark
07. okt. 2026
Energistyrelsen har sendt en ændring af reglerne for varmeforsyningsvirksomheders aftaler med koncern- og interesseforbundne selskaber i høring. Ændringen skal blandt andet gøre det klart, at aftaler med andelsselskaber, a.m.b.a.’er, også er omfattet af reglerne om markedsmæssige vilkår.
Høringer Grå
Grafik: Energiforum Danmark

Der skal være klare rammer for de aftaler, som varmeforsyningsvirksomheder indgår med selskaber, de er tæt forbundet med. Derfor skal varmeforsyningsvirksomheder, der er omfattet af varmeforsyningslovens prisbestemmelse i § 20, stk. 1, allerede i dag indgå sådanne aftaler på markedsmæssige vilkår og indberette dem til Forsyningstilsynet.

Men der har været uklarhed om, hvorvidt reglerne også gælder aftaler med andelsselskaber, a.m.b.a.’er. Ifølge Energistyrelsen har det hele tiden været hensigten, at disse aftaler skulle være omfattet, og styrelsen foreslår derfor nu at præcisere reglerne.

A.m.b.a.’er skrives tydeligt ind i reglerne

Forslaget betyder, at det fremover kommer til at fremgå direkte af bekendtgørelsen, at varmeforsyningsvirksomheders aftaler med a.m.b.a.’er er omfattet af reglerne om markedsmæssighed.

Der foreslås dog en undtagelse i de tilfælde, hvor interesserelationen alene skyldes, at den ene part er varmeforbruger i virksomheden.

Fristen for indberetning ændres

Samtidig lægger Energistyrelsen op til at justere fristen for indberetning af aftaler til Forsyningstilsynet. Fremover skal fristen være 15. september, så den følger den øvrige frist for varmeforsyningsvirksomhedernes prisanmeldelser.

Høringsfrist 10. november

Forslaget blev sendt i høring den 6. oktober 2026, og høringsfristen er 10. november 2026. Ifølge Høringsportalen er den planlagte ikrafttrædelsesdato 1. januar 2027.

Kort fortalt betyder forslaget:

  • Aftaler mellem varmeforsyningsvirksomheder og a.m.b.a.’er bliver udtrykkeligt omfattet af reglerne om markedsmæssighed.

  • Der gælder en undtagelse, når interesserelationen alene skyldes, at den ene part er varmeforbruger.

  • Fristen for indberetning af aftaler til Forsyningstilsynet ændres til 15. september.

  • Høringsfristen er 10. november 2026.

Se høringen og høringsmaterialet på Høringsportalen.

Relaterede nyheder

COLOURBOX48979024
18. sep. 2026 Af: Dorte Nørregaard Larsen, Energiforum Danmark
Energiforum Danmark afgiver høringssvar til SBi-anvisning 213
Høringer Lyseblå
07. sep. 2026 Af: Dorte Nørregaard Larsen, Energiforum Danmark
I HØRING: Bekendtgørelse om energifællesskaber og energideling