I HØRING: Nye regler for Energinets betaling for myndighedsbehandling
Forslaget betyder, at Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber skal betale aktivitetsbaserede gebyrer for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets omkostninger til en række myndigheds- og tilsynsopgaver efter lov om Energinet og lov om elforsyning.
Hvad skal gebyrerne dække?
Gebyrerne beregnes på baggrund af ministeriets direkte og indirekte omkostninger til myndighedsbehandlingen. Det omfatter blandt andet tid til sagsbehandling og tilsyn, en forholdsmæssig del af fællesomkostninger samt nødvendig ekstern bistand. Derudover kan blandt andet omkostninger til IT-drift, udvikling af tilsynsplaner, rejser og udarbejdelse af administrationsgrundlag indgå.
Betalingen skal ske gennem foreløbige opkrævninger efter andet og fjerde kvartal. Efter regnskabsårets afslutning udarbejdes en endelig opgørelse på baggrund af den endeligt beregnede timesats.
Ingen betalingspligt for andre virksomheder
Betalingspligten påhviler alene Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber og har ifølge ministeriet ikke konsekvenser for andre virksomheder.
Høringsfrist 30. november
Høringsfristen er 30. november 2026 kl. 16.00, og det foreslås, at bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2027.
Relaterede nyheder