Nyt værktøj viser totaløkonomien i tusindvis af produkter
Nyt værktøj viser totaløkonomien i tusindvis af produkter
Af: Thore Stenfeldt, Energistyrelsen. Grafik: Energistyrelsen.
Snart bliver totaløkonomien let at sammenligne for over 45.000 elektroniske husholdningsprodukter og skærme. Et nyt digitalt værktøj henter informationer direkte i EU’s EPREL-database. Det er godt nyt for både indkøbere og forhandlere.
Hvis I går efter den mindste udgift i levetiden, når der skal købes nyt, bliver det snart meget lettere at vælge en række produkter:
- Køleskabe, vinkøleskabe og frysere
- Vaskemaskiner og kombinerede vaske/tørremaskiner
- Opvaskemaskiner
- Tv og andre digitale skærme
- Lyskilder (fra 1. september)
Det nye digitale værktøj ved navn ”Hele prisen” gør det muligt at sammenligne totaløkonomien i konkrete modeller på markedet. Det er en hjælp til forbrugerne – men også oplagt for indkøbere.
Du kan lynhurtigt indtaste eller fremsøge produkter og sammenligne dem i et visuelt brugervenligt layout.
Her kan du se de samlede udgifter til indkøb, energiforbrug og evt. vandforbrug i levetiden. Det er formentlig verdens enkleste TCO værktøj, der gør det nemt at vælge den totaløkonomisk billigste løsning.
Du kan også bruge ”Hele prisen” til at se, hvor effektivt et produkt er i forhold til de andre produkter på markedet.
Det er en væsentlig indsigt, fordi der for mange produktkategorier endnu ikke findes modeller, der kan opnå et A-mærke. Eksempelvis anbefaler Energistyrelsen at gå efter B- eller C-mærkede opvaskemaskiner.
Giver troværdighed til forhandlere
”Hele prisen” er også relevant for forhandlere af produkterne. Som forhandler kan du bruge værktøjet direkte i købssituationen til at vejlede kunderne om valg af produkt.
Du kan f.eks. sammenligne to vaskemaskiner for kunden på en skærm i butikken, så de selv kan se forskellene. Det kan bl.a. visualisere for kunden, at den dyreste model i indkøb ofte er det økonomisk bedste valg, fordi den samlet set er billigst i levetiden.
Vi anbefaler derfor forhandlere at udnytte mulighederne i det nye værktøj. Som forhandler giver det dig også ekstra troværdighed, at ”Hele prisen” er udviklet af myndighederne og ikke en kommerciel aktør.
Grafik: Energistyrelsen
Altid opdaterede data
”Hele prisen” er udviklet af EU og nationale myndigheder som en del af EU’s Label2020-arbejde med de nye energimærker. Det kan bruges i hele EU og versioneres til forholdene i de enkelte lande.
Når du bruger værktøjet i den danske version, udregnes totaløkonomien altså efter danske energipriser og den forventede levetid for produkter i Danmark. Du kan også selv justere på værdierne så de passer til din konkrete situation.
Værktøjet henter som det eneste i verden produktdata direkte i EU’s EPREL-database. Den indeholder data for alle energimærkede produkter bragt på markedet fra januar 2019.
Lige nu er mere end 45.000 registreret i databasen, og værktøjet opdateres automatisk i takt med, at nye produkter introduceres på EU’s indre marked.
”Hele Prisen” er en gave til både indkøbere, forhandlere og forbrugere – og til klimaet – og det kan varmt anbefales at udnytte mulighederne i det.
Det nye værktøj ventes klar på dansk i løbet af juni og kan findes via SparEnergi.dk/indkoeb.
Fakta: Det kan du med ”Hele prisen”
- Beregne og sammenligne totalomkostninger for konkrete produkter
- Se spændet af tilgængelige energiklasser for en produktkategori, og hvordan det enkelte produkt er placeret
- Se de mest effektive produkter i en specifik produktkategori
- Sammenligne produktinformation på over 45.000 produkter i EU’s EPREL-database
- Se beskrivelse af de nye energimærker
Kilde: Energistyrelsen
Relaterede artikler