Sådan sender du bedst dine bygninger på sommerferie
Når arbejdsdagen er slut den 25. juni, stempler godt og vel halvdelen af Danmarks arbejdsstyrke ud for at holde sommerferie. Skolerne lukker, og de næste seks uger står tusindvis af private kontorer og kommunale bygninger mere eller mindre tomme.
Når det sker, kan man med fordel overveje at slukke eller skrue ned for mange tekniske anlæg for at spare driftsudgifter hen over sommeren.
Men når man lukker ned, skal man også være opmærksom på at kunne starte op igen uden at risikere driftstop. Det skal nedlukningen tage højde for.
Sådan lukker du ned for sommeren
1. Notér alle setpunkter og driftsparametre for de tekniske anlæg. Dem skal du bruge, når du skal tilbage til normal drift
2. Sæt ventilations- og varmeanlæg på weekend/ferie indstilling. Alternativt kan du reducere setpunkter for ventilation til ca. 25% (eller laveste indstilling) og varmen indstilles til 18 °C
- Hvis du er sikker på, at det ikke har konsekvenser at slukke for ventilationsanlæg, anbefales det for at nedbringe energiforbruget. Hvis det er tilsluttet via CTS, slukker du via dette
- Vær opmærksom på mulig fugtophobning, der kan resultere i skader og dårligt indeklima
- Vær opmærksom på varmeflader og indstillingen af disse. De følger ikke nødvendigvis rumtemperaturindstilling i CTS.
3. Ved manuelle termostater på radiatorer eller konvektorer, skal disse indstilles særskilt. Anbefalet stilling er ”1,5 - 2” svarende til ca. 15-18 °C
4. Køleanlæg for komfort lukkes ned, hvis bygningen ikke skal anvendes. Opmærksomheden skal være på, at anlægget ikke automatisk kan komme til at starte pga. høje temperaturer under nedlukningen. For proceskøleanlæg gælder særlige betingelser – kontakt evt. driftsrådgiver for at klarlægge mulighederne for at drosle ned
5. Varmt brugsvand opretholdes, idet der er fare for at udvikle legionellabakterier i brugsvandsanlægget.
- Afmonter bruseslanger og andre slanger efter tapsteder tilsluttet varmt brugsvand og tøm disse for vand
6. Luk vinduer, ovenlys, friskluftventiler m.v.
7. Tap af for kondensat, luft trykluft ud og sæt manuelle afblændinger op efter behov
Når anlæg og bygninger lukkes ned for sommeren, er det vigtigt at være opmærksom på, at driften skal kunne starte problemfrit op igen om seks uger. Tid er penge, så huskelisten skal også bruges som en forberedelse til at komme hurtigt og effektivt tilbage til en normal drift og hverdag igen. Derfor er det også en god idé at monitorere bygningen hen over sommeren.
Sådan holder du øje med bygningen
8. Udpeg en ansvarlig, der kan ”motionere” systemet 1-2 gange om ugen.
- Hæv og sænk setpunkterne – både på varmeflader, radiatoranlæg og øvrige installationer
- Hæv ventilationsmængder – fra min -> max -> min
- Gennemskyl varmt brugsvandsanlæg som håndvaske og brusere
- Skyl ud i toiletter og hæld vand i vandlåse
- Påfyld lukningsmiddel/spærrevæske til vandlåse for at undgå lugtgener
9. Sørg for at instruere medarbejderen i vigtigheden af denne opgave. Ved at gennemføre ovenstående kan I undgå:
- Fastgroede ventiler
- Fugt/kondens i ventilationsanlæg, der kan påvirke funktionsdygtigheden og danne grundlag for øget bakterievækst
- Modvirke forøget vækst af legionellabakterier
- Modvirke udtørrede kloakledninger med risiko for ”forstoppelse”, når driften genoptages
Har I fulgt ovenstående huskeliste i løbet af sommerferien, vil jeres bygninger være klar til at genoptage normal drift.
Der er dog nogle punkter, det er værd at være opmærksom på, når I vender tilbage efter op til seks ugers stilstand.
Sådan starter du dine bygninger rigtigt op igen
10. Påbegynd opstarten af bygninger og tekniske anlæg i god tid, før medarbejderne møder ind – gerne et par dage før. Sørg for at rekvirere assistance hos serviceleverandører, så I får alle tingene gjort rigtigt og er klar til at udbedre fejl, hvis de opstår
11. Kontroller og udskift om nødvendigt filtre i ventilationsanlæg. Dette for at undgå våde filterelementer, der danner grobund for bakterier, så vi ikke starter med at nedlægge alle medarbejderne med bakterier
12. Foretag efter behov en grundig gennemgang af ventilationsanlæg ved at aftørre indtrængende vand, gennemgå varmeflader og vekslere og eventuel desinfektion af anlæggene.
13. Sæt anlæggene på de oprindelige setpunkter for indeklimaregulerende anlæg (ventilation, varme, køl)
- Sæt ventilations- og varmeanlæg på normal driftsindstilling. Alternativt øges setpunkter for ventilation til oprindeligt niveau eller automatik (ca. 50-75% hvis det er manuelt betjent), og varme indstilles til 19-20 °C (Sommerindstilling) eller oprindeligt niveau
- Vær opmærksom på varmefladerne og indstillingen af disse. De følger ikke nødvendigvis rumtemperaturindstilling i CTS
- Ved manuelle termostater på radiatorer eller konvektorer, skal disse indstilles særskilt. Anbefalet er stilling ”2-3”, svarende til ca.18 - 21 °C
- Køleanlæg startes op. Kontrollér for utætheder, mislyde, unormale temperaturer og tryk, inden dette overlades til automatikken
- Varmt brugsvandsproduktionen kontrolleres og der køres ”legionella-program”, hvis der findes et sådant. Alternativt indstilles temperaturen manuelt på 60-65 °C (eller højeste mulige setpunkt afhængigt af varmeforsyning)
- 60 °C for nyere anlæg efter 2010. 63 °C for ældre anlæg (OBS på kalkudfældning ved for høje temperaturer)
- Afvent at temperaturen i anlægget er oppe på ønsket temperatur (brug gerne el-patron, hvis temperaturen ikke kommer tæt på 60 °C)
- Kontroller at brugsvandscirkulation er tændt, hvis tilgængelig
- Når returledningen fra varm brugsvandscirkulation er 60 °C – eller varmtvandsbeholderen er 60+ °C – gennemskylles alle tapsteder (håndvaske, udslagsvaske, brusere etc.) indtil der registreres 60 °C varmt vand ud af disse
- Det anbefales samtidigt, at det kolde vand gennemskylles
- Har du ikke fået foretaget en risikoanalyse af din brugsvandsinstallation med henblik på at mindske risikoen for smitte med legionella iht. BR18 / Rørcenteranvisning 017 afsnit 7, anbefales det, at I får udført en sådan af jeres driftsrådgiver
- Foretag evt. kontrolmålinger for kim-tal (legionella) for at se, om anlægget er klar til brug. Dette gælder særligt for idrætshaller, svømmehaller og andre steder med offentlig adgang med forhøjet risiko
14. Gå en kontrolrunde i bygningen. Lugter der? Larmer det (suser i radiatorer, hyler/piber i ventilation eller lign.)? Er der varme på? Virker ventilationen? Lyset? Alt det øvrige? Foretag udbedringer og fejlsøgning om nødvendigt
15. Sørg for at der bliver gennemført en grundig rengøring inkl. aftørring af alle borde, tastaturer, mus, låger, håndtag, trappegelændere, knapper på kaffeautomater og deslige.
Hvis du driver en sundhedsfaglig virksomhed, et træningscenter, en svømmehal, en idrætshal eller anden institution, hvor lignende tekniske installationer findes, skal du have særligt fokus på ovenstående punkter, idet der kommer mange mennesker i netop dine bygninger.
Typisk vil dine tekniske installationer også være mere udsatte pga. deres kompleksitet, hvilket kan sætte dig i en forøget risiko ift. de ovenstående beskrivelser.
Relaterede artikler