COOP har valgt LED-belysning uden såkaldt flicker, der kan fremkalde hovedpine. Foto: Coop 

af: Andreas Ebbesen Jensen, redaktør

Danmarks største detailkoncern har konverteret mere end 200.000 lystofrør til energibesparende LED-lys på blot halvandet år. Og manøvren kommer ikke kun klimaet og Coops pengepung til gode. De nye lys har nemlig vist sig at have en positiv effekt på medarbejdernes sundhed, fortæller senior projektleder Joan Frisk Rossen.


Coop har i flere år arbejdet målrettet med en række projekter, som skal optimere indeklimaet i koncernen. 

Detailvirksomheden måler løbende CO2-indhold, fugt og temperaturer løbende for at sikre den rette temperatur i produktionslokaler, salgsområder og kontorer. På den måde sikrer koncernen det bedste indeklima til gavn for både personalet og kunderne. 

Men et godt indeklima er meget mere end god ventilation og behagelige temperaturer.

Fotokredit: Colourbox

Lysflimmer gør os syge

Forskning viser, at forkert belysning kan give hovedpine, træthed og kvalme. Hvis du får for lidt naturligt lys, kan det få hjernen til at tro, at det ikke er morgen endnu. Det har den effekt, at hjernen bliver ved med at sende et hormon ud i kroppen, som gør dig søvnig.

Derfor besluttede Coop i midten af 2017 at iværksætte et omfattende projekt til 60 millioner kroner, hvor mere end 200.000 lysstofrør skulle udskiftes i 700 forskellige Kvickly-, Irma-, Brugsen-, og Faktabutikker landet over. 

Manøvren betød, at Coop fremover sparer 40 millioner kWh strøm om året svarende til 10.000 familiers årlige elforbrug. Samtidig kan de 1,7 millioner danskere, der via et medlemskab i Coop ejer dagligvarekæden, glæde sig over en årlig økonomisk besparelse på 25 millioner kroner. 

Til at stå i spidsen for det hidtil største projekt med lystofrørudskiftning i dansk detailhandel, stod senior projektleder Joan Frisk Rossen. 

Da EU endnu ikke har nogen krav om lyssætning med LED-produkter, var det op til Joan Frisk Rossen selv at afsondre det vidtvoksende terræn af LED-produkter og vælge det bedst mulige. 

At lysene ville spare koncernen for både penge og kilowatttimer var selvfølgelig et must, men lige så vigtigt var det, at det nye lys skulle være flicker-frit, fortæller Joan Frisk Rossen. 

“Flicker er et udtryk for det blink, der opstår i lysrørene. Det kan ikke ses med det blotte øje, men opfattes af hjernen og stresser vores nervesystem i en sådan grad, at vi kan blive syge af det. Eksperter mener, at flicker kan forårsage hovedpine og kvalme og i værste fald udløse epileptiske anfald”.

Test afslørede leverandørers mangler

Efter adskillige timers research af LED-lys på nettet – “Google var min bedste ven”, som Joan Frisk Rossen formulerer det – barberede Coops senior projektleder listen af LED-leverandører ned til syv styks. 

For at være sikker på, at LED-lysene ikke indeholdt flicker, indkøbte Coop et måleapparat til 20.000 kroner, som kunne måle graden af flimmer i lyskilden. Testen stod eksperter fra DTU for, og investeringen viste sig at være en god idé. 

“Vores leverandører regnede ikke med, at vi ville gå så meget i dybden med at teste deres produkter. Men det var godt, at vi gjorde det. Det viste sig nemlig, at mange af de såkaldte flicker-frie lys ikke overholdt deres egne krav og udsendte alt for meget flimmer”, fortæller hun. 

Testen barberede kandidaterne fra en efter en indtil Joan Frisk Rossen stod tilbage med virksomheden Nordic Business Light. 

Nu skulle de nye LED-lys vise, om de rent faktisk også kunne forbedre medarbejderens sundhed i butikkerne. Og Joan Frisk Rossen havde den perfekte forsøgskanin.

Et klarere lys i Coop skyldes, at lysstofrør, med tiden, giver et gulligt lys. Fotokredit: Coop.

Ny belysning kurerede hovedpine

I en af Coops butikker havde tre af medarbejderne ved kasserne beklaget sig over, at de fik hovedpine i løbet af dagen. 

Problemet var forsøgt løst ved at sende de pårørte kassemedarbejdere til en optiker, men selv med et par spritnye skærmbriller på næsen, fortsatte hovedpinen med at vende tilbage. 

Joan Frisk Rossen mistænkte butikkens gamle LED-lys for at være kilden til problemet, og da hun målte graden af flicker i butikkens lyskilder, blev hendes mistanke bestyrket. 

Flicker måles i procent, og eksperter mener, at alt over 5 % har potentiale til at påvirke vores helbred. I den pågældende butik lå niveauet af flicker på hele 32 %. 

Joan Frisk Rossen konventerede lysene til de nye flicker-fri LED-lys og sørgede for, at de ansatte, som var plaget af hovedpine, ikke fik nys om opdateringen. En måned efter kunne de dokumentere, at alle symptomerne var forsvundet. 

“Den blindtest var et stort vendepunkt for mig. Pludselig kunne jeg jo bevise over for mit bagland, at det dårlige lys i butikken rent faktisk havde haft en negativ effekt på medarbejderne”, siger hun. 

Halvandet år og 200.000 flicker-frie LED-lys senere, var Joan Frisk Rossens omfattende lysprojekt afsluttet. Hvor mange af de i alt 38.000 medarbejdere, som arbejder i Coops butikker landet over, der har fået det bedre af lyskonventeringen, vides ikke præcist. 

Men Joan Frisk Rossen er overbevist om, at den store lysudskiftning har styrket indeklimaet betragteligt i Coops butikker. Og hun håber, at den succesfulde konvertering kan inspirere andre i branchen til at følge trop.

“Vores krav til kvalitetssikring endte med at være en rigtig god ide, og jeg håber, at det er noget som branchen vil tage til sig, næste gang man står over for en stor bestilling af lyskilder”, siger hun.