Foto: Teknologisk Institut 

Energioptimering leder til ny interesse for sunde boliger

af: Rebecca Holck Rosenberg, studentermedhjælper

Teknologisk Institut sætter, i samarbejde med VELTEK og TEKNIQ/FAV, fokus på det sunde indeklima i skoler og boliger med Indeklimaets Temadag. Et stort fokus på energioptimering har ledt til nyfundet interesse for sunde bygninger.


Det er ikke kun Energiforum Danmark, der sætter fokus på indeklima, som det sker i dette tema. Teknologisk Institut afholder i samarbejde med brancheorganisationen VELTEK og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ/FAV (Foreningen af Ventilationsfirmaer, red.) årligt en konference, de kalder Indeklimaets Temadag.

I år blev Indeklimaets Temadag afviklet for tredje gang den 25. september 2018, hvor blikket især var rettet mod brugernes oplevelse af indeklima og deres sundhed, når de opholder sig i bygningen. Og det er et område, som afspejles i samfundets, branchens og politikernes dagsorden.

– Efter mange års fokus på energioptimering i byggeriet, er der fundet ny interesse og energi for sundhed og bæredygtighed i bygninger. Derfor har vi på Indeklimaets Temadag haft fokus på, hvordan brugeren påvirkes, når vi installerer indeklima-teknologi i bygningen, siger seniorprojektleder for Energieffektivisering og Ventilation ved Teknologisk Institut Kristian Vielwerth, som præsenterede temadagen.

Brede interesser for indeklima

På Indeklimaets Temadag samles branchen for at blive opdateret på området inden for indeklima og ventilation.

– VELTEK, TEKNIQ/FAV og Teknologisk Institut oplever, at der er behov for at samle folk fra branchen og skabe en dialog og holde en faglig ajourføring om nye teknologier og tiltag om indeklima, fortæller Kristian Vielwerth og fortsætter:

– Indeklimaets temadag spænder meget bredt, fordi vi taler på tværs af bygningsejere, rådgivere, driftsansvarlige, de udførende installatører og servicevirksomheder. Indeklima er præget af mange teknologier, og vi vil med temadagen samle interesserne på området.

I år kunne oplægsholdere fra blandt andet Teknologisk Institut, MOE og DTU fortælle om skimmelsvamp, målinger af sunde boliger og ventilation af skolebygninger, som også var på mediernes dagsorden i begyndelsen af skoleåret.

Bygningsreglementet fremmer sunde boliger

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen deltog også på Indeklimaets Temadag og oplyste de deltagende om, hvordan Bygningsreglementet 2018 (BR18) bidrager til at fremme et bedre indeklima for både eksisterende bygninger og nybyggeri.

Ifølge Kristan Vielwerth er BR18 et positivt tiltag inden for indeklima, som kun bliver mere relevant med fokus på sunde boliger.

– Jeg synes, der er behov for mere fokus på indeklima, men vi har fået god hjælp fra det nye bygningsreglement, som kræver en funktionstest af teknologien, der skal sikre et bestemt indeklima. Det betyder langt hen ad vejen, at man i praksis ikke bare skal teste, om installationerne virker, men også at de skaber det ønskede indeklima i bygningen, fortæller han.

Indeklimaets Temadag afholdes igen næste år den 1. oktober 2019 på Teknologisk Institut i Tåstrup. Du kan tilmelde dig via Teknologisk Instituts hjemmeside.