Politik og regler SKRIV UD

Reaktioner på det ambitiøse klimamål

af: Soffi Hildebrand, 21-06-2019
Foto: Colourbox

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er blevet enige om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent i 2030. Læs branchens reaktioner på det ambitiøse klimamål.

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, byder det høje ambitionsniveau velkommen:

- Målsætningen gør os til et af de mest ambitiøse lande i verden på klimaområdet. Det er fantastisk, at partierne er blevet enige om en 70 procent-reduktion, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

- Vi har set en enorm opbakning til mere handling på klimaområdet fra tusindvis af danskere, som har været fuldstændig fantastisk. Det er på grund af alle dem, at det er lykkedes at rykke politikerne på klimamålsætningen.

Borgernes hverdag vil forandres
Hvis målet om CO2-reduktion på 70 procent bliver en realitet, vil borgerne vil kunne mærke forandringerne i deres hverdag.

- Den almene borger vil mærke, at det meget snart bliver nødvendigt at lave begrænsninger på mulighederne for at købe en benzin- og dieselbil. Og de, der ikke allerede har udskiftet oliefyret, skal godt nok snart se at komme i gang med det, og nogle steder vil fjernvarmepriserne måske stige, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi. 

Nye teknologier og adfærdsmønstre følger med:

- Det kræver nye teknologier og nye adfærdsmønstre hos borgerne. Vi skal bevæge os anderledes, køre i elektriske biler, bruge delebiler, spise mere plantebaseret og muligvis indstille os på at have vores boliger opvarmet på en mere intelligent måde, siger Jarl Krausing, international chef i tænketanken Concito. 

”Alle områder skal i gang”
Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, mener, at alle områder skal i gang:

- Hvis vi skal nå et mål på 70 procent, skal alle områder i gang. Især på energieffektiviseringer er der meget at hente på et område, hvor Danmark ifølge både branchen og EU-Kommissionen halter efter de fleste europæiske lande (…), siger han.

Lars Aagaard fra Dansk Energi vurderer, at mindst en halv million elbiler skal på gaden, ligesom store dele af flyfart, tung transport og skibsfart skal elektrificeres, hvis målsætningen skal realiseres.

Danske virksomheder, der udleder mange drivhusgasser, vil være nødsaget til at ændre deres produktion. Derfor er det ifølge Concito vigtigt, at der sættes langsigtede mål:

- Den her beslutning er noget, som markedet har behov for, fordi virksomheder og investorer, der laver nye investeringer skal vide, at det er relevante teknologier, de investerer i, og om de bliver straffet for at investere i fossile brændstoffer, siger Jarl Krausing.

Hvordan kommer vi i mål?
Tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen ser både klimamålet som ambitiøst og ukonkret:

- Der mangler stadig at blive konkretiseret, hvordan vi får de sidste procent med. Der ligger til gengæld rigtig mange forslag og tiltag, som man kan igangsætte i de nærmeste år, siger han og fortsætter:

- Vi har talt om behovet for at øge investeringer i forskning og udvikling, så vi forbedrer muligheden for reduktioner, når vi kommer lidt længere frem.

Peter Birch Sørensen fremhæver også, at de sidste procenter altid er de dyreste at finansiere. Uden at kende til de konkrete initiativer og omfanget af disse, har han svært ved at komme med en konkret bud, hvor dyr omstillingen bliver for Danmark.

Før målsætningen kan realiseres, skal det først lykkes at danne en rød regering.

Kilde: Berlingske, DR, Politikken, Avisen.dk, Danmarks Naturfredningsforening

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.