Credit: Facebook/KSF Ishockey 1869  

Energikrise kostede ikonisk skøjtehal livet – men så gik borgerne på gaden

af: Andreas Ebbesen Jensen

De stigende energipriser går hårdt ud over idrætsfaciliteter landet over, og energikrisen var lige ved at koste Kastrup Skøjtehal livet. Demonstrationer fra utilfredse borgere fik dog Tårnby Kommune til at droppe lukningen og indgå en aftale med Københavns Kommune om at fortsætte skøjtehallens liv.


Energikrisen har været hård mod landets idrætsfaciliteter. Det viser en spørgeundersøgelse, som brancheforeningerne HI og IKF lavede i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund i december 2022.

I alt 145 idrætsanlæg over hele landet deltog i spørgeundersøgelsen, som blandt andet afslørede, at syv procent af de adspurgte oplevede at være truet på eksistensen alene som følge af de stigende energipriser.

22 procent af de adspurgte svarede, at de forventer yderligere serviceforringelser i fremtiden som følge af de højere energipriser. Serviceforringelser, som bl.a. betyder færre ansatte, kortere åbningstider og lukning af saunaer. 

51 procent af de adspurgte har oplevet prisstigninger på energi på op mod 100 procent, mens 30 procent har noteret stigninger på mellem 100 og 300 procent.

Ifølge HI’s formand Henrik Høy-Caspersen betyder prisstigningerne på energi, at der i 2023 budgetteres med underskud i de danske idrætsfaciliteter.

“Det betyder, at vi kan frygte, at endnu flere anlæg i løbet af 2023 må dreje nøglen om, siger Henrik Høy-Caspersen i HI’s eget medlemsblad fra februar 2023.

Energikrise truede med at lukke skøjtehal

Regeringen gav idrætsanlæggene en lille redningskrans, da de satte elafgiften ned fra knap én krone til én øre pr. kWh fra 1. januar 2023 og et halvt år frem.

Skal de danske idrætsfaciliteter komme sikkert igennem 2023 også, er der behov for hjælp fra kommunerne, som huserer anlæggene.

Og her viser HI’s spørgeundersøgelse, at lidt over en femtedel af de adspurgte ikke får økonomisk håndsrækning af kommunerne.

For Kastrup Skøjtehal var der i første omgang ingen hjælp at hente fra kommunen. Forud for budgetforhandlingerne for 2023 aftalte byrådspolitikerne i Tårnby Kommune helt at lukke skøjtehallen som led i besparelser.

Dermed blev Amager Ishockey Club, Ama’r Jets, og Tårnby Skøjteklub og deres tilsammen knap 500 medlemmer med ét gjort hjemløse.

“Ishockey-, skøjte-, og curlinghaller bruger meget energi per medlem sammenlignet med alle andre sportsgrene. Kastrup Skøjtehal var desuden energimæssigt forældet, og vi vurderede, at en lukning derfor gav mening i forhold til at reducere både energiforbrug, drift og CO2-udledning”, lyder det i et skriftligt svar fra Tårnby Kommune til Energiforum Danmark om kommunens bevæggrund for lukningen.

I forbindelse med beslutningen om lukningen af Kastrup Skøjtehal valgte man at sætte penge af til at starte en proces op med at bygge en tidssvarende skøjtehal fra 2026.

Demonstrationer reddede skøjtehallen

Nyheden om lukningen af Kastrup Skøjtehal skabte ikke overraskende store protester blandt flere af Tårnby Kommunes borgere, der benytter skøjtehallen i deres fritid.

Da byrådspolitikerne den 27. september 2022 skulle vedtage budgettet for 2033, mødte hundredvis af demonstranter op foran rådhuset i Tårnby Kommune med flag og bannere i et forsøg på at råbe politikerne op og bevare skøjtehallen.

Og det lykkedes. I 11. time vedtog byrådspolitikerne et ændringsforslag om at forlænge livet for Kastrup Skøjtehal.

“Forliget besluttes med den ændring, at lukningen af aktiviteterne i Pilegårdsbadet og Skøjtehallen udsættes til senest ved sæsonens afslutning den 15. april 2023, for at gå dialog med foreningerne og Københavns Kommune om en fortsættelse af aktiviteterne", lød det i det officielle ændringsforslag fra Tårnby Kommune.

"Det var forventeligt, at lukningen mødte modstand, for vi har et stærkt forenings- og fritidsliv i Tårnby Kommune, og det gælder selvfølgelig også klubberne, der bruger skøjtehallen”, skriver Tårnby Kommune i et skriftligt svar til Energiforum Danmark.

Københavns Kommune giver livslinje

For at finde en løsning på den lukningstruede skøjtehal kontaktede Tårnby Kommune Københavns Kommune for at høre, om de kunne finde en ordning, da en stor del af skøjtehallens brugere kommer fra København.

“Vi har indgået i en dialog med Københavns Kommune om at drive skøjtehallen videre i en 50/50-lejeordning. V er også i gang med at undersøge, hvilke tiltag der kan forbedre hallens energiforbrug”, lyder det fra Tårnby Kommune. 

Deleordningen af Kastrup Skøjtehal mellem Tårnby Kommune og Københavns Kommune blev endeligt vedtaget i slutningen af marts.

Her blev parterne helt ekstraordinært enige om at afsætte 1,5 mio. kr. til at betale halvdelen af lejen i Kastrup Skøjtehal for Tårnby Kommune.

Det er dog en forudsætning, at Københavns Kommune også kan råde over halvdelen af aktivitetstiden, lyder det i aftalen.

“Finansieringen i 2023 giver samtidig Tårnby Kommune god tid til sammen med brugere og foreninger at finde en langsigtet model for den fortsatte drift af Kastrup Skøjtehal”, står der i aftalen.