Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 04-12-2025: Efterspørgslen stiger - Er du klar til at anvende biobaserede materialer?

Efterspørgslen stiger - Er du klar til at anvende biobaserede materialer?

Af: Emily Helsengreen, områdeansvarlig, Regenerative Bygninger, Transition Aps
04. dec. 2025
Efterspørgslen på biobaserede byggematerialer er stigende, men en stor del af den danske byggebranche har endnu ikke kendskab til materialerne. Er du klar til at rådgive og udføre projekter med de biobaserede byggematerialer?
Biobaserede Materialer

Omkringliggende lande som Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig og Holland har i flere år arbejdet med biobaserede byggematerialer – og med god grund.

Materialerne har nemlig unikke egenskaber, som ikke findes i de traditionelle og mere klimatunge byggematerialer.

Efterspørgslen på biobaserede byggematerialer er stigende hos både private og offentlige kunder. Tidligere blev de biobaserede byggematerialer kun brugt i små sommer- og enfamiliehuse, men i dag bliver de også brugt til opførslen af store kontorbyggerier og daginstitutioner m.m.

I Danmark er vi dog langt bagefter. Måske fordi vi i byggebranchen har for vane ofte at tænke i de nuværende “konventionelle” materialer som stål, beton og mineraluld.

Når vi sammenligner med flere af vores nabolande, så er de langt foran på teknologi og anvendelse af biobaserede materialer i forhold til Danmark. Men hvorfor er det tilfældet?

Fakta: Hvad er biobaserede materialer?

De biobaserede byggematerialer er baseret på biogene ressourcer. Deres CO2-optag i vækstfasen gør det muligt at lagre CO2 i vores bygninger.

Kulstofbalancen i biobaserede materialers ’upfront carbon’ i produktfasen, bevirker et stort potentiale for at reducere vores CO2-udledning, såfremt de kan erstatte de mere klimatunge og ikke-fornybare ressourcer.

Biobaserede byggematerialer er for eksempel træfiber-, græs-, hamp-, halm- og tangisolering, hampblokke, plantefiber og myceliumsplader.

Sideløbende med den stigende anvendelse af biobaserede byggematerialer har ler og kalk også vundet mere indpas.

De er ikke biogene ressourcer men derimod mineralske, uorganiske materialer. De har nogle enestående styrker ved at være ressourcerige materialer, som ikke kræver nær så megen forarbejdning, som de klimatunge materialer, de kan erstatte.

Styrken ved synlighed og de gode eksempler

Den stigende efterspørgsel på biobaserede byggematerialer er vokset så stor, at flere producenter har udfordringer med at levere materialerne. 

Samtidig har de biobaserede materialer et lavere produktionsflow, og færre udførende har erfaring med materialerne.

Det får priserne på nogle af materialerne til at være højere end de konventionelle materialer. Netop de to faktorer – tilgængelighed og pris - kan være en udfordring.

Hos Transition oplever vi, at mange leverandører, rådgivere og udførende alligevel lykkes med projekter med biobaserede materialer.

Anvendelsen af biobaserede materialer er under stor udvikling, men det er fortsat kun få virksomheder, som agerer frontløbere og driver denne udvikling. Det er blandt andet et resultat af, at der er mange i den professionelle byggebranche, som slet ikke kender til materialerne og deres muligheder. Dette på trods af, at materialerne langtfra er nye på markedet.

Vi har tidligere i år lavet en undersøgelse i samarbejde med Havnens Hænder med støtte fra Realdania, som peger på, at synlighed og ‘eksemplets kraft’ er blandt de vigtigste drivkræfter for udbredelsen af biobaserede materialer.

For at branchen kan udvikle sig, har vi brug for, at flere tør kaste sig ud i at bruge materialerne, men også at de deler succeshistorierne.

Det er eksempelbyggerierne og deling af erfaring, som er med til at øge kendskabet, interessen og trygheden omkring brugen af biobaserede byggematerialer.

Vi ser allerede flere byggerier, som er med til at inspirere og lede vejen. Fx boligerne under 4til1 Planet-projektet, herunder Ecomodulet, Bakkekvarteret og Halmrækkehusene.

Syddjurs Kommune opfører snart en ny børnehave i biobaserede materialer og Kirkbi er netop i gang med at opføre Travebyen med fokus på biobaserede materialer og lermaterialer, som er en rig ressource, der ikke kræver nær så megen forarbejdning, som de klimatunge materialer, de kan erstatte.

Hvorfor bygge med biobaserede materialer?

De biogene ressourcer er fornybare og reproduceres i naturen, hvorfor de ikke er begrænsede ressourcer. 

Materialernes CO2-optag i vækstfasen gør det muligt at lagre CO2 i vores bygninger.

Kulstofbalancen i de biobaserede materialers ’upfront carbon’ i produktfasen, bevirker et stort potentiale for at reducere vores CO2-udledning, såfremt materialerne kan erstatte de mere klimatunge og ikke-fornybare ressourcer.

Men budskabet er ikke, at vi udelukkende skal bygge med biobaserede materialer. Vi skal derimod indtænke de biobaserede materialer, når det giver mening.

Selvom biobaserede materialer er fornybare, er det fortsat essentielt at værne om et ansvarligt forbrug af ressourcerne, således naturen ikke lider overlast.

Derfor bør der tages højde for det enkelte biogene materiales regenerering, således der i højere grad bygges på naturens præmisser.

Det enkelte biobaserede materiale skal anvendes netop dér, hvor det gør mest gavn, og hvor der er mest brug for det.

Vil du vide mere?

Der er meget videns- og erfaringsdeling allerede, og der er mere på vej. Du kan finde meget mere inspiration, købe biobaserede byggematerialer og få vejledning hos Havnens Hænder ApS.

Derudover udforsker Realdania de biobaserede materialers egenskaber, produktion samt afgrøder og arealer i indsatsen ’Veje til Biobaseret Byggeri’.

 Alt materiale ligger tilgængeligt på deres hjemmeside.

Afslutningsvis har Center for Biobaserede Byggevejledninger udarbejdet vejledninger til både biobaserede materialer og konstruktioner. Centeret opdaterer projekter og undersøgelser løbende.