Inspiration SKRIV UD

Brug af energidata træder ind i en ny æra

af: Nyhed fra Elforsk
Foto: Colorbox

Brug af energidata og andre typer forbrugsdata i forbindelse med drift, arealudnyttelse og energirenovering af alt fra skoler og daginstitutioner over biblioteker og idrætsanlæg til rådhuse vinder frem i landets 98 kommuner.

Denne digitale, datadrevne tilgang kan give fuld valuta for pengene, viser et energidataprojekt gennemført Living Strategy Consulting, Himmerlands Energi og Miljøforening og KL med støtte fra ELFORSK, der administreres af Dansk Energi.

’Next practice – Smarte Kommunale Energidata’ afsluttes netop nu med en stribe anbefalinger, der matcher Folketingets klimaaftale fra den 22. juni, hvor partierne vil ’understøtte gennemførelsen af energirenoveringer gennem data og digitalisering’.

De gode råd kan benyttes kvit og frit af kommunerne her, hvor de har fået hævet deres anlægsramme og kan sætte mere fart på deres energi- og klimarenoveringer af de mest slidte af op mod 45.000 bygninger.

Nogle af disse mange bygninger, der har en samlet værdi på flere hundrede milliarder kroner, er gamle og slidt, så der er et gedigent renoveringsefterslæb. 

Kommunerne bruger årligt ca. 4 TWh el/varme/gas, og direktør Bo Porstorp Holst-Mikkelsen fra Living Strategy Consulting vurderer på baggrund af ELFORSK-projektet, at kommunerne har en lækker gulerod at gå efter:

- En kommune kan ud fra et konservativt skøn spare 5-10 procent på energiregningen ved at overvåge bygningernes energiforbrug og reagere på overforbrug. Hvis energiforbrugsdata bruges som input til arealoptimering og energirenovering, kan besparelserne blive meget større. Det er slet ikke urealistisk, at en kommune kan spare tocifrede millionbeløb hvert år, siger Bo Porstorp Holst-Mikkelsen på baggrund af interviews med 19 kommuner.

Strategisk overblik
De hævede anlægsrammer i kølvandet på Corona-krisen vil sandsynligvis føre til flere energirenoveringer, vurderer konsulent Kristoffer Slottved fra KL.

Han ser rådene fra ELFORSK-projektet om datadrevet energirenovering som gode og handlingsorienterede.

- Data kan give strategisk overblik, så kommunerne kan bruge pengene bedst mulig. Min fornemmelse er, at der er en stigende erkendelse i kommunerne af, at de kan investere i energirenoveringer uden at skulle skære i lønkroner. De kan få mere for mindre - og skabe ægte effektiviseringer, siger Kristoffer Slottved.

Nyttige nøgletal
På energiområdet hjælper KL kommunerne med at samarbejde om at få mere ud skattekronerne på forskellig vis. For eksempel ved hjælp af ’Kommunernes Energinetværk’ og det Fælleskommunale Nøgletalssamarbejde på Ejendomsområdet om indikatorer, definitioner, dataindsamling og analyse af data for de kommunale bygninger, herunder også energidata (el-, vand- og varmeforbrug).

- Vi har været i gang med nøgletalssamarbejdet i 1½ år og har nu 38 kommuner med. De samarbejder om alle slags data, og det er der virkelig musik i, siger Kristoffer Slottved.

Disse og andre initiativer – herunder et mange årigt fokus på energistyring – har betydet, at de fleste kommuner nu har et langt bedre overblik over, hvilke bygninger de har på tværs af forvaltningsgrene. Tidligere var anlæg og drift af bygninger i udpræget grad en sag for de enkelte forvaltninger.

Med data og sammenligning af nøgletal kan kommunerne for eksempel få dokumenteret, om deres penge er bedst investeret i den skole, hvor en pedel i mange år har passet og plejet bygninger og materiel, eller om det mere handler om at kanalisere midler til de børnehaver, der har levet i mange år uden den form for praktisk ekspertise.  

Derudover kan dataunderstøttet tænkning på tværs også skabe andre fordele:

- Hvis kommunerne bruger deres bygninger rigtigt, vil der være brug for færre af dem. Brug af energidata og andre forbrugsdata kan understøtte den proces, påpeger Kristoffer Slottved.

Læs evt. mere om projektet og find rapporter m.v. her.

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.