Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 07-10-2025: Stærkere samarbejde mellem mennesker og maskiner styrker driften i Viborg Kommune

Stærkere samarbejde mellem mennesker og maskiner styrker driften i Viborg Kommune

Af: Marie Hjorth, konsulent hos Viborg Kommune
07. okt. 2025
Viborg Kommunes driftsteknikere Thomas Mackenhauer (til højre) og Lars Kvist (til venstre) har fået en ny digital kollega i form af den AI-baserede platform ENTO, der leverer konkrete anbefalinger til målrettede indsatsområder i bygningernes drift.
Lars Og Thomas
Foto: Viborg Kommune

TEMA: DRIFT

Viborg Kommune har stor succes med databaseret energiledelse. Datadrevne løsninger virker dog kun, hvis de kobles med lokal viden, stort engagement og dygtige medarbejdere. Når de rette mennesker tager ejerskab over driften, kan selv små tiltag give millionbesparelser og markante CO₂-reduktioner. 

I 2022 vedtog Viborg Byråd kommunens klimahandlingsplan, som lever op til Paris-aftalen om at være klimaneutral i 2050.  

Det blev startskuddet til et øget fokus på bæredygtige bygninger, herunder databaseret energiledelse i kommunens egen bygningsmasse på 600.000 m².  

I Viborg kommunes klimahandlingsplan er det blandt andet aftalt: at alle større bygninger skal gennemgå energirenovering efter Energistyrelsens klimahandleplan – et forsøg på at imødekomme de krav, man vidste ville komme fra Energistyrelsens side.  

De krav er nu udmøntet i energieffektiviseringsdirektivet. 

I det nuværende budget (2025-2028) er der allerede afsat over 100 mio. kr. til konkrete energitiltag, som har givet grobund og ordentligt afsæt til databaseret energiledelse: 

  • 38,9 mio. kr. til energiforbedringer 

  • 32,3 mio. kr. til udfasning af olie- og gasfyr og  

  • 30 mio. kr. til imødekommelse af EED-krav 

Både det politiske fokus og de rette anlægsmidler har været afgørende for, hvor langt Viborg Kommune allerede er med energiledelse. Men der er også andre afgørende faktorer.  

Centralisering af ejendomsdriften har skabt synergieffekter 

I 2024 blev ejendomsdriften i Viborg Kommune centraliseret, hvilket har givet et markant løft i arbejdet med energiledelse.  

Tidligere blev kommunens bygninger styret og driftet decentralt. Fokus på energi varierede derfor betydeligt og var afhængigt af den enkelte lokationsleder.  

De tidligere 21 distrikter blev samlet i fem større enheder under den centrale ejendomsdrift.  

To centrale energirådgivere og en teknisk driftsstøtte arbejder nu på tværs af hele kommunen i samarbejde med en energitekniker fra hvert af de fem distrikter.  

Deres arbejde tager afsæt i og bygger på systematisk indsamling af driftsdata. 

Energibesparende tiltag blev også iværksat før centraliseringen, men det er først nu, at der er kommet et samlet fokus på alle bygninger. 

Energiteknikerne har en nøglerolle  

Teknikken, systemerne og de centrale energirådgivere gør det dog ikke alene.  

I hvert af de fem distrikter er der udpeget en energitekniker. Deres tekniske kompetencer og lokale kendskab spiller en nøglerolle i arbejdet med databaseret energiledelse.  

Energiteknikerne tjekker alarmer, justerer anlæg og bidrager med viden om bygningernes drift, samt ensretter styringer på tværs af bygningsmassen.  

Thomas Mackenhauer har været med siden opstarten og beskriver, hvordan han gradvist er blevet mere og mere engageret i opgaven – fra møder og koordinering med CTS-anlæg til styring af lysprojekter.  

Lars Kvist har en lignende rolle i Teknisk Service og arbejder dagligt med optimering af varme- og klimasystemer, fejlfinding og identificering af besparelsesmuligheder.  

Energiteknikerne fungerer som ”øjne og ører” ude i bygningerne og holder skarpt øje med energiforbruget.  

Hver anden til tredje uge gennemgår de data i systemer som ENTO, Leanheat og Priva for at spotte afvigelser, alarmer eller bygninger, der stikker ud forbrugsmæssigt.  

Hvis en institution bruger unormalt meget energi, tager energiteknikerne hurtigt kontakt til den lokale teknisk servicemedarbejder med helt konkrete forslag til forbedringer.  

Arbejdet i energiteamet er både praktisk og strategisk.  

Det kan handle om - gennem data - at opdage et løbende toilet, en defekt ventil eller et ventilationsanlæg, der kører unødvendigt – men også om at forudse og forebygge problemer med indeklima og ventilation.  

”Man ser hurtigt, om det dur, det man laver – og det bliver til mange penge på et år. Det gør hverdagen sjov”, fortæller Lars Kvist.  

Både han og Thomas fremhæver motivationen i at kunne dokumentere konkrete besparelser, uden at brugerne fryser eller oplever dårlig komfort.  

Balancen mellem godt indeklima og lavt energiforbrug kræver dialog med brugerne og en stor teknisk forståelse, men også kreativitet. 

”Man behøver ikke altid købe nyt udstyr – man kan åbne den gamle styring, og få den til at køre bedre”, siger Lars Kvist. 

Energiteknikker: “Det er spændende at finde besparelser” 

Hver måned modtager energiteknikerne en rapport over deres område, hvor de fem-seks bygninger med det højeste forbrug af el og varme fremgår.  

Spotter de en tendens til stigende forbrug – for eksempel i forhold til året før – reagerer de straks og håndterer alarmerne.  

Eftersom der er afsat budget til energiforbedringer, kan energiteknikerne ikke blot lokalisere problemerne, men også få dem udbedret, hvis der kræves investeringer.  

Sideløbende arbejder energirådgiverne på at ensrette systemerne, så alle bygninger kører på samme CTS-platform, og de tekniske medarbejdere får et fælles overblik.  

Det gør både fejlfinding, oplæring og daglig drift langt lettere.  

For Thomas og Lars er arbejdet mere end bare tal og grafer – det handler om at gøre en forskel, både økonomisk og miljømæssigt.  

”Det er udfordrende, men man kan tydeligt se, at det giver noget,” siger Lars.  

Selv om der følger mere tid foran computeren med opgaven, er gevinsten tydelig: lavere energiforbrug, bedre styring og en fremtid, hvor kunstig intelligens kan gøre arbejdet endnu mere præcist.  

”Det er spændende at finde besparelser”, fortæller Thomas.  

AI-baseret energiledelse er en gamechanger 

Viborg Kommune anvender ENTO, en AI-baseret platform, der automatiserer analysearbejdet.  

Hvor man tidligere skulle opsætte egne alarmer i det forrige system - leverer ENTO nu færdigbearbejdede data og konkrete anbefalinger, der gør det muligt at identificere fejl og indsatsområder hurtigt og målrettet.  

Denne automatisering sikrer datavask, minimerer vedligeholdelse og frigør ressourcer til handling frem for manuel analyse.  

Tidligere blev data indsamlet ved en blanding af lokalt aflæste målere og automatisk indsamling via loggere monteret i bygninger.  

Nu foregår dataindsamling automatisk direkte fra varme-, energi- og vandværker gennem aftaler med forsyningsselskaberne.  

Derudover rapporteres resultaterne årligt i en interaktiv årsrapport, som forelægges politisk til orientering. Den er tilgængelig på kommunens hjemmeside, så både borgere og politikere kan følge udviklingen i varme-, vand-, el- og CO₂-forbrug over tid.  

Energiledelse kræver opmærksomhed  

Implementeringen af databaseret energiledelse er langt fra et quickfix – det er en proces, der kræver både struktur, vedholdenhed og de rette mennesker og kompetencer.  

Siden januar 2024 har energiteknikerne sammen med det centrale energiteam deltaget i faste energimøder, der blev skudt i gang med ekstern hjælp for at få styr på dagsordener og den nødvendige forberedelse.  

”Det må ikke gå i stå – vi skal hele tiden flytte os”, lyder det fra energirådgiverne, der understreger, at møderne kun fungerer, hvis alle kommer forberedt, og næste skridt hele tiden udvikles.  

Arbejdet er forankret hos energirådgiverne og energiteknikerne, og det kan hurtigt blive meget personafhængigt – derfor er ledelsens opbakning og fokus afgørende for, at indsatsen ikke glider. 

En vigtig opmærksomhed er, at brugerne ude i bygningerne ikke længere har samme økonomiske incitament til at spare på el, vand og varme efter at driften er centraliseret.  

Her kan man fremadrettet tænke i andre former for incitament - hvilket vil være næste skridt i udviklingen.  

Der er bevidst valgt et AI-baseret system, der kan handle aktivt på afvigelser i energiforbruget, så indsatser hurtigt kan omsættes til konkrete forbedringer.  

Samtidig arbejder vi i starten med lavthængende frugter for at gøre processen overskuelig – ét år med fokus på driftstider og ferieluk, det næste på varmesætning og ventilation, så vandbesparelser, tidsstyring, natkøling mm.   

Powerpoint Databaseret Energiledelse Køreplan Page 0001

Figur 1- Køreplan for energirigtig drift. Energiteamet kører efter denne plan. Udarbejdet af Jakob Nørby fra 4B Consulting

”Det er krævende arbejde, men også sjovt og meningsfuldt”, fortæller energirådgiverne.  

Centraliseringen af driften og koblingen til kommunens klimahandlingsplan giver indsatsen den nødvendige tyngde, men det daglige engagement og den løbende kommunikation er nøglen til at fastholde tempoet.  

Som en rådgiver formulerer det: ”Det er en god proces, men den kræver, at vi bliver ved.” 

Artikelserie Kommende Temaer 2025 (4)