Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 11-11-2026 Batteriet er på vej ind i bygningens maskinrum

Batteriet er på vej ind i bygningens maskinrum

Af: Asser Tønnesen, klima- og energipolitisk konsulent hos TEKNIQ
11. nov. 2026
Batterier er på vej til at blive en integreret del af bygningens energisystem. De kan både lagre solstrøm, flytte elforbrug, aflaste elnettet og fungere som backup ved strømafbrydelser. Men det kræver, at økonomi, sikkerhed og intelligent styring tænkes sammen fra begyndelsen.
Batterier Tema 800X400
Foto: AI-genereret

Tema: Den robuste bygningsmasse

For få år siden var batterier i bygninger primært noget, man talte om i forbindelse med solceller. I dag er billedet bredere.

Det interessante ved batteriet er netop, at den samme investering kan løse flere opgaver: gemme egen solstrøm, flytte elforbruget væk fra dyre timer, reducere bygningens effekttræk og skabe en reserve, hvis strømmen forsvinder.

Og udviklingen går hurtigt. I løbet af de seneste fire kvartaler er der nettilsluttet 191 MW ny batterieffekt fordelt på 4.479 installationer.

Blandt private er antallet af nye installationer steget fra 546 i tredje kvartal 2025 til 1.403 i andet kvartal 2026. På det kommercielle marked er den installerede effekt steget fra 2,6 MW til 14,8 MW på et år.

En del af forklaringen er, at batteriet kan få flere funktioner på én gang.

Egenproduceret solstrøm kan gemmes og bruges senere, når forbruget og elprisen er højere. Samtidig kan et batteri reducere bygningens træk på elnettet på bestemte tidspunkter og dermed bidrage til et mere fleksibelt energisystem.

Backup kræver mere end et stort batteri

Et batteri i bygningen er dog ikke automatisk det samme som en velfungerende backup-løsning. Det afgørende er først at finde ud af, hvad batteriet faktisk skal holde kørende – og hvor længe.

Skal hele bygningen fungere som normalt, bliver behovet hurtigt stort. Ofte giver det mere mening at identificere de kritiske installationer. Det kan eksempelvis være køl og frys i en dagligvarebutik eller andre funktioner, der ikke bør falde ud.

Dimensioneringen skal derfor tage udgangspunkt i bygningens konkrete forbrugsmønster og formål, ikke bare i hvor mange kilowatttimer batteriet kan lagre.

Hvis batteriet både skal bruges til daglig energioptimering og som backup, er det samtidig vigtigt at reservere tilstrækkelig kapacitet til nøddriften. Ellers risikerer man, at batteriet er afladet netop på det tidspunkt, hvor strømmen forsvinder. Det kræver en styring, der sikrer, at den nødvendige reservekapacitet ikke bliver brugt til almindelig energi- og prisoptimering.

Når nettet forsvinder, ændrer installationen karakter

Elsikkerheden er særlig vigtig, hvis anlægget skal holde dele af bygningen i drift under en strømafbrydelse. Et batterianlæg, der kan fortsætte i såkaldt ø-drift, skal være projekteret til netop dette.

Beskyttelsen af installationen skal fungere, både når bygningen er tilsluttet elnettet, og når den forsynes fra batteriet. Det stiller blandt andet krav til korrekt beskyttelse, dimensionering og omkobling mellem de forskellige driftstilstande.

En backup-løsning skal derfor tænkes ind som en del af bygningens samlede elinstallation.

Autorisationskrævende arbejde skal udføres af en virksomhed med den rette autorisation, og installationen skal følge de gældende regler, standarder og fabrikantens anvisninger.

Dertil kommer de praktiske overvejelser. Placering, batterikemi, temperatur, brandrisiko, adgangsforhold, service og forsikring bør tænkes ind allerede i projekteringen.

Forskellige batteriteknologier har forskellige egenskaber, og den rigtige løsning afhænger derfor af bygningen og det konkrete formål.

Rammerne skal følge med teknologien

Selvom markedet vokser hurtigt, er der fortsat barrierer.

Den første er økonomien. Et batteri er stadig en betydelig investering, og businesscasen afhænger blandt andet af bygningens forbrugsprofil, elpriserne og mulighederne for at kombinere flere funktioner.

Derudover mangler der bedre muligheder for at blive belønnet for den fleksibilitet, batterier kan levere. Hvis et batteri kan lade, når der er rigelig kapacitet i nettet, og reducere bygningens netforbrug, når nettet er presset, bør rammerne i højere grad understøtte den adfærd.

Endelig er der behov for klare og ensartede rammer omkring blandt andet brand og placering af større batterianlæg. Usikkerhed om krav kan både forsinke og fordyre projekterne.

Brugte elbilbatterier får nyt liv

At batteriet kan få flere funktioner illustreres af innovationsprojektet ReStoreBESS. Her skal brugte europæiske elbilbatterier testes som stationært energilager i en Føtex-butik hos Salling Group.

Batteriet skal kombinere intelligent styring, backup og støtte til elnettet. Samtidig får batterier, som ikke længere er attraktive til brug i elbiler, et nyt liv som energilager.

Dagligvarebutikker er interessante til netop den type løsning. De har et stort og relativt konstant elforbrug og samtidig kritiske funktioner som køl og frys, der ikke tåler længere strømafbrydelser. Derfor kan det samme batteri potentielt skabe værdi i hverdagen og samtidig stå klar, når strømforsyningen svigter.

Det peger på en bredere udvikling: Fremtidens batteri i en bygning skal ikke nødvendigvis løse én opgave. Den gode løsning opstår, når sikkerhed, økonomi, energiforbrug, backup og fleksibilitet tænkes sammen fra starten.

Tema (3)

Relaterede artikler

COLOURBOX63055587
11. nov. 2026 Af: Benno Nagbøl, Market Manager – Security and Resilience hos Rambøll.
Cybersikkerhed i bygninger og energisystemer: Når BMS og CTS bliver kritisk infrastruktur
COLOURBOX52458052
11. nov. 2026 Af: Harald Karlsen, administrerende direktør og stifter af Harald Karlsen Rådgivning
Energieffektivisering handler om mere end kWh – det handler om robusthed