Ny pulje skal få flere byggematerialer tilbage i kredsløb
En ny analyse fra Realdania viser, at Danmark hvert år producerer omkring 7,5 mio. ton bygge- og anlægsaffald, hvilket er væsentligt mere end de cirka 4,5 mio. ton, der registreres i den officielle affaldsstatistik. Samtidig bliver kun 23 procent af materialerne genanvendt og bearbejdet til nye produkter, mens store mængder beton, tegl og andre ressourcer går tabt i kredsløbet.
For at fremme cirkulære løsninger i byggeriet har Realdania nu åbnet en ny pulje målrettet iværksættere og små og mellemstore virksomheder. Her kan virksomheder søge op til 1 mio. kr. til projekter, der øger genanvendelsen af byggematerialer eller gør det lettere at dokumentere, kvalitetssikre, sortere og anvende genanvendte materialer.
Puljen henvender sig blandt andet til virksomheder, der udvikler nye byggematerialer af brugte ressourcer eller arbejder med forarbejdning af materialer fra bygge- og anlægssektoren.
Analysen peger på et samlet potentiale for at genanvende og genbruge op til 2,4 mio. ton byggematerialer årligt, hvilket vil mere end fordoble den nuværende genanvendelse.
Ansøgningsfristen er den 28. september 2026.
Læs mere om puljen hos Realdania og Innovation til Marked her.
Relaterede nyheder