Analyse fra BUILD: BR18 spækket med krav, der spænder ben for bæredygtig renovering

Renovering af bygninger er en hjørnesten i den grønne omstilling. Det mindsker ressourceforbruget og klimabelastningen – og burde være det naturlige valg i stedet for nedrivning og nybyggeri. Men en rapport, udarbejdet af BUILD og ERIK Arkitekter for Social- og Boligstyrelsen, viser, at bygningsreglementet (BR18) ofte stiller sig i vejen.
Rapporten identificerer 70 specifikke barrierer i BR18, hvoraf flere udløser betydelige økonomiske og dokumentationsmæssige byrder ved renovering. Særligt krav inden for brandsikring, ventilation og energiforbrug er blandt de største stopklodser. Sikkerhed og indeklima i konflikt med renovering
Sikkerhed og indeklima i konflikt med renovering
Kapitel 5 om brand og Kapitel 11 om energiforbrug, der rummer de største forhindringer. Eksempelvis kræves ofte omfattende branddokumentation – også ved små ændringer – og energikravene for ændret anvendelse af bygninger er høje og komplekse.
I alt blev seks barrierer vurderet til at have den højeste barrieregrad (6 på en skala fra 1 til 6), hovedsageligt relateret til brand og bærende konstruktioner, mens 11 barrierer blev vurderet til grad 5. Disse sidste handlede primært om indeklima, lyd, lys og ventilation – alle områder, hvor tekniske krav let kan kollidere med bevaringsværdige eller ældre bygningers karakter.
Dokumentation: En skjult, men tung barriere
Kravene til dokumentation blev også vurderet som en væsentlig hindring. I 43 af de 70 tilfælde udløser barriererne enten væsentlige eller omfattende dokumentationskrav. Dette betyder ikke kun ekstra rådgivningstimer, men kan i praksis føre til, at bygningsejere vælger nedrivning frem for renovering, fordi kompleksiteten og usikkerheden omkring godkendelser bliver for stor.
Behov for særskilt reglement for renovering
Rapporten konkluderer, at BR18 i sin nuværende form er udformet med nybyggeri for øje – og derfor ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de særlige forhold, der gælder ved renovering. Bygningsreglementet er komplekst, præget af krydshenvisninger, undtagelser og krav, der ofte kræver adgang til betalingsbelagte standarder (Eurocodes).
På baggrund af analysen anbefales det, at Social- og Boligstyrelsen overvejer udviklingen af et særskilt bygningsreglement for renovering, som i højere grad fokuserer på helhedsorienterede løsninger og mulighed for at fravige visse krav under kontrollerede forhold.
Et nødvendigt skridt for bæredygtigt byggeri
Med EU-krav om energirenovering af de dårligst præsterende bygninger frem mod 2030 og 2033, og en stigende politisk vilje til at fremme bæredygtigt byggeri, kommer denne rapport på et vigtigt tidspunkt. Den gør det klart, at uden tilpasning af reguleringen, vil mange renoveringsprojekter fortsat støde på uhensigtsmæssige og fordyrende benspænd.
Hvis Danmark vil nå sine klimamål – og samtidig bevare arkitektonisk og kulturel værdi – kræver det et mere fleksibelt og målrettet regelsæt for eksisterende byggeri.
Relaterede nyheder

