Skævvridning af energimærkningen kan spænde ben for at nå målet om nulemissionsbygninger i 2050

Kravet stilles som en forbedring af bygningernes energimærkning.  

Energimærket regner i primærenergi – ikke i bygningens energibehov

Det siger næsten sig selv, at et krav til forbedring af eksisterende bygningers energimæssige formåen skal stilles under hensyn bygningernes potentiale for rentable forbedringer.  

Men sådan er det faktisk ikke i dag. 

EU har besluttet, at energimærkningen skal baseres på primærenergibehovet. 

Det betyder, at energimærket består af to elementer: 

1. Bygningens beregnede energibehov til drift 

2. En beregning for hver energiform af, hvor meget energi, der skal bruges i energisystemet til at forsyne bygningen med den nødvendige energi 

To identiske bygninger – den ene med fjernvarme og den anden med varmepumpe – får med dagens beregningsregler dermed vidt forskellige energimærker, selvom deres reelle energibehov er ens. 

Opvarmningsformens alt for store betydning

Fremadrettet er der i praksis kun to varmeforsyningsformer tilbage med meget forskellige egenskaber: 

- Fjernvarmen planlægges, hvor bygningerne ligger tæt, og hvor der eventuelt kan anvendes spildvarme, overskudsvarme, geotermi, affaldsvarme el.lign. til opvarmning af bygninger 

- Individuelle varmepumper anvendes til mere spredt beliggende bygninger, som på matriklen kan anvende omgivelsesvarme fra luft eller jord til opvarmning 

Frem til 2018 var de to energiformer balanceret i energimærket. Men i BR18 blev der indført en skævvridning til fordel for varmepumperne.  

Det har siden været et problem især ved beslutninger om varmeforsyning af nye bygninger. Uheldigt, men dog med forholdsvis med begrænset skade. 

Hvor skævvridningen tidligere kun påvirkede nybyggeri, vil Bygningsdirektivets krav til nul-emissionsbygninger senest i 2050 baseret på energimærkningen nu få betydning for hele den eksisterende bygningsmasse – og dermed for, hvordan Danmark når klimamålene. 

Og konsekvenserne er åbenlyse:  

- Bygninger forsynet med fjernvarme skal renoveres mere, end det er rentabelt, for at blive en nulemissionsbygning 

- Bygninger forsynet med varme fra en individuel varmepumpe kan blive en nulemissionsbygning uden at gennemføre alle rentable renoveringstiltag 

Bygninger med fjernvarme kan således ikke rentabelt bidrage til at nå den danske målsætning i 2050. Det er åbenlyst uhensigtsmæssigt.  

Og det kan give Danmark problemer med at nå målet. 

Herudover skabes en yderst uheldig tilskyndelse til, at bygninger, der i dag forsynes med velfungerende kollektiv fjernvarme fra et eksisterende fjernvarmeselskab, kan forbedre energimærket ved at udtræde af fjernvarmen og i stedet få en varmepumpe.

Fjernvarme og varmepumper kan noget helt forskelligt

Varmepumpen kan på en energieffektiv måde bruge el til at indhente omgivelsesvarme og bruge denne som varmekilde. 

Fjernvarmen kan opsamle spildvarme, geotermisk varme, affaldsforbrændingsvarme m.v. og føre denne varme frem til bygninger med varmebehov.  

Fjernvarmen har også et betydeligt potentiale for fleksibilitet og billig lagring. Dermed kan den bidrage effektivt til den danske energiforsyningssikkerhed ved at reducere behovet for el om vinteren, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. 

Om en bygning ligger i et fjernvarmeområde eller udenfor, bør afgøres direkte gennem planlægning – ikke indirekte ved at påvirke kravene til bygningens opnåelse af status som nulemissionsbygning. 

Afkobling fra opvarmningsformen har betydning for renoveringsindsatsen

EU-reglerne kræver, at energimærkningen skal omfatte både bygningens energimæssige formåen og forsyningsformens behov for energi.  

Derfor er det heller ikke muligt blot at ændre kravet til nulemissionsbygninger til kun at omfatte reduktion af bygningens energibehov. 

Til gengæld kan det lade sig gøre at opnå en bedre ligestilling, der stort set vil neutralisere forskellen fra opvarmningsformen med fjernvarme eller varmepumper.  

Dermed vil kravet om, at bygningsmassen skal være nulemissionsbygninger kunne stilles under hensyn til bygningens potentiale for rentable besparelser uden, at opvarmningsformen påvirker. 

Fjernvarme vs. varmepumper

Den såkaldte energifaktor afgør, hvordan forskellige energikilder vurderes i energimærket, og derfor har den stor betydning for, hvordan kravene til bygningers energieffektivitet opleves og prioriteres. 

Individuelle varmepumper understøttes til at anvende omgivelsesvarme ved, at energifaktoren sættes til 0,0. 

Når fjernvarmen anvender omgivelsesvarme til brug for store varmepumper, straffes den derimod med en energifaktor på 1,0.

Dette sker også ved ønskelig brug af spildvarme, overskudsvarme, geotermi og affaldsvarme m.v. Denne ulighed skal naturligvis rettes, så der sker en reel ligestilling. 

Fjernvarme har ydermere en række gode egenskaber som fleksibilitet, billige lagringsmuligheder og reduktion af spidsbelastning af el-systemet, som de individuelle varmepumper ikke har.

Disse fordele medregnes ikke i energifaktorerne for øjeblikket.  

Bygningsdirektivet giver derfor mulighed for at anvende såkaldte vægtningsfaktorer, som netop medregner fjernvarmens meget væsentlige systemfordele. 

Mere retfærdig og dynamisk beregningsmetode søges

Anvendelse af disse to tiltag vil samlet set kunne udligne opvarmningsformens nuværende betydning mellem fjernvarmen og f.eks. en individuel varmepumpe med en virkningsgrad på 3,0. 

Bygningsdirektivets krav om samlet opnåelse af en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050 kan på denne måde afkobles fra varmeforsyningsformen. 

Det betyder i praksis, at kravene til nul-emissionsbygninger afpasses efter bygningernes eller bygningskategoriernes rentable potentiale for energibesparende renoveringer – stort set upåvirket af, hvilken varmeforsyningsform, bygningen forsynes med. 

En mere retfærdig og dynamisk beregningsmetode vil ikke blot sikre, at energirenoveringer bliver økonomisk fornuftige – det vil også understøtte en samlet, effektiv omstilling af hele bygningsmassen mod 2050-målet.