Sådan arbejder byggebranchen med energimærker i praksis
TEMAARTIKEL: ENERGIMÆRKNING
Energimærkninger af bygninger bliver en vigtig målestok for renoverings- og energioptimeringsindsatsen frem mod 2050, hvor bygninger ikke længere må udlede klimagasser.
Energiforum Danmark har bedt nogle af de største aktører i byggebranchen om at besvare en række spørgsmål om energimærkning. Her er deres svar:
ATP-ejendomme – Peter Hebin Bruun, Head of ESG
Hvornår har I sidst fået energimærker for jeres bygninger?
Vi opdaterer løbende energimærkerne på alle vores ejendomme. Det kører som en helt fast rutine, så vi til enhver tid har et gyldigt mærke med opdaterede data og forbedringsforslag.
Hvad bruger I konkret energimærkerne til?
Gyldige energimærker er som bekendt et krav, når ejendomme skal handles og udlejes. Et stigende antal af vores kunder kræver også, at energimærket har et vist niveau, før de vil indgå en lejekontrakt.
Vi bruger også energimærkerne til rapportering, fx i forhold til EU Taksonomien og i vores årsrapportering. Samtidig indgår energimærkerne som input til vores værdiansættelsesproces og i vores løbende optimering af ejendommene.
Hvad har energimærkerne betydet for jeres bygninger ift. drift og energibesparelser?
Vi anvender data fra energimærkerne som input til optimering af vores ejendomme, men oplysningerne på energimærkerne kan sjældent stå alene.
Energimærkerne er til gengæld et udmærket supplement til de data, vi i øvrigt indsamler fra bygningsporteføljen, og tjener ofte som inspiration til en nærmere analyse af ejendommenes potentiale for forbedringer. Det kunne være et forslag om opsætning af solceller eller udskiftning af vinduer fra energimærket, som vi efterfølgende trykprøver for at se, om effekterne og økonomien lever op til vores forventninger.
Jeg kan ikke sige konkret, hvor store energibesparelserne energimærkerne i sig selv har bidraget til, men de indgår i vores samlede optimeringsindsats, som i gennemsnit leverer ca. 1,5 pct. i energibesparelser årligt på tværs af porteføljen.
KAB – Marianne Svovlgaard, kommunikationskonsulent
Hvornår har I sidst fået energimærker for jeres bygninger?
Vi har senest i forbindelse med den obligatoriske, eksterne granskning fået foretaget energimærkning af vores ejendomme (disse er gældende i 10 år).
Vi forventer, at vi i starten af 2030 skal begynde at kigge på nyt udbud af ordningen, medmindre Landsbyggefonden ift. runde to af ekstern granskning beslutter sig for noget andet.
Hvad bruger I konkret energimærkerne til?
Vi anvender ikke energimærkerne fuldt ud, da det er beregnede værdier og ikke de aktuelle værdier for en given ejendom. Vi gennemgår dog, hvilke tiltag, der kan være i rapporten.
Har energimærkerne betydet noget for jeres bygninger ift. drift og energibesparelser?
Ikke i udgangspunktet. Der kan være enkelte ting, vi tager ud, men vi kender jo typisk ejendommen i forvejen og hvilke ting, der bør gøres. Det hænger jo ofte sammen med den politiske beslutning i afdelingen og deres økonomi.
Jeudan – Per W. Hallgren, direktør
Hvornår har I sidst fået energimærker for jeres bygninger?
I Jeudan ejer vi omkring 200 ejendomme, og får løbende udarbejdet energimærker. Vi har således også i 2025 udarbejdet et antal energimærker.
Investorer lægger vægt på, at der foreligger energimærker og tilhørende handlingsplaner for ejendommene, ligesom det også er noget, som vi selv er opmærksomme på i forbindelse med yderligere investeringer.
Hvad bruger I konkret energimærkerne til?
I Jeudan anvender vi energimærkerne til planlægning af energiforbedrende initiativer i ejendommene.
Energimærkerne medvirker til at skabe en struktureret proces for at reducere energiforbruget i ejendommene, og det til glæde for os, som ejer af ejendommene, men naturligvis også kunderne i ejendommene, da det har betydning for deres driftsomkostninger.
Hvad har energimærkerne betydet for jeres bygninger ift. drift og energibesparelser?
Arbejdet med energimærkerne har været medvirkende til at reducere ejendommenes energiforbrug. Jeudan arbejder desuden løbende på at forbedre ejendommenes energiklasser for derigennem at øge ejendommenes attraktivitet og værdier.
DEAS – Søren Vinther Christensen, Team Manager
Hvilken værdi skaber energimærker for en ejendom? Og hvad kan energimærkerne konkret bruges til?
Et energimærke viser grundlæggende, hvor energieffektiv en bygning er. Derfor skaber mærkerne et effektivt grundlag for, at man kan sammenligne ejendommes energiforbrug - uafhængigt af hvordan de bruges i dagligdagen. Samtidig er energimærkerne et afgørende værktøj til at skabe et overblik, så vi effektivt og præcist kan pege på potentialer for energibesparelser.
I vores rådgivning er energimærkerne blot ét element i en helhedsorienteret indsats for bæredygtighed. Vi oplever, at energimærkerne ikke kun peger på muligheder for energioptimering med store besparelser – både økonomisk og i form af lavere CO₂-udledning – men også fungerer som et effektivt redskab og et godt afsæt for dialogen om, hvordan ejendomme kan blive mere bæredygtige.
Hvordan arbejder og rådgiver I om energimærker?
Vi har stor erfaring fra samarbejdet med ejendomsinvestorer over hele Danmark, hvor vi rådgiver om bæredygtighed ud fra en holistisk tilgang. Herunder bl.a., hvordan energimærket kan hæves. Fokus er både på økonomi og byggeteknik – med det overordnede mål at finde løsninger, der skaber reel værdi på lang sigt.
Samtidig hjælper vi løbende med at holde overblikket over energiforbrug og kvalitetssikre nye energimærker. De data, vi får herfra, er desuden værdifulde, fordi vi aktivt kan bruge dem i arbejdet med klimaregnskaberne for vores kunder.
Hvad betyder energimærkerne for bygningernes drift og energibesparelser?
Vi oplever i vores rådgivning at energimærkernes beregnede forbrug fungerer som en tydelig indikator for, om en ejendom driftes, som den bør – eller om der er potentiale for forbedringer. Det giver et konkret grundlag for at sætte ind med målrettede tiltag i driften, som både kan føre til lavere forbrug for lejerne og besparelser på økonomi og CO₂ for ejendommens ejer.
Samtidig kan de foreslåede besparelsestiltag bruges aktivt i planlægningen af driftsbudgetterne, så investeringer og optimeringer tænkes strategisk ind i den løbende drift.
Andre temaartikler i serien:
Skævvridning af energimærkningen kan spænde ben for at nå målet om nulemissionsbygninger i 2050
Sådan får du mere ud af dit energimærke
Leder: Tiden er inde til at gribe mulighederne for en mere dynamisk og retvisende energimærkning
Inspirationskatalog skal hjælpe kommunerne med at aktivere deres energimærker