Politik og regler SKRIV UD

Færre fejl i energimærkninger

af: Rebecca Holck Rosenberg, 27-08-2018
Kilde: Colourbox

Energistyrelsens seneste kvalitetskontrol af energimærkninger viser, at 79 procent af eksisterende bygninger, der blev kontrolleret, har fået et korrekt energimærke i 2017. Det er en stigning på ti procentpoint set i forhold til 2016, hvor andelen af korrekte energimærkninger i kvalitetskontrollen var på 69 procent.

Energistyrelsen har i deres kvalitetskontrol gennemgået 133 eksisterende bygninger, hvoraf private boliger udgør den største andel. I alt er der i 2017 udført lidt over 69.000 energimærkninger af bygninger.

Stigningen i andelen af korrekte energimærker er en generel tendens, viser tidligere kontrolrapporter. I 2013 var andelen af korrekte energimærkninger 66 procent, og siden er korrekte energimærker steget i Energistyrelsens kvalitetskontroller.

Samtidigt bliver energimærkningsfirmaerne også bedre til at udarbejde energibesparelsesforslag. Energistyrelsens kontrolrapport viser, at 84 procent af energimærkningsfirmaerne medtager alle væsentlige og relevante forslag til energieffektivisering, når de skriver deres rapport. Det er samtidigt en stigning på 10 procentpoint siden 2013, hvor andelen var 74 procent.

Energibesparelsesforslagene skal indeholde, hvad energieffektiviseringerne går ud på, hvad de koster at gennemføre, hvor meget energi man sparer, og hvor stor besparelse der kan opnås på energiregningen.

Nybyggeri halter efter med energimærkninger

Forkerte energimærkninger er oftest et resultat af forkerte opmålinger af bygningens ydervægge. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse. I nye bygninger skyldes et forkert energimærke derimod ofte, at isoleringen af bygningens tekniske installationer ikke er registreret korrekt.

Energistyrelsens kvalitetskontrol viser, at 19 ud af i alt 34 gennemgåede nybyggerier har fået korrekt energimærke. Det er kun 56 procent korrekte energimærker sammenlignet med de eksisterende bygningers 79 procent. Energistyrelsen mener derfor, at der er behov for at forbedre kvaliteten på energimærker i nybyggeri. Det skriver de i pressemeddelelsen.

Blandt andet vil Energistyrelsen sætte fokus på energimærkningen i de nybyggede huse gennem dialog med andre myndigheder.

Sidste års kvalitetskontrol viste behov for skrappere krav til energimærkningsfirmaerne fra Energistyrelsens side. Det skriver Energistyrelsen i en nyhed fra november 2017. Det blev derfor bestemt, at Energistyrelsen kan, hvis det er nødvendigt, udføre et ekstraordinært kontrolbesøg hos et energimærkningsfirma. Denne bestemmelse var gyldig fra juli 2018.

Energistyrelsen har givet seks påtaler for alvorlige fejl til energimærkningsfirmaer i 2017. Det er færre end i 2016, hvor der blev givet over dobbelt så mange påtaler. Påtaler for alvorlige fejl bliver offentliggjort på SparEnergi.dk.

I 2017 har ni energimærkningsfirmaer desuden permanent mistet retten til at udstede energimærker. Fem firmaer har midlertidigt mistet deres ret.

Kilde: Energistyrelsen

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.