Hvad er op og ned i de nye krav om LCA-beregninger til nybyggerier?
Hvorfor krav om LCA-analyse i nybyggeri?
I årevis har der været enormt fokus på energiforbruget ved brug af bygninger – dvs. til opvarmning og anden drift gennem hele bygningens levetid.
Det har resulteret i stadigt skærpede krav til nybyggeri med hensyn til klimaskærmens U-værdier, tæthed med mere – samt til varmeinstallationernes effektivitet.
I BR18 er kravet i energirammen til årligt energiforbrug således 30 kWh pr. m2 samt et tillæg på 1000 kWh pr. bygning.
Selvom bygninger er designet efter denne energiramme, viser det sig dog, at forbruget er noget større i praksis.
Men selv med dette in mente, så er det indlejrede energiforbrug for nybyggeri – det vil sige energiforbruget forbundet med at producere byggematerialerne og affaldsbehandle materialerne ved slutningen af byggeriets levetid – typisk større, end energiforbruget til drift over en 50-årig periode.
Ser man på nybyggeris klimapåvirkninger over en 50-årig periode, udgør CO2-udledningen forbundet med byggematerialerne omkring 75 pct. af bygningens samlede klimabelastning.
Klimapåvirkningen afhænger dog af den energiform, der anvendes til drift og produktion af byggematerialer.
Blandt andet derfor er renovering i de fleste tilfælde klart at foretrække fremfor nybyggeri, da man reducerer behovet for nye byggematerialer.
Kravet på 12 kg CO2-ækv./m2 pr. år, som nu er indført for bygninger over 1000 m2, overholdes allerede af 90 pct. af dagens nybyggeri. Kravene forventes skærpet løbende frem mod 2029.
Fra 2025 forventes også byggeri mindre end 1000 m2 at blive omfattet af en grænseværdi for CO2.
"Det er helt centralt at få alt nybyggeri omfattet af en grænseværdi og også at skærpe grænseværdien, hvis vi skal nedbringe byggebranchens klimaaftryk”, siger Thilde Fruergaard Astrup, leder af Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger.
Hvad går de nye regler ud på?
Der skal udarbejdes en livscyklusvurdering for alt nybyggeri, der skal overholde bygningsreglementets krav om energirammeberegning.
Bygninger over 1000 m2 skal overholde en grænseværdi på 12,0 kg CO2-ækv./m2 pr. år.
Klimakravene omfatter livscyklusfaserne forbundet med:
- Produktion af byggematerialer
- Eventuelle udskiftninger af byggematerialer i brugsfasen
- Affaldsbehandling af byggematerialer ved slutningen af bygningens levetid
- Potentielle klimakonsekvenser forbundet med genbrug, genanvendelse eller nyttiggørelse af materialerne.
- Klimapåvirkninger fra energiforbrug til bygningsdrift.
Der er kun krav om en LCA’er ved færdigmelding af byggeriet.
“For at have mulighed for at optimere en bygnings klimapåvirkning anbefales det dog, at udarbejde en LCA allerede fra de tidlige designfaser”, siger Thilde Fruergaard Astrup.
Det er nemlig her de største potentialer for at optimere bygningen ligger.
Hvad skal ikke med i beregningerne?
Klimapåvirkninger fra transport til og fra byggepladsen og fra arbejdet med montering og opførelse på byggepladsen skal ikke medregnes i klimaberegningen på nuværende tidspunkt.
Der er dog en forventning om, at disse klimapåvirkninger skal medregnes, når kravene skærpes fra 2025.
Et eksempel på LCA-udregninger af nybyggeri
Hvis en 1000 m2 boligbebyggelse overholder energiramme-kravet, så vil det bruge 31.000 kWh x 50 år = 1.550.000 kWh på 50 år.
CO2-påvirkningen fra disse kWh afhænger af den fremtidige energisammensætning og udregnes på basis af en officiel fremskrivning af det danske energisystem.
CO2-påvirkningen fra el og fjernvarme har været faldende i mange år – pga. vedvarende energi i energiforsyningen. Hvis det var baseret på dagens fjernvarmeproduktion, så ville det svare til 111.600 kg CO2-ækv.
Selve produktionen af byggematerialer forårsager typisk CO2-påvirkninger, der er langt større.
Hvad der gør det endnu værre, så forekommer hovedparten af udslippet allerede i dag.
Udslippet virker altså klimabelastende her og nu og ikke løbende gennem 50 år – hvor det derforuden forventes, at energien bliver mere CO2-neutral.
CO2-grænseværdien for nye bygninger større end 1000 m2 er 12 kg CO2-ækv./m2 pr. år - dvs. i 50 år: 12.000 x 50 = 600.000 kg CO2-ækv.
Fratrækkes de 111.600 kg CO2-ækv. til drift, går der knap 500.000 kg CO2-ækv. til produktion af bygningen.
Altså knap fem gange mere end til drift! Så der er god grund til at stille klimakrav til byggeriet – og i øvrigt satse på renovering fremfor nybyggeri.
Læs mere:
Relaterede artikler