Energikonsulent: Manglende datagrundlag risikerer at udelukke de mest bæredygtige løsninger

TEMA: BÆREDYGTIGHED I SMÅ PROJEKTER
Vi er kommet langt på byggeområdet med LCA-beregninger, men vi mangler stadig at få mange af de tekniske områder på produktniveau med.
Sådan siger Pelle Wegeberg, der arbejder som energikonsulent ved Ishøj Kommune.
For nyligt skulle han lave LCA-beregninger på en række forskellige belysningsarmaturer.
Både nye armaturer og armaturer, der var blevet retrofittet – altså hvor elektronikken var blevet fjernet fra de gamle og blevet erstattet af ny elektronik.
“Det har været stort set umuligt at få noget brugbar klimadata ud af den proces”, fortæller han.
Valid data mangler
En del af problematikken skyldes, at en lang række producenter ikke har lavet EPD’er på deres produkter – hvilket betyder, at man ikke kan trække valide klimadata ud fra dem.
En anden udfordring opstår, når man vil bruge retrofitte produkter, som Pelle Wegeberg ønskede at gøre med Ishøj Kommunes nye belysningsarmaturer.
“Her bliver der jo bygget ny elektronik ind i allerede eksisterende produkter. Energibesparelse dermed LCA vil være forskellig fra produkt til produkt og det er derfor nærmest umuligt at trække valid data ud om det retrofittede produkts klimaaftryk.”, siger han.

En anden udfordring er, at EPD’er og anden klimadata på produktniveau ikke altid er standardiserede eller dækker de samme faser i produkternes livscyklus, slår Pelle Wegeberg fast.
“Vi fik tilbudt to nye belysningsarmaturer fra to forskellige producenter, som jeg forsøgte at sammenligne mhp. at se, hvilket produkt, der var mest bæredygtigt. Og her kom jeg til kort, fordi produkternes EPD’er ikke var standardiserede. Det betød, at jeg ikke kunne sammenligne de to produkter med hinanden ift. LCA. Så i min optik mangler vi altså noget standardisering af, hvordan producenterne laver deres EPD’er”, siger han.
Pelle Wegeberg nævner også en anden problematik ift. usikkert datagrundlag.
”Vores største leverandør af serviceprodukter har LCA-data på mindst 8 ud af 10 produkter vi køber fra dem. Men beregningsmetoden er deres egen og deres data kan dermed ikke sammenlignes med deres konkurrenters. Det er flot at de er nået så langt, men ærgerligt, at vi ikke kan bruge den data til at stille udbudskrav om klima-påvirkninger, uden at vi favoriserer en beregningsmetode frem for et produkt.”
EPD’er er svære at afkode
Uden den rigtige klimadata bliver man nødt til at gå med sin mavefornemmelse, forklarer Pelle Wegeberg.
Og når datagrundlaget mangler kan det i værste fald stå i vejen for den mest bæredygtige løsning, forklaret han:
“Man risikerer jo, at LCA- og EPD-krav kommer til at udelukke de mest bæredygtige løsninger, fordi man ikke kan regne på dem. Og det er et problem”.
Der findes selvfølgelig også produkter, som kommer med EPD’er, men her opstår ofte en anden problematik, forklarer Pelle Wegeberg.
”At læse en EPD kræver både at man er flydende i kancellisprog, skolet i livscyklusbetragtninger og udlært databehandler. Det gør det svært for mange bygherre at anvende EPD’er og for lægmand må det være helt umuligt”, siger han.
Brugervenlighed og ny software er vejen frem
En løsning på det problem kunne være, at man fra producenternes side hjalp brugerne på vej med en kort opsummering af den væsentligste klimadata i en kort opsummering først i EPD’en.
Eller at der blev udviklet en løsning, som gjorde det muligt at “hælde” EPD’erne fra forskellige produkter ind i et stykke software, som kan give et resume og sammenligne produkterne med hinanden og med branche-EPD’en.
“Vi bevæger os i stigende grad længere væk fra KWh til CO2 som målestok for bæredygtighed i et livscyklusperspektiv. Derfor er det vigtigt, at vi får nogle brugbare værktøjer, som kan løse de her udfordringer”, siger Pelle Wegeberg.

Andre temaartikler i serien:
Debatindlæg: Ombibus-direktivet - Revitalisering af dansk og europæisk konkurrenceevne, eller fis i en hornlygte?
Underviser Morten Heise klæder fremtidens energiteknologer på til at træffe de mest bæredygtige valg
Produkt-EPD: Hvad er det, og kan vi overhovedet sammenligne dem?
Efterspørgslen på produktdatabase er større end nogensinde
EU lemper kravene - Wexøe nægter at slippe grebet
Leder: LCA kan og skal også bruges i mindre projekter - men det skal gøres med omtanke
Debatindlæg: Forenkling må ikke føre til deregulering - Sådan bevarer EU's erhvervsliv den grønne førertrøje
Grønne indkøb: Fra ambition til handling