Det nye bygningsreglement sætter indeklimaet under lup: Sådan går du fra data til handling

Bygningsreglementet stiller allerede krav om bygningsautomatik i større eksisterende ikke-beboelsesbygninger med et varme- eller kølebehov over 290 kW, hvis det er teknisk muligt og økonomisk rentabelt.

Med de kommende ændringer i BR18 skal disse systemer senest 29. maj 2026 også kunne overvåge indeklimaets kvalitet.

Udfordringen er, at kravene fortsat er upræcise.

Indeklima defineres, i forbindelse med de nye krav, som forhold, der påvirker brugernes sundhed og velbefindende – herunder temperatur, fugtighed, ventilationshastighed og forurenende stoffer. Den brede definition gør det vanskeligt at omsætte direkte til konkrete målinger og løsninger.

Sammen med kravet om at europæiske bygninger i 2050 skal opnå nulemissionsstatus (ZEB) bliver ikke-beboelsesbygninger pålagt krav om måling- og regulering af luftkvaliteten, nærmere bestemt CO2-koncentration og partikler. Dertil kommer krav om lysstyring efter dagslys og tilstedeværelse fra 2028 i de samme bygninger som rammes af krav om bygningsautomatik.

Men indeklimaet rummer også akustiske og termiske forhold. Det bliver derfor spændende at følge hvordan krav om måling af disse forhold bliver tolket, når hvad der er beskrevet ovenfor, er hvad vi har at gå ud fra.

Data er kun værdifulde, hvis de bruges

Bygningsautomatik – ofte i form af CTS-anlæg – anvender typisk sensorer til at måle fx CO₂, temperatur og luftfugtighed. Men det afgørende spørgsmål er ikke, om vi måler – men hvordan vi bruger data.

Man kan vælge et minimumsniveau, der blot opfylder kravene, eller en mere avanceret tilgang, hvor data aktivt bruges til styring og optimering. I begge tilfælde gælder det, at data kun skaber værdi, hvis de omsættes til handling.

Det kræver tid, ressourcer og kompetencer i organisationen. Samtidig skal data integreres i eksisterende systemer og vedligeholdes, så de forbliver valide.

Brugt rigtigt kan indeklimadata danne grundlag for prioritering af renoveringer og identificere, hvor indsatsen gør størst forskel. Men indeklima er ikke kun målbart – det er også oplevet. Derfor bør sensordata suppleres med brugerfeedback, fx via APV’er, som kan give vigtig indsigt i konkrete problemer og deres årsager.

Med tilstrækkeligt dybdegående spørgsmål kan man som ejendomsadministrator danne et omfattende billede af indeklimaets oplevede kvalitet ved at bruge APV’en i kortlægningen af status quo.

Den viden er guld værd i renoveringsprioriteringer og i administrationens arbejde med løbende arealoptimering.

Bygningsautomatik kan meget – men ikke alt

Moderne bygningsautomatik kan behovsstyre centrale anlæg. Ventilation reguleres efter CO₂ og fugt, varme efter temperatur og belysning efter tilstedeværelse og dagslys.

Nye prædiktive systemer kan endda forudse behov baseret på vejrdata og brugsmønstre, hvilket både kan forbedre indeklimaet og reducere energiforbruget.

Men ikke alle indeklimaforhold kan styres teknisk. Forhold såsom akustik, kuldenedfald og rengøring kræver andre løsninger og må ikke overses i et ensidigt fokus på målbare parametre.

Omfanget af de kommende krav er endnu uklart. Men sikkert er det, at vi står over for en omfattende omstilling af bygningsmassen mod energieffektivitet og lavere emissioner.

I den proces bliver indeklima en central faktor.

Renoveringsindsatsen skal udføres under hensyntagen til indeklimaets kvalitet, og det hensyn kræver adgang til valid viden om indeklimaets tilstand og renoveringernes konsekvenser herfor.

Kort sagt: Det er ikke nok at måle indeklimaet. Vi skal også forstå det – og handle på det.