DGNB Drift: Sæt retning og skab mærkbare resultater for dit arbejde med bygningsdrift
Vil du løfte dit arbejde med driftsoptimering af dine bygninger? Så er certificeringen DGNB Drift et velafprøvet værktøj, der tager højde for både miljø, mennesker og økonomi
Bygge- og ejendomsbranchens miljøpåvirkning er alt for høj, og ca. en femtedel af Danmarks CO2-udledning kommer fra bygningers energiforbrug. En nøgle til at reducere miljøpåvirkningen er bevaring og effektiv drift af vores eksisterende ejendomme. Det store potentiale for at sænke energiforbruget – og dermed også sænke driftsomkostningerne – får mange bygningsejere til at certificere deres ejendomme med DGNB Drift.
DGNB Drift er en certificering af bæredygtighedsindsatser i driften af eksisterende bygninger, som skal gentages hvert 3. år ved en recertificering. DGNB er et internationalt certificeringssystem, som i Danmark varetages af Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Med DGNB Drift får bygningsejere et værktøj til at arbejde strategisk og praktisk med optimering af bygningsdriften og derigennem fremtidssikre bygningen samt bidrage til at reducere dens miljøpåvirkning.
DGNB Drift omfavner alle bygningstyper, og det er ikke afgørende, hvor gammel bygningen er, eller hvilken tilstand den har. Driftscertificeringen handler om at sætte nogle mål, lægge en plan for at nå dem og ved recertificeringen at evaluere og definere nye mål og optimeringstiltag.
Wihlborgs kontorejendomme skal certificeres med DGNB Drift
Ejendomsselskabet Wihlborgs A/S ejer 64 ejendomme i København, herunder både kontor, lager og logistik. Selskabet har som mål at certificere alle ejendomme – i Danmark hovedsageligt med DGNB Drift.
Beslutningen om at certificere er taget af Wihlborgs selv og bygger på en strategisk vurdering af, at DGNB Drift er den mest sikre vej til at indfri aktionærernes og kundernes forventninger til en mere bæredygtig ejendomsportefølje. Samtidig bygger certificeringen oven på det systematiske arbejde med drift og energioptimering, som virksomheden gennem flere år har lavet i tæt samarbejde med driftsorganisation, udlejningsansvarlige og brugere.
I arbejdet med DGNB Drift har Wihlborgs haft særligt fokus på det målte og det oplevede indeklima. Her har brugerinddragelsen været en nøgle til at identificere udfordringer og indsatsområder for ejendommene. Ved at evaluere på blandt andet social bæredygtighed har certificeringsordningen været med til at sætte fokus på disse emner.
Læs mere
Læs mere om Rådet for Bæredygtigt Byggeri på rfbb.dk
Læs mere om DGNB Drift på rfbb.dk/certificeringstype/bygninger-i-drift
Læs mere om Wihlborgs arbejde med DGNB Drift: rfbb.dk/nyhed/wihlborgs-vil-certifcere-alle-ejendomme