Forsyning og VE SKRIV UD

Energistyrelsen opdaterer PSO-fremskrivningen

af: Ulrik Blaabjerg, 23-06-2017
Foto: Colourbox

Energistyrelsen har opdateret sin PSO-fremskrivning, som nu tyder på at VE-støtteudgifterne forventes at være lavere end tidligere, blandt andet på grund af en højere elpris.

Energistyrelsens opdaterede fremskrivning tegner blandt andet et billede af, at udgifterne til støtte forventes at falde fra ca. 7,9 mia. i 2017 til ca. 1,4 mia. kr. i 2030 under forudsætning af de nuværende rammevilkår. 

Det generelle fald i udgifterne er et et udtryk for, at en række støtteordninger udløber, samt at støtten til eksisterende anlæg udløber med tiden. Såfremt der laves nye politiske initiativer, vil støtteomkostningerne ændre sig tilsvarende. 

Den opdaterede fremskrivning viser desuden, at de forventede udgifter til støtte af vedvarende energi til elproduktion er lavere end tidligere beregnet. Energistyrelsens seneste fremskrivning fra december 2016 angav således en faldende udgift fra ca. 7,8 mia. kr. i 2017 til knap 5 mia. kr. i 2025. De opdaterede tal viser altså et fald til ca. 2,7 mia. kr. i 2025 og frem mod 2030 forventes et yderligere fald til en omkostning på ca. 1,4 mia. kr.

Ifølge Energistyrelsen skyldes forskellen fra den tidligere fremskrivning primært, at der forventes en højere elpris, samt at der ikke er vedtaget en ny støtteordning for landvind som erstatning for den nuværende, der udløber i 2018. Derudover er fremskrivningen opdateret med nye tekniske forudsætninger for de forskellige typer af teknologier, der påvirker resultatet. Man påpeger dog i samme ombæring, at fremskrivningen er underlagt væsentlig usikkerhed, da den er afhængig af en række faktorer, der er svære at bestemme, herunder udviklingen i brændselspriser, elpriser og teknologiomkostninger for de forskellige typer af anlæg.

Særligt elprisen har betydning, da støtten til bl.a. havvind udbetales som forskellen mellem elmarkedsprisen og en garanteret afregningspris. Fremskrivningen peger derfor på, at udgifterne kan forventes at variere 10-20 procent, hvis elprisens niveau generelt er højere eller lavere end forventet, ligesom der kan forekomme større udsving fra år til år. 

Kilde: Energistyrelsen

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.