Foto: Middelfart Kommune 

Middelfart Rådhus er Danmarks første Diamant-certificerede byggeri

af: Mie Spuur Simonsen, kommunikationskonsulent, Middelfart Kommune

Energiforum Danmark sætter i en artikelserie fokus på rådhuse, der enten er energivenligt nybyggeri eller er blevet energirenoveret. Vi er denne gang taget til Middelfart, hvor det nybyggede og bæredygtige rådhus på Nytorv netop er certificeret som det første byggeri i Danmark med DGNB Platin + Diamant.


På taget ligger 700 m2 solceller. Ventilationen mellem skrivebordene og mødelokalerne er mekanisk, den overskydende energi anvendes til fjernvarme, og madaffaldet fra kantinen bliver omdannet til biogas.

Middelfart Kommunes rådhus, som blev indviet i august 2017, er nemlig ikke bare et rådhus. Det er også det første byggeri i Danmark, som er certificeret med DGNB Platin + Diamant - endda med Danmarks hidtil højeste score inden for miljømæssige kvaliteter. 

Middelfart Kommune har konstant fokus på energirigtigt byggeri og udvikling af nye løsninger, der gavner klimaet. Derfor er det vigtigt, at rådhuset i kystbyen ud til Lillebælt også lever op til de nyeste standarder inden for energiforbrug og øvrige miljøhensyn, fortæller kommunens borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

– I Middelfart Kommune har vi arbejdet med grøn omstilling og grøn vækst i mange år. Derfor er rådhusbyggeriet også kronen på værket. Et byggeri, som vi er særdeles stolte af, siger borgmesteren.

Kommunaldirektør Steen Vinderslev, som har været med hele vejen fra idé til realitet, fortæller:

– Det har været vigtigt for os, at rådhuset er meget andet end blot en arbejdsplads. Byggeriet skal også sende et signal om det, vi som kommune gerne vil forpligte os til – nemlig grøn omstilling samtidig med effektiv kommunal administration og de bedste rammer for vores lokale demokrati.

Forbilledligt eksempel

Det er en fagjury nedsat af Green Building Council Denmark, Akademisk Arkitektforening og Danske Arkitektvirksomheder, der har tildelt Middelfart Rådhus Danmarks første DGNB Diamant certificering – en udmærkelse af DGNB certificeret byggeri, som fokuserer udelukkende på bygningens arkitektoniske kvaliteter.

– Middelfart Rådhus er et forbilledligt eksempel på, at det kan lykkes at forene en dokumenteret bæredygtighed til topkarakter med god bevaringsværdig arkitektur, som giver noget tilbage til sine omgivelser, siger Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark.

Rådhuset i Middelfart er bygget efter 2020 standard. Siden åbningen har rådhuset leveret overskudsvarme til Middelfart Fjernvarme og genereret strøm til bygningens eget klimaanlæg fra de 700 m2 solceller på taget.

Noget særligt ved byggeriet er også, at kantinens madaffald bliver samlet i en stor kværn og omdannet til biogas. Samtidig betyder samlingen af hele administrationen på én matrikel, at kommunen årligt sparer masser af penge i form af lavere energiforbrug og kørsel mellem de gamle administrationsbygninger.

– Det bæredygtige rådhus sparer os for godt 6 millioner kroner hvert år på mindre energi, mindre kørsel og bedre og mere effektiv administration, fortæller borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Henrik Mott Frandsen, der er projektchef på Middelfart Kommunes nye rådhus, fortæller, at man har tænkt over hver eneste detalje i forhold til at gøre byggeriet bæredygtigt.

– Ligegyldigt om det er den mindste fuge eller det største betondæk, så er der valgt de mest bæredygtige materialer.

Foto: Middelfart Kommune
Foto: Middelfart Kommune
Foto: Middelfart Kommune
Foto: Middelfart Kommune
Foto: Middelfart Kommune
Foto: Middelfart Kommune
Foto: Middelfart Kommune

Rundt om Middelfart Rådhus

Bygget efter tysk certificeringsstandard
Rådhuset er blandt andet bygget efter den tyske certificeringsstandard for bæredygtigt byggeri, der hedder DGNB. Her stilles en lang række krav til materialevalg, alternative energikilder og bygningens klimabelastning generelt, men også til placering i forhold til eksempelvis offentlig transport, cykelstier og kultur.

Klimaskærm
En væsentlig del af rådhusets klimaskærm er solafskærmningen. Den styres elektronisk i forhold til varme fra solens indstråling. Dette skal sikre, at huset ikke skal køles unødigt. Solafskærmningen kan styres af medarbejderne via betjeningspaneler for at undgå generende lysindfald på arbejdspladserne. Endvidere er huset ekstra tæt og isoleret som en del af den fokus, som klimaskærmen har fået.

Mekanisk ventileret
Rådhuset er mekanisk ventileret, og via den elektroniske styring tilpasser huset sig det antal medarbejdere, der er på job. Husets mekaniske ventilation udmærker sig særligt energimæssigt i forhold til 3 parametre: Komfort, styring og genanvendelse af varme og overskydende energi.

Overskydende energi
Den overskydende energi eller varme, som blandt andet produceres af de ansatte og deres elektroniske arbejdsredskaber, opsamles i kølebafler, der sidder over arbejdspladserne. Gennemstrømmende vand transporterer i køleprocessen energien til rådhusets varmepumpe, som udnytter den overskydende energi til at producere varme ud på fjernvarmenettet

Affaldssortering og biokværn
Affaldssorteringen i rådhuset sker på 12 fraktioner, og i kantinen er der monteret en biokværn, som håndterer størsteparten af det organiske affald. Fra biokværnen sendes det til en opsamlingstank i kælderen, herfra køres det til forarbejdning og ender som biogas.

Rådhus og forsamlingshus
Rådhuset lever videre, når medarbejderne har fri. Foyeren, mødecenteret og byrådssalen er nemlig indrettet, så det kan bruges til foreningsmøder, koncerter og foredrag efter lukketid.

Nytorv - byens nye samlingssted
Nytorv består af 9200 m2 rådhus, 3515 m2 butikker og 6400 m2 boliger. Nytorv er tegnet af Henning Larsen Architects.