Klima og ressourcer SKRIV UD

Danskerne ser klimaforandringerne som det største miljøproblem

af: Kasper Elton Jensen, 07-09-2016
Foto: Colourbox

En ny måling foretaget af Norstat for Altinget viser, at de danske vælgere lige for tiden mener, at klimaforandringerne udgør det største miljøproblem, efterfulgt af forurenet drikkevand. Det skriver Altinget tirsdag.

I den seneste måling blev danskerne spurgt om, hvilket dansk miljøproblem bekymrede dem mest. Her svarede 30 procent klimaforandringerne, mens 25 procent svarede forureningen af drikkevandet.

På tredjepladsen ligger forurening af hav, fjorde, åer og søer med 14 procent, mens 10 procent bekymrede sig mest for skadelige kemikalier. Seks procent pegede på henholdsvis luftforurening, og at plante- og dyrearter uddør. Det mindste miljøproblem er støj, som tre procent angiver som største udfordring.

Resultatet fra målingen er noget som forhenværende miljøminister, klimakommissær og nuværende formand for KR Foundation, Connie Hedegaard kan genkende, når hun taler med borgerne.

”Folk er optaget af klimaforandringer, fordi det er en alvorlig trussel. Danskerne ved, Danmark gør noget ved det. Men de ved også, det ikke er nok, og at vi er afhængige af resten af verden,” siger Connie Hedegaard til Altinget, der også selv peger på klimaforandringerne som hendes største bekymring i forhold til miljøet.

Hos Det Økologiske Råd er sekretariatsleder Christian Ege glad for at klimaforandringerne ligger øverst i danskernes bekymring, fordi det understreger, at danskerne er bevidste om det globale problem.

”Der er også andre vigtige miljøbekymringer, men jeg er ikke i tvivl om, at klimaforandringer er den største, og den vi skal bruge flest kræfter på at imødegå. Det viser målingen, at mange er klar over,” siger Christian Ege til Altinget.

Til gengæld finder både Connie Hedegaard og Christian Ege det paradoksalt, at forurenet drikkevand ligger så højt på listen.

”Selvom der er skønhedsfejl, har Danmark trods alt et godt drikkevand og en forsyningsstrategi til at passe på det,” siger Connie Hedegaard, imens Christian Ege mener, at der er noget selvmodsigende ved, at denne post ligger så højt på listen.

”Det er lidt paradoksalt, at dem, der ikke spiser økologisk, har vænnet sig til betydelige mængder pesticidrester i fødevarer, men hvis der kommer den mindste mængde pesticidrest i drikkevandet, bliver der slået alarm. Det er godt, danskerne står vagt om drikkevandet, men helt aktuelt er luftforurening, biodiversitet, kemikalier og støj større trusler, som jeg gerne havde set højere på listen,” siger Christian Ege.

Ser man videre på undertallene i målingen, er der dog også en tendens til, at flere i den yngre del af befolkningen peger på klimaforandringer, mens en større andel af de ældre generationer frygter for drikkevandets renlighed.

Du kan finde hele opgørelsen her, hvor du også kan se, hvordan fordelingen tager sig ud på de enkelte partiers vælgere.

Kilde: Altinget

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.