Et lille skridt mod energieffektivitet – men der er lang vej til klimaneutrale bygninger i 2050

Den 23. maj blev regeringen sammen med kommuner og regioner enige om, hvordan vi i Danmark skal leve op til EU’s krav om energirenovering af offentlige bygninger. Aftalen handler om det såkaldte Energieffektiviseringsdirektiv, som siger, at 3% af de offentlige bygninger hvert år frem til 2030 skal opgraderes til energimærke B.

Men i stedet for at renovere 3% om året i praksis, vælger man at bruge en “alternativ metode”. Det betyder, at man i stedet skal gøre en indsats, der svarer til den energibesparelse, man ville få ved at renovere 3% om året – men selve renoveringerne kan ske mere gradvist, faktisk helt frem til 2040.

Ifølge aftalen burde det være muligt at nå i mål med den nuværende renoveringstakt og besparelsesindtast – især hvis man samtidig får bedre styr på registrering og kortlægning af bygningernes tilstand. Det er altså en løsning, der ikke kræver det helt store ekstra gear lige nu

Hos Energiforum Danmark havde vi dog håbet på en mere ambitiøs tilgang. For selvom denne aftale måske opfylder energieffektiviseringskravene, så bringer den os ikke meget tættere på det næste store mål: nemlig at alle bygninger i 2050 skal være klimaneutrale – sådan som det står i Bygningsdirektivet.

Skal vi nå det mål, skal renoveringstempoet op i gear. Faktisk er 3% om året nok et minimum, hvis vi skal nå hele vejen i mål

Energimærkning trænger til et eftersyn – og mere nuanceret skala

En del af aftalen handler også om at gøre det nemmere at opdatere energimærkningen på bygninger. Det er en fin idé – men vi mener, at det ikke er nok bare at justere lidt på systemet. Der er brug for en grundlæggende opdatering af hele mærkningsordningen.

Lige nu er energimærke B sat som målet, men for mange ældre bygninger er det enten ikke realistisk eller ikke fornuftigt rent økonomisk eller klimamæssigt. Hvis det kræver flere ressourcer og penge at nå et B-mærke, end man sparer i bygningens levetid, så giver det ikke mening.

Derfor foreslår vi en mere nuanceret energimærkningsskala. For eksempel lægger EU’s Bygningsdirektiv op til, at en bygning, der er renoveret til det såkaldte “omkostningsoptimale niveau”, skal have et energimærke A. Da muligheder og forudsætninger i en bygning fra 1920 og 2020 er helt forskellige, vil det omkostningsoptimale niveau variere og derfor bør skalaen differentieres og tilpasses forskellige bygningstyper og bygningsaldre.

Hvis vi ikke får en mere fleksibel og segmenteret tilgang til energimærkning, risikerer vi at gøre det mere attraktivt at rive gamle bygninger ned og bygge nyt – selvom det ikke nødvendigvis er bedst for klimaet på den lange bane.