Politik og regler SKRIV UD

Reaktioner på regeringens energiudspil

af: Soffi Hildebrand, 30-04-2018
Af: Colourbox

I torsdags fremlagde regeringen det nye energiudspil, som fra 2020 skal afløse det nuværende energiforlig. Regeringens energiudspil indbefatter blandt andet én ny havvindmølle park og mindre elafgifter. Derudover vil den nuværende energispareordning blive fjernet, til fordel for en energispareindsats, der indbefatter et årligt tilskud på 400 millioner kroner til tilskud til energibesparelser i erhverv.

Energiudspillet bliver kritiseret for at være for uambitiøs og derudover at have for lidt fokus på energieffektiviseringer.

Delte meninger om færre elafgifter
Statsminister Lars Lykke Rasmussen mener, at den sænkede elafgift er kernen i det nye energiudspil, da det efter fra hans mening, er positivt at anvende mere strøm, når denne strøm bliver mere grøn.

Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi, ser ligeledes denne del af energiudspillet, som en positiv udvikling:  ”For første gang står vi med et energiudspil, hvor det grønne går op, mens danskernes elregning går ned. Det er et tiltrængt nybrud, som bør kunne samle bred politiks opbakning hurtigt” (Mandag Morgen).

Den samme glæde deler direktør, Kim Mortensen, fra Dansk Fjernvarme: ”Det vil gøre det billigere at være fjernvarmekunde, og det vil give fjernvarmeselskaberne mulighed for at bruge vindmøllestrømmen, når der ellers ikke er efterspørgsel efter el” (Dansk Fjernvarme).

SF og Enhedslisten kritiserer derimod regeringen for at sænke elafgiften. Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, mener at udspillet vil: ”øge elforbruget og mindske incitamentet til at lave energieffektiviseringer for virksomheder, hvilket vil give færre penge til den helt nødvendige udbygning af vedvarende energi” (Mandag Morgen).

Formand fra SF, Pia Olsen Dyhr, ser derimod den sænkede elafgift, som en positiv udvikling, men efter hendes mening bør regeringen ”brandbeskatte” kul: sådan at man ikke risikerer, at den billigere el og dermed større forbrug fører til øget fyring med kul på kraftværkerne” (Mandag Morgen).

Greenpeace frygter at den sænkede elafgift, vil få elforbruget til at stige, men uden at udbuddet af grøn strøm kan følge med. Greenpeace kritiserer regeringens mål om at opføre én vindmøllepark. ”Planen om at opføre én vindmøllepark på 800 megawatt rækker slet ikke til, at regeringen kan nå sit eget uambitiøse mål om 50 procent vedvarende energi 2030. Regeringens egne beregninger viser, at udspillet vil medvirke til at øge Danmarks andel af vedvarende energi fra de nuværende 40 procent til 44 procent” (Politikken).

Større fokus på energieffektiviseringer
Blandt flere parter eftersøges et større fokus på energieffektiviseringer i regeringens energiudspil for 2020.

Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, er enig i, at den nuværende energispareordning skal skrottes og han opfordre regeringen til at lave en ordning, der retter sig mod energibesparelser i bygninger. ”Alle erfaringer viser, at økonomiske virkemidler er utrolig effektive, hvis man skal få ejere af bygninger til at gennemføre energirenoveringer, når bygninger i forvejen bør forbedres. Regeringens udspil på dette område ligner en ommer” (Byggeriets Dagblad).

På samme måde har direktør fra Dansk Industri, Tine Roed, en opfordring til regeringen: ”politikerne skal huske, at vores indsats for at spare energi i bygninger i dag leverer omkring en tredjedel af energibesparelserne, som vi hvert år skal levere frem mod 2020. Uden en målrettet pulje til bygninger risikerer vi at tabe den vigtige indsats på gulvet” (Dansk Industri).

Direktør i Det Økologiske Råd, Claus Ekman, er ligeledes enig i, at energiudspillet har for meget fokus på vedvarende energi, fremfor energieffektiviseringer: ”Udspillet har et for ensidigt fokus på en uambitiøs VE-målsætningen for 2030. Reel, grøn omstilling af energiforbruget, herunder et fortsat fokus på energieffektivisering, burde i stedet være omdrejningspunktet. Jeg vil kalde det et udspil med skyklapper på,” (Det Økologiske Råd). 

Kilde: Mandag Morgen, Dansk Fjernvarme, Politikken, Byggeriets Dagblad, Dansk Industri og Det Økologiske Råd.

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.