Ny analyse regner på Energiforum Danmarks forslag: Kan ændre billedet af 2050-udfordringen
EU’s reviderede bygningsdirektiv sætter retningen mod en markant mere energieffektiv bygningsmasse frem mod 2050. I en ny analyse kortlægger Kraka derfor forbedringsbehovet i den danske boligmasse og ser samtidig på, hvordan omstillingen fordeler sig på blandt andet bygningstyper, geografi og socioøkonomiske grupper.
Analysen viser, at danske beboelsesbygninger med de nuværende beregningsforudsætninger har et gennemsnitligt forbedringsbehov på 75 procent i forhold til det målniveau, som anvendes i analysen. Samtidig er der store forskelle mellem bygningstyper. Stuehuse har det største gennemsnitlige forbedringsbehov på 129 procent, mens række- og dobbelthuse ligger lavest med 37 procent.
Energiforum Danmarks forslag bliver regnet igennem
Særligt interessant set fra Energiforum Danmarks perspektiv er analysens fokus på de beregningsmæssige forudsætninger i energimærkeordningen.
Kraka henviser direkte til Energiforum Danmarks notat fra 2025, Klog implementering af Bygningsdirektivets krav om nulemissionsbygninger senest i 2050, som er udarbejdet af Energiforum Danmarks Perspektivgruppe. Her peger Energiforum Danmark på, at den nuværende beregningsmetode ikke i tilstrækkeligt omfang belønner fjernvarmens potentiale for at udnytte spildvarme, geotermi og affaldsvarme, ligesom mulighederne for energilagring ikke indgår.
Et af Energiforum Danmarks forslag er at ligestille varmepumper og fjernvarme i energimærkeberegningen gennem en justering af energifaktorerne. Konkret arbejder Kraka i sin beregning med Energiforum Danmarks forslag om at reducere energifaktoren for fjernvarme fra 0,85 til 0,63.
Fra 75 til 51 procent
Kraka undersøger herefter, hvad denne ligestilling vil betyde for energimærkerne og det samlede forbedringsbehov.
Beregningerne viser en markant forskydning. Blandt de fjernvarmeopvarmede bygninger går 77 procent én energimærkeklasse op, mens 3 procent går to klasser op.
På tværs af den samlede beboelsesbygningsmasse reduceres det gennemsnitlige beregnede forbedringsbehov fra 75 procent til 51 procent, når fjernvarme og varmepumper ligestilles på den måde, som analysen regner på. Det sker uden fysiske energiforbedringer af bygningerne, men alene som følge af ændrede beregningsforudsætninger.
Beregningsmetoden har stor betydning
Resultatet understøtter en central pointe i Energiforum Danmarks arbejde med implementeringen af EPBD: Måden, vi beregner bygningernes energimæssige ydeevne på, har stor betydning for, hvordan omstillingsopgaven frem mod 2050 ser ud.
Kraka konkluderer, at den opgjorte omstillingsopgave ikke alene afhænger af bygningernes tekniske tilstand, men også i høj grad af de beregningsmæssige rammer i energimærkningsordningen.
Analysen peger samtidig på, at en væsentlig del af forskellene i forbedringsbehov mellem eksempelvis geografiske områder og ejerformer kan forklares af selve bygningsmassens sammensætning, herunder bygningernes alder og type. Det taler ifølge analysen for, at kravene frem mod 2050 ikke nødvendigvis bør udformes ensartet for hele bygningsmassen.
Læs hele analysen Klimakrav til boligmassen: Omfang og fordeling frem mod 2050 fra Kraka.
Fakta: Energiforum Danmark i analysen
Kraka henviser til Energiforum Danmarks notat Klog implementering af Bygningsdirektivets krav om nulemissionsbygninger senest i 2050.
Analysen tager et af notatets forslag op: at ligestille fjernvarme og varmepumper i energimærkeberegningen.
Kraka regner konkret på en reduktion af fjernvarmens energifaktor fra 0,85 til 0,63.
Med denne ændring falder analysens beregnede gennemsnitlige forbedringsbehov for beboelsesbygningsmassen fra 75 til 51 procent.
Relaterede nyheder